Hvem gider være et konkurrencestatsmenneske?

Hvem gider være et konkurrencestatsmenneske? Jeg gør ikke i hvert fald! Sådan en borger, der ”optimerer sin tilværelse” ved at forsage kød og vin og i stedet dyrke yoga og morgenløbeture. En, der drøner igennem studierne og ud på arbejdsmarkedet med mand, børn og coach hængende i en snor efter sig, for at få et langt arbejdsliv og betale så meget skat, som muligt. Glem det! Jeg er her ikke for statens skyld.

Det er i øjeblikket meget moderne at kritisere ”konkurrencestaten” og alt det pres, den lægger på borgerne. Svend Brinkmann har succes med bøger om at stå fast over for pres og omstillingskrav og psykologforeningens formand er rejsende med det budskab, at vi ikke gider så meget stress og krav, og at vi gerne vil definere vores egen tilværelse. I uddannelsesverdenen er der en bølge af modstand mod ”konkurrencestaten” og al dens uvæsen. Jeg er sådan set enig i det meste af al denne kritik.

Men jeg savner i den grad en sober analyse fra disse aktører af, hvad ”konkurrencestaten” er, og hvordan den er opstået. Hos venstrefløjen hedder det sig, at konkurrencestaten er ”neo-liberal”. Hvad det der ”neo” står for, har jeg aldrig rigtigt forstået (bortset fra, at det lyder lidt som nazist, og derfor nok er ondt), men liberal, det er konkurrencestaten i hvert fald ikke.

”Konkurrencestaten”, som den blev defineret af Ove Kaj Pedersen og redefineret at Bjarne Corydon og Christine Antorini, udspringer af den erkendelse, at Danmark er en nation, der konkurrerer med andre nationer (og markeder). Det er sandt nok, og noget, de færreste vil benægte. Konkurrencestaten er herefter den konklusion, at fordi der er konkurrence, må staten nødvendigvis optimere på borgerne ved at skubbe og puffe dem gennem livet på en måde, så de bliver mest muligt til gavn for staten.

Og her går det galt. Helt galt. Borgerne er jo ikke til for staten. Det skulle meget gerne være omvendt, så hvorfor er vi havnet her? Svaret er, at konkurrencestatstankegangen forener en socialdemokratisk ”ret og pligt-tankegang” med en borgerlig ”utilitarisme”. ”Det gode” bliver således, når borgerne handler på en måde, der er til fordel for fællesskabet. Derfor bliver det også i orden at lave politik, der indskrænker individets frihed til fordel for staten.

Borgerne udsættes således for en lind strøm af lodder og trisser, der skal få dem til at yde mest muligt til fælleskassen. De fødende skal ligge ganske kort tid på fødestuen, børnene skal gå i heldagsskole, de studerende skal hurtigt i gang og blive hurtigt færdige. Der indføres ”uddannelsespålæg”, ”færdiggørelsestaxameter” og ”fremdriftsreform”. Alt sammen noget, der skal modvirke det fravær af personligt ansvar, der findes i lande, hvor eksempelvis uddannelse ikke er en pligt, men derimod noget den enkelte investerer i for sin egen fremtids skyld. I kommunerne bliver borgerne ringet op og tilbudt et rygekursus. De kommunale arbejdspladser fyrer op under deres medarbejdere med bevægelse og sundhedskampagner. Det er lige til at blive helt forpustet af. Konkurrencestaten er et hæsblæsende foretagende. Staten vil hele tiden borgerne noget, og det er umuligt at undslippe, med mindre man er klar til at flytte ud i en skov eller blive 100% selvforsørgende.

Kritikken er altså reel. Men det både psykologformanden, filosoffen og uddannelsesfolkene overser i deres kritik af konkurrencestaten er, at årsagen til al denne virak ligger i de faktiske omkostninger af en meget stor offentlig sektor. Regningerne skal betales – hvis ikke i dag – så i morgen. Megen offentlig aktivitet koster mange penge og kræver borgere, der retter ind, og bliver effektive skattebetalere. Det er altså ikke muligt at udskrive sig af konkurrencestatens greb, hvis ikke staten i sig selv bliver mindre og derfor mindre krævende.

I et liberalt samfund er staten til for borgerne. Og fordi staten kun sørger for det, individet, familien, civilsamfund og virksomheder ikke kan løse bedre, er staten billigere i drift. Det giver mennesker mere plads at bevæge sig på, og tager presset af den enkelte. I et liberalt samfund kan den studerende være lige så længe om studiet som han/hun vil. Til gengæld har han/hun et større ansvar for sig selv og sit studie. I et liberal samfund kan borgeren vælge livsstil og gå efter en høj indtægt eller lave leveomkostninger og mere fritid. Det er ikke statens anliggende.

Konkurrencestaten, derimod, er både tung og krævende. Den tilbyder en vis tryghed gennem forudsigelighed, men samtidig udsætter den borgerne for konstant pres, evaluering og kontrol. Det giver altså ikke mening at kritisere konkurrencestaten og al dens væsen, hvis man ikke samtidig forholder sig til, hvoraf statens krav udspringer. Konkurrencestaten sætter sig på mennesker, og den er ikke liberal.