Hvorfor vil I udbrede jeres system? I er jo ved at uddø!

Så hårde var ordene, da jeg var på rejse i Turkmenistan med OSCE.

OSCE er en europæisk sikkerhedsorganisation med 56 deltagerlande, der omfatter det post-sovjetiske rum. Særligt i dette område har OSCE oprettet missioner, der sigter på at skabe sikkerhed. Da man mener, at sikkerhed afhænger af indførelse af demokrati og menneskerettigheder, er det her man fokuserer.[1]

Jeg var så heldig at komme med OSCE til Turkmenistan i to dage. Og før jeg gik ned med maveforgiftning, oplevede jeg en interessant samtale med en turkmener. Efter nogle vodkaer havde han nemlig drukket sig mod til at fortælle os, at OSCE var en latterlig organisation, der vrøvlede løs om demokrati og menneskerettigheder, men ikke gjorde noget godt for Turkmenistan. Demokrati var bare et system af mange. Og hvorfor mente man dog, at alle skulle gøre som Europa, når nu Europa var ved at uddø? I Turkmenistan får man, fortalte han, mellem 4-7 børn pr. kvinde. Det politiske system består af en enerådende præsident, der har rejst mange gyldne statuer af sig selv, – og som lever højt på landets naturgas-eksport. Der var stabilitet og vækst, og det var, mente vores turkmenske ledsager, blandt andet pga. styreformen.

Der er mange asiatiske despotier, og der er mange steder, hvor man får masser af børn. Hverken despoti eller kæmpe børneflokke er udtryk for succes. Men det var noget nyt som vesteuropæer at blive mødt med så stor skepsis i et land, som regnes for tilbagestående.

Og hvorfor er det egentlig, at vi i Europa tror, at vi har lov til at udbrede vores egne styreformer som de eneste gældende? Påskuddet er jo, som der står i beskrivelsen af OSCE´s opgaver, at demokrati og menneskerettigheder fører til sikkerhed. Jeg er nu ikke overbevist om, at den tese er rigtig. For øjeblikket er der for eksempel masser af terror i demokratiske lande. Men selv, hvis det var rigtigt, at demokrati og menneskerettigheder nu var en garanti imod krige imellem stater, vil vi så have fred for enhver pris? Vores største problemer i dag er vel terror og ukontrolleret og kulturfremmed indvandring (for nogle undskyldt af manglende børnefødsler). De problemer er så iøjnefaldende, at de kan ses helt fra Turkmenistan.

Jeg vil gerne fortsat have et demokratisk system, mens jeg dog er stærkt skeptisk over for de såkaldte menneskerettigheder, der efter min mening blandt andet undergraver opretholdelsen af statslige grænser og dermed den orden vi lever i. For man kan ikke have demokrati i lande, hvor man ikke har en befolkning, der bakker op om demokrati. Derfor kan man ikke have åbne grænser i en folkevandringstid som vores, hvis man vil bevare demokratiet på langt sigt. Menneskerettighederne ser for mig ud som en form for selvmordspagt. Men dem vil vi overtale andre lande til at implementere.

Måske skulle vi være lidt mere ydmyge og lade andre lande indrette sig som de vil. Måske skulle vi afskaffe vores semi-religiøse forhold til demokrati og menneskerettigheder og erkende, at det er muligt – og tilladt – at indrette sig som man vil inden for sine egne grænser. For det er ikke alle, der synes vores grænsenedbrydende og lav-fertile levemåde er den bedste.

 

 

 

 

 

 

[1] De tre dimensioner i OSCE’s arbejde. Samarbejdet i OSCE foregår inden for tre dimensioner: den militære, den menneskelige og den økonomisk-miljømæssige dimension. Dette afspejler den grundlæggende opfattelse af, at sikkerhed afhænger af en lang række faktorer, herunder både tillidsskabelse på det militære område, økonomisk udvikling, miljø, demokrati og overholdelse af menneskerettighederne. 28.3.2017 http://um.dk/da/udenrigspolitik/internationalt-samarbejde/osce/hvad-laver-osce