Hverken Marx, Gud, Odin eller Allah kan fritage dig for at arbejde

Sidste år blev Københavns Kommune anklaget for racisme.

Sagen blev rejst af en mand, der var blevet trukket i sin kontanthjælp, fordi han nægtede at tage et job, hvor der eksempelvis arbejdede utildækkede kvinder. Samtidig argumenterede han for, at hans kultur afholdt ham fra at tage et rengøringsjob.

En absurd sag. Men heldigvis et meget sjældent tilfælde.

I foråret rejste beskæftigelsesminister Jørgen Neergaard og integrationsminister Inger Støjberg så debatten om folks rådighed.

Selvom problemstillingen er blevet blæst ud af proportionerer, og selvom diverse politikere med jævnlig mellemrum slår plat på problemet, er det alligevel vigtigt, at vi, der har ansvaret i det daglige, tager ansvar for, at medarbejdere og borgere kender jura og fakta.

Ikke fordi det reelt er et praktisk problem, som man ellers kan få indtrykket af i medierne og den landspolitiske debat. Det er det faktisk ikke. Men fordi vi har et ansvar for, at polemisk politik ikke kommer til at stå i vejen for vores vigtige jobindsats i kommunerne.

I København Kommune har vi eksempelvis ekstremt få sager med dette såkaldte problem. Og vi støder meget sjældent på en sag, hvor det ikke er muligt både at tage de individuelle hensyn, der sikrer borgeren det bedste forløb, samtidig med, at borgerne selvfølgelig skal tage imod den aktivering og de job, der er til rådighed.

Men det ændrer ikke på, at det i det daglige er vores politiske ansvar at slå retsstillingen fast, så medarbejdere og borgere er helt klar over reglerne såvel som rettighederne.

Grundlæggende er det heldigvis meget enkelt. Når man modtager en ydelse fra det offentlige, kan hverken religiøse, politiske eller andre præferencer fritage en fra at tage et job.

Det er et grundlæggende princip i vores velfærdssystem, og selvom det virker enkelt, er det vigtigt, at alle folk kender det udgangspunkt.

Dermed undgår vi, at vores medarbejdere i jobcentrene bliver ofrene på et politisk antændeligt bål. Og vi sikrer, at borgerne er helt klar over deres retsstilling. Vi vil naturligvis altid prøver at tage individuelle hensyn, men i sidste ende kan borgerne ikke bruge deres politiske, religiøse eller personlige præferencer til at undgå at arbejde, når de får en ydelse.

Dette grundlæggende krav har intet at gøre med racisme. I sidste ende handler det også om den målgruppe, der hverken er medarbejdere eller borgere, nemlig alle danskerne og hele samfundet.

Det er meget vigtigt, at vi fastholder princippet om, at “dem der kan skal”. Hvis vi afviger fra dette princip og accepterer, at politiske, religiøse eller andre præferencer kan fritage en fra at arbejde, mens man modtager offentlige ydelser, risikerer vi at erodere hele grundlaget for vores velfærdsmodel.

Vores velfærdsmodel bygger jo på en fælles kontrakt om solidaritet og retfærdighed, hvor fællesskabet hjælper dem, der er dårligere stillet end de fleste andre. Derfor må der heller ikke herske tvivl om, at alle folk gerne vil – og skal – bidrage.

Da den føromtalte mand, der indberettede Københavns Kommune for racisme, tabte  sagen i Ligebehandlingsnævnet, var det ikke bare forventeligt. Det var også vigtigt at slå retsstillingen fast.

For det er den slags enkeltsager, der fylder for meget i mediebilledet. Sagen illustrerer behovet for at tage diskussionen oppe fra og ned, hvor vi husker proportionerne i den ophedede debat. Det er vores ansvar at aflive de skadeligt myter, der hurtigt opstår og som skygger for en ordentlig jobindsats i der daglige.

For konsekvensen af de fejlagtige myter er, at flertallet mister tilliden til det vigtige beskæftigelses- og velfærdssystem, der skal hjælpe dem, der har allermest brug for det.

Derfor er det også vigtigt at slå fast. Vi har ikke et generelt problem her. Vi har nogle få enkelt sager, der bliver løst med vores gode ufravigeligt princip: Hvis du kan, så skal du. Lige meget, hvad du ønsker, hvad du tror på – og hvor du kommer fra.

Med disse ord håber jeg, at vi alle kan sove godt i nat. Forvisset om, at jobsystemet hjælper den enkelte efter bedste evne uden at snyde fællesskabet. Det er – og skal være – idealet i vores stærke velfærdssamfund.