Herrens Veje!

Jeg er vokset op i en præsteslægt med stærke traditioner. Derfor lød det umiddelbart interessant for mig at der nu kom en realistisk serie om en præstefamilie. Jeg er også meget optaget af forskellen på den danske kristendom og islam, som støder så voldsomt sammen i vores moderne samfund. Første afsnit i TV-serien ”Herrens Veje” lagde ud med en udtalelse fra præsten om, at der var forskel på islam og kristendom. At det er en del af præsteløftet at tage afstand fra vranglære – dvs. falsk religion. Og islam er for den kristne en falsk religion. Det var befriende at høre denne banale sandhed sagt højt. I TV-serien skabte denne bemærkning så megen tumult og negativ opmærksomhed, at præsten ikke opnår det bispeembede, som han så stærkt har ønsket sig. Det virkede faktisk ganske realistisk. Så jeg begyndte med positive forventninger til serien.

Men under de sidste afsnit har jeg skullet tage mig voldsomt sammen for at komme igennem de 60 minutters underholdning. Håbet om, at det skulle fortsætte på samme gode måde, som den begyndte, svandt i takt med, at alle de sædvanlige banaliteter, når man taler om kristendom og familieliv, foldede sig ud i serien. Faderen er selvfølgelig en egoistisk patriark, der er opdraget af – hvor overraskende – en egoistisk patriark. De har begge lidt svært ved at skelne mellem sig selv og Gud, og de er begge skrækkeligt uretfærdige overfor deres sønner. Den ene søn opdager helt i overensstemmelse med de sædvanlige venstreorienterede fordomme om, hvad sand kristendom er, at næstekærlighed drejer sig om at hjælpe migranter i Europa med at skjule sig for politiet. Den anden søn opdager, at buddhismen er meget mere givende end den kristendom, han kender fra sin familie. Han bliver fri og afklaret af at gå rundt i Himalayas bjerge og tale med en buddhistisk munk og bagefter skrive en bog om sin uretfærdige far. Hvad de fire mænd i familien – bedstefar, far og to sønner – har til fælles er, at de kæmper for at finde ud af, hvad det gode og rigtige er. Jeg gætter på, at filmen vil konkludere, at det egentlig er fint. At man kan nå frem til det gode og rigtige af mange veje – gennem den ene gud, den anden gud eller gennem åndedrætsøvelser. Men at det sidste er det mest hippe. Jeg tør ikke sige det med sikkerhed, da sidste afsnit i serien ikke er blevet sendt endnu, men jeg gætter på det, fordi det lyder lidt som om, at det er religionen hos seriens manuskriptforfatter, Adam Price, der er citeret for at sige: ”Jeg tror ikke på en personlig, skabende gud, som man kan have en mere eller mindre intim relation til gennem et bønsliv, og som lytter til, hvad vi siger og tænker. -Men jeg tror absolut på store sammenhænge, magiske øjeblikke og oplevelsen af at være en del af en større fortælling, forklarer Adam Price og nævner blandt andet den overvældende kærlighed, man kan føle til sine børn, som et eksempel.”

Der er nok ikke nogen tvivl om, at ”store sammenhænge, magiske øjeblikke og oplevelsen af at være en del af en større fortælling” er meget mere hipt i dagens Danmark end ”en personlig, skabende gud”. Men det er jo bare meget det, som kristendommen går ud på. Og endda en gud, der er så besværlig, at der ikke kan gives et frelsende rum for buddhisme og åndedrætsøvelser. Eller for Allah og sharia. Det er Jesus på korset, der frelser. Ikke åndedrætsøvelser.

Jeg kan selvfølgelig godt se, at mine forventninger til serien har været overdrevne. Men ville det ikke være befriende, hvis man endelig kunne høre en sammenhængende tale om forskellen på kristendom og de andre religioner, som vi nu møder i landet? Tænk, hvis præsten i serien havde fået mulighed for at fortsætte sin argumentation om islam og kunnet få lov at vise forskellen på lovreligionen islam og friheden i kristendommen. Der er jo i høj grad en religiøs grund til, at Danmark er så præget af frihed, mens Mellemøsten er det modsatte. Der er en religiøs grund til, at danske piger kan gå i det tøj de har lyst til og ikke skal spærres inde i tørklæder eller burkaer. En TV-serie som ”Herrens Veje” havde sagtens kunnet bruge lidt energi på at lade den slags banale sandheder trænge frem i lyset. Men i stedet får vi et langt faderopgør og en kærlighedshistorie med en kone, der springer ud som lesbisk i en alder af 60 år. Underligt nok er der ikke nogen incest i serien endnu. Men det kan man vel nå!

Mit gæt er, at serien vil ende med en af de mest fortærskede og forkerte fordomme om tro – at alle veje fører til gud og frelse og fordi vi egentlig alle sammen tror på kærligheden som den sande gud, ligegyldigt om vi er muslimer, kristne eller buddhister. Men problemet for os danskere og mange andre europæere er, at vi risikerer at miste den frihed, vi holder så meget af, hvis vi ikke snart vågner op og fatter, at der er forskel på, hvad man tror på. Der nogen budskaber, der fører til trældom og undertrykkelse, og der andre der fører til frihed. Det ville være skønt hvis en TV-serie om en præstefamilie kunne være med til at formidle det budskab. For det er trods alt det budskab, langt de fleste præster bruger deres liv på at formidle.

 

 

 

  • Alex Damgaard

    Einstein siges (formentlig fejlagtigt) at have sagt :

    Insanity: doing the same thing over and over again and expecting different results.

    Jeg har valgt ikke at se et eneste sekund af “Herrens Veje” eller for den sags skyld deres “Danmarkshistorie”. Belært af erfaringen var det helt forudsigeligt spild af tid, og jeg kan forstå på reaktionerne rundt omkring, at det er en beslutning jeg ikke har anledning til at fortryde.

  • Arne Nielsen

    Det er jo egentligt interessant at notere sig, at selvom jeg med meget eftertryk vil stå på, at jeg er ateist, så er der sådan set tale om, at jeg på en måde er protestantisk ateist. Denne konstatering skal ses på baggrund af, at jeg på et tidspunkt hørte om en ateist i Italien, som til det med ateismen tilføjede, at han var “katolsk” ateist. Der er jo det der i protestantismen, at man udtrykkeligt har forladt “gerningskristendommen”, og det passer mig utroligt godt. Det der med, indeni hovedet hele tiden at have en overdommer, der ustandseligt, og ofte helt upassende stiller spørgsmålet: “hvad tror du Gud ville synes om det, og det, og det…” – den stemme må bringes til endegyldig tavshed. Men dertil kommer så det rent ateistiske motiv helt at benægte eksistensen af en gud, helt i overensstemmelse med al logik – som ikke er gyldig i den psykologisk funktionelle blok, som betegnes primærprocessen, og som så mange mennesker helt forlader sig på. Dette er imidlertid at tildele den en magt, den ikke fortjener. Men det er vigtigt at gøre sig klart, at den megen religion verden over således har dybe psykologiske grunde til sin tilstedeværelse, som der kun er én måde at sætte sig ud over, og det er, ved hjælp af sekundærprocessen at betjene sig af logik og abstraktioner, som er den egentlige og rigtige måde at opfatte verden på. Men jeg taler jo nok for døve ører, idet det dybere kendskab til primær- og sekundærproces kun er de få beskåret, og jeg har utallige gange måttet konstatere, at interessen for at lære noget ordentligt om psykologi, som går ud over de rene selvfølgeligheder, er forsvindende.

    • Rap And

      Efter at have læst dit udtryk om at være protestantisk ateist, så får jeg en meget bedre og sjovere weekend. Men husk på, at om man er troende eller ej, så vil en god gerning alligevel føles godt.

      • Arne Nielsen

        Hm, hm.

        • Arne Nielsen

          Jah, men i al godgørenheden står man undertiden overfor det problem at kunne evaluere, hvorvidt en gerning egentligt er god. Hvis du tænker dig en diskussion mellem en venstreorienteret og en borgerlig person, vil du meget ofte kunne iagttage temmeligt forskellige opfattelser af denne problemstilling. Rent evalueringsmæssigt må man vel konkludere, at der ikke er tale om selvfølgeligheder, og at vi kan konstatere, at mennesker når forskellige resultater. Mother Teheresa var f.eks. af den formening, at lidelse var ædelt og bragte personen nærmere til gud, hvorfor hun med fuldt overlæg lod sine patienter lide svært.

    • Odd S. Olavssøn

      Så mange ord, så lidt indhold?

      Vor Herre bevare os! 😉

      Odd

      • Arne Nielsen

        Jeg tør vædde på, at du ikke har forstået en bønne af, hvad jeg har skrevet.

    • J B F

      Godt skrevet. Jeg tror, du har et stærkt had-kærlighedsforhold til katolicisme og især til Italien. Men du udtrykker det med god smag og diplomati 🙂

      • Arne Nielsen

        Tak for de pæne ord. Det der med katolicisme og Italien er nok rigtigt; min mor var stærkt Italens-fan, idet hun var umættelig, hvad angik kultur, og jeg har, efter, at hun døde for mange år siden, haft hende mistænkt for, i det skjulte, at nære pro-katolske tanker. Hun kunne sidde helt tryllebundet, når der var juletransmission fra Peterskirken i Rom, og begge mine forældre besøgte Rom engang i 1950erne. Også min far var, specielt i hans sidste dage op til 2001, hvor han døde, stærkt religiøs. Dette har betydet, at jeg har en meget yngre halvsøster, som har ladet sig uddanne til præst. Hvad Italien angår, er jeg selv nok mere tilbøjelig til at lægge til grund, at landet er mafiøst – og i øvrigt er det meget mere mig at rejse på de indre linier, fremfor i de ydre. Når man rejser i det ydre, bringer man jo altid sig selv med, hvorfor jeg prioriterer således, at det er på de indre linier, det hele sådan set foregår, og hvor man skal finde svarene på det hele.

  • Adriano viterbo

    Det er Jesus på korset som frelser, siger MK. Det er den største fordom jeg kender

  • georg christensen

    Herrens religiøse og magtbegærlige politiske veje er uransagelige. Et udsagn, som tilkendegiver “illusions tankegangen”, med en “hun eller han” på føresædet, i misforståelsen af, at LIVET , er bygget på “dig og mig” i fællesskab. Et “fællesskab” ,som er “liv´s” værdigt. Et fællesskab, som på ingen måde er overlevelses dygtig i “magtbegæret´s” enevælde systemer, ligegyldig hvad disse prædikanter med forskellige navne (ord), forsøger at provokere sig selv og deres omverden med , med deres ofte tom hovede “prædikanter´s” sole gang i deres egne “lov og ret´s systemer”, virker mere og mere ,som oplysningstiden skrider frem, som en flok “fortids idioter”, som ikke tør se nutiden i øjnene uden selv at indse “ansigt´s” tabet. En “nutid”, som forsøger at “digitalisere sig”. En “digitaliserings model”, som i sidste ende betyder: Begyndelsen er “ja eller nej”. Hvis nej vælges ,så findes begyndelsen ikke, hvis JA vælges ,er alle muligheder åbnet, men kun så længe LIVET i sig selv ser værdien i forholdet til sin næste. NB: Disse ORD og sætninger , har intet med hverken religiøst som politisk “magtbegær” at gøre. Ordene og sætningerne er kun beregnet overfor “LIVET” og respekten herfor. Ligegyldig, hvad du eller jeg mener, så er vi begge kun en lille del af det store uforståelige “HELE”, ene og allene bare fordi vi ikke vil eller kan forstå at vores eget lille “egocentriske system” kun i “helheden” giver mening. Alle disse små magtbegærlige guddomme i sig selv er hver for sig meningsløse, lige så meningsløse ,som fortidens kajsere og kongers enevældigheder i fortiden har bevist, i deres såkaldt “eget” jordiske paradis. Set med “evighedens” øjne er alle disse magtbegærlige “skabninger” ikke andet som “parasitter”, som LIVET burde få fjernet, hvis et langt LIV ønskes, så bør først magtbegæret´s “illusionsbeskrivelser” fjernes.

  • Ulrik Rosenstand

    Jeg hylder Odin, jeg hylder Thor, jeg hylder Freja. Jeg er Asatro og interesserer mig ikke for Mellemøstlig religion. Disse trosretninger har vist sig direkte destruktive og er i dag komplet irrelevante. De gamle Nordiske guder er aspekter af Naturen. Jeg ærer de gamle forfædre, Naturens ånder og guderne, som i tusindvis af år har været grundlaget for Skandinaviens spiritualitet. Vi nærmer os Jul – Asatroens vigtigste højtid, hvor vi fejrer Solhverv, at lyset vender tilbage. Tak, guder.
    https://uploads.disquscdn.com/images/76982b5f8fac019a733b4461b2d784751ca3134312aa599a6081e9cc32eb1ed4.jpg

  • Bente Fredgaard

    Tak Marie Krarup for dit indlæg, som jeg bakker fuldstændig op.

  • Jørgen Villy madsen

    Alle religioner består af forkerte og fortærskede fordomme – hvad ellers? Et hvilket som helst sæt fordomme indterpet i barndommen er uafrystelige sandheder resten af livet for mange mennesker. Fordomme hos nogen medfører ofte skader på andre. Heldigvis har kristendommen i modstrid med sin oprindelse udviklet former, der ikke kræver blodsudgydelser for at tækkes guden. Det bør vi være taknemmelige for.

  • jan henrik wegener

    Der er altså forskel på tro og tro skrive MK. Men er det dermed sagt at den statsstøttede version her i landet er den definitive, ultimative sandhed? Ja, det ville man gerne tro i de “gode” gamle dage, hvor magten fra de enevældige konger, godsejerne og præsteskabet havde et fint og bekvemt partnerskab. Om man så troede mere eller mindre bogstaveligt på hvert komma den “store” Marthin Luther efterlod, og hver eneste lille udsagn og tolkning var da én ting. Men religionen skulle jo også støtte samfundsordenen, og på den måde fik også præsterne en vigtig rolle i samme (nogle tilhørte vel magteliten). Men OK. jeg er har ikke kendt præster i egen familie, men ved at der var nogle længe før min egen tid (i det nærmeste udland). Har efterhånden mindre tillid til at præster er særlig egnede til politisk indflydelse må jeg tilstå.

  • Alf Thorsten Ebbesen

    Mht. lige præcis de to religioner kristendom (hvis vi inkluderer det gamle testamente) og islam, er tolkningen anno 2017 et produkt af den kultur de har været en del af. Begge religioner indeholder, hvis læst bogstaveligt, forfærdelige ideer, som kan tolkes på en måde der ingen mening giver i forhold til det perfekte samfund vi mener at leve i. Det er meget nemt at finde grynede, nærmest VHS-agtige, youtube klips der beviser at islam er ondet selv, men har man ekstra tid tilovers, og er man rabiat nok kan det samme sagtens gøres med kristendommen. Jeg er selv et kristent menneske, men jeg er meget træt af den konstante pegen fingre af islam der forsøger at få enhver der bekender sig til denne religion til at fremstå som et laverestående individ, baseret på andres tydeligvis meget farvede læsning af koranen. Skal vi holde antallet af terrorister nede i fremtiden, duer det bare ikke at blive ved med at blive ved at bilde os ind at enhver tilbeder af koranen er offer for noget ganske forfærdeligt som er uforeneligt med vores kultur. Det kunne ligeså godt have været os selv der rendte rundt og fik vores øjne hevet ud når vi kiggede på en anden mands kvinde osv., som Bibelen foreskriver. Får du konstant at vide at du ikke hører til ender du med at blive et monster.. har Gud mon nogensinde haft intentioner om at mennesker skal omgås hinanden på den måde?

    – en småfuld men kristen, økonomisk liberal og menneskevenlig Alf

    PS: Så nej, Hverken Vesten eller Mellemøsten er udelukkende produkter af deres religion. Så mange andre ting spiller ind i forhold til hvordan forståelsen af religion eller mangel på samme defineres idag. Og mht. Buddisme ville jeg da gerne se Krarup-damen screene denne i forhold til det gamle testamente og finde elementer der virker irrationelle og ikke vil kunne bruges i et moderne, perfekt samfund med menneskerettigheder, ytringsfrihed og fred for alle.

  • Anette Thykær Christensen

    Du skriver “Jeg er også meget optaget af forskellen på den danske kristendom og islam, som støder så voldsomt sammen i vores moderne samfund. ” Det er som jeg ser det så bare ikke det dramaserien handler om. Jeg er som stærkt troende og stærkt tvivlende dybt berørt af serien som efter min mening behandler skismaet den stærke tro og den stærke tvivl. De almenmenneskelige konflikter i hverdagsrelationer, der også indebærer at blive ramt af skyld og skam frustrationer og skuffelser. Forholdet til andre religioner er som jeg ser serien ikke det væsentlige men efter min mening et udtryk for det søgende som vel også er almenmenneskeligt, når man bliver ramt af tab, skyld og konflikter med sig selv og omverdenen. Det er ikke en afvisning af kristendommen jeg oplever i serien men en søgen efter at føle sig hørt af noget der føles større en selv. Jeg vil anbefale dig at se serien med friske øjne som en stærk beretning om tro og tvivl og ikke som en religionskrig Jeg glæder mig i al fald hver søndag, hvor jeg netop får bekræftet min tro på gud hvilket jeg ikke har kunnet få i den danske folkekirke, der er udvandet til en pseudoreligion og hvor den tidligere lokale præst fra prædikestolen brægede politiske budskaber i stedet for troens budskab. Man skal huske at budskabet jo netop indebærerer næstekærlighed, medmenneskelighed, empati og omsorg for andre

  • Henrik Krogh

    Tak, Marie Krarup

  • Kjeld Hougaard

    Kristendom, Buddhisme og Islam eksisterer alle i et utal af varianter. Vi kan undgå megen elendighed hvis enhver af os lader enhver anden blive salig i sin tro. Men som Piet Hein sagde ”folk som ved hvad der er bedst, hærger verden som en pest”. For en god ordens skyld: Buddhas fortjeneste 500 år BC var indsigten: der er ingen gud, der er ingen frelse, der er ingen sjæl, som er opfattelsen i dagens neuroscience.