Hvorfor lighed er bedst for alle

Vi skal bekæmpe ulighed. Det har altid været en socialdemokratisk mærkesag. Kampen mod ulighed handler i bredeste forstand om at sikre et samfund, som alle kan være en del af, og hvor de økonomiske og sociale skel ikke er for store. Det handler med andre ord om at sikre lige muligheder, så hver enkelt kan skabe sit eget liv. Det styrker sammenhængskraften og øger trygheden.

Den ene side af ulighedsdebatten har dog længe været præget af borgerlige stemmer, der påstår at ulighed er en forudsætning for vækst. Mange husker nok Venstres nuværende fødevare- og miljøminister, Eva Kjer Hansen, der for nogle år siden fik en del opmærksomhed på at mene, at uligheden gerne måtte blive større. Mere nutidigt kan man høre eksempelvis CEPOS cheføkonom, Mads Lundby Hansen, kritisere Den Internationale Valutafond, IMF, for at ”snuble i ulighedsdebatten”, fordi de ikke spiller med på de borgerliges melodi om, at vækst og ulighed er to sider af samme sag.

Derfor har sommeren også budt på to bemærkelsesværdige rapporter fra OECD og IMF. Begge rapporter konkluderer nemlig entydigt, at stigende ulighed giver en lavere vækst. Og det er en konklusion, der giver al mulig grund til at lægge alle forestillinger om, at ulighed fører noget godt med sig, på hylden.

Rapporterne indeholder flere interessante konklusioner. For det første har den stigende ulighed fra 1985-2005 i OECD-lande betydet et fald i den samlede vækst på næsten 5 procent i løbet af 20 år. Det konkluderes på baggrund af beregninger med udgangspunkt i 14 OECD-lande, herunder Danmark, Sverige og Tyskland.

For det andet er der en betydelig sammenhæng mellem investering i uddannelse og vækst. Høj ulighed betyder nemlig, at der ikke investeres nok i uddannelse blandt børn i lavindkomstfamilier. Og det er et problem. For det skaber lavere produktivitet, der går ud over velstand og vækst. Samtidig viser undersøgelserne også, at når uligheden stiger kan børn fra lavindkomstfamilier i mindre grad forventes at gennemføre en videregående uddannelse. Med andre ord skubber uligheden til den negative sociale arv.

Beskeden fra OECD og IMF er klokkeklar: stigende ulighed hæmmer mulighederne for vækst. Og derfor handler det også om at bekæmpe uligheden med næb og klør. Det gjorde vi, da vi sad i regeringen. Her afskaffede vi fattigdomsydelserne – som Venstre nu er i fuld gang med at genindføre – styrkede indsatsen over for udsatte børn og unge og gjorde mere for hjemløse og stofmisbrugere for blot at nævne nogle eksempler. Den kamp vil vi naturligvis fortsætte. Som forsknings- og uddannelsesordfører er jeg naturligvis også optaget af at sikre social mobilitet på de videregående uddannelser.

Spørgsmålet er dog om virkeligheden er gået op for den nye Venstre-regering? Det er nok for tidligt at konkludere det endegyldigt, men jeg frygter, at det kommer til at gå den forkerte vej. For med regeringsgrundlaget gør den smalle Venstre regering det klart, at det ikke er bekæmpelse af uligheden, der står på deres dagsorden. Tværtimod lover man her at arbejde for topskattelettelser, mens man samtidig vil indføre det nok så omtalte moderne kontanthjælpsloft, der vil skære i ydelser for dem, der i forvejen har svært ved at få enderne til at hænge sammen. Det peger kun én vej, og det er mod stigende ulighed. Færre der vil bryde den negative sociale arv og færre, der vil få en uddannelse som de måske har evner til.

Dét er trist at konstatere, når det nu er dokumenteret sort på hvidt af OECD og IMF, at kampen for lighed ikke kun handler om rimelighed – kampen handler også om at sikre muligheden for vækst og velstand for os alle.