Hvad med dem der betaler?

Aviser og onlinemedier er fulde af portrætter af kontanthjælpsmodtagere, der mister en del af deres indtægt som følge af kontanthjælpsloftet. Vi hører i detaljer om deres privatøkonomi, og hvordan de må flytte, opsige TV-pakken og melde fra til fritidsaktiviteter. Men hvad med dem der betaler? Hvorfor hører vi aldrig om dem?

Skattetrykket stiger og når igen op på 47,6 pct. i år. For en familie på fire svarer det til en ekstraregning på 18.000 kr. årligt, viser beregninger fra Dansk Erhverv. Det er mange penge, men vi hører næsten aldrig om dem, der betaler. Der har udviklet sig en kultur, hvor det kun er modtagerne, der er interessante. Betalerne forventes bare at punge ud ved kasse ét.

Jeg har en god veninde, der bor lidt uden for København. Hun kom til Danmark som flygtning, men har bortset fra den første tid under statens vinger klaret sig selv. Det er hun opdraget til, og sådan vil hun gerne have det. Både hun og hendes mand har dog oplevet søvnløse nætter med bekymringer om job og penge. Hun har i perioder søgt alt og hoppet fra vikariat til vikariat. Hendes to drenge skal ikke mærke forældrenes bekymringer, og med lidt snilde og blik for billigere alternativer kommer familien da også på ferie.

I dag fik jeg besøg på Christiansborg af en højskoleveninde, jeg ikke har set i 20 år. Det var dejligt at se hende. Hun var blevet en rank og voksen kvinde med fod under eget bord i en lille og velfungerende rengøringsvirksomhed, hun kører sammen med sin kæreste fra deres hjem i Nordjylland. Dengang på højskolen var hun ung og rodløs og stod i problemer til halsen. Det var en lang sej kamp at komme på benene efter en barndom med svigt og alt for lidt kærlighed, men hun klarede det. Hun tjener sine egne penge, men smilet stivner, når nogle erklærer sig for fine til at gøre rent frem for at være på kontanthjælp.

Eksemplerne på stakler uden muligheder og midler er mange, men i debatten taler vi alt for sjældent om dem, der betaler. Vi hører ikke om familien i Varde, der må springe ferien over, vente med at få udskiftet de utætte vinduer igen i år, og hvor mor må tage ekstravagter i weekenden på trods af diverse fysiske skavanker, så julegaverne ikke bliver forsvindende små. Vi hører ikke om bekymringer, budgetlægning og ture over grænsen – ikke bare for at købe sodavand og øl for turens skyld – men for at spare et par hundrede kroner på sølvpapir, kattemad og rengøringsartikler.

I Danmark bruges ca. en tredjedel af statens budget på at betale overførselsindkomster. Kontanthjælpen koster i 2016 mere end 25 mia. kroner. Når andelen af borgere på kontanthjælp øges – eksempelvis ved at vi modtager asylmodtagere, der har svært ved at begå sig på det danske arbejdsmarked eller ved at antallet af ufaglærte jobs svinder ind – ja, så er det helt almindelige danskere, der må til lommerne. Det betyder noget, når udgifterne og skattetrykket stiger. Men i en dansk medieverden er det aldrig synd for danskere, der er i arbejde. Deres bekymringer og prioriteringer er ikke vigtige. Et politisk flertal kan uden videre lægge beslag på en større andel af borgernes indkomst uden at blive konfronteret med, hvad det betyder af afsavn og bekymringer for dem. Det er ikke i orden.