I ideologens værksted er intet helligt

“History will be kind to me, for I intend to write it myself”, Winston Churchill.

EU-kommissionen må have skelet til den gamle, britiske kæmpe under udformningen af det nyåbnede ”House of European History”. Her er der nemlig i sandhed tale om, at EU skriver sin egen historie. Former virkeligheden, så den passer ind i en verdensopfattelse, der kan legitimere EU-projektet.

Morsomt er det at bemærke, hvordan EUs historiefortælling først begynder ved de store revolutioner. Ikke Karl den store; ikke romerkirkens udbredelse; ikke renæssancen; ikke reformationen; og da slet ikke 30årskrigen eller den westphalske fred. Nej i EU-fortællingen begynder Europa med 1700tallets revolutioner. Måske fordi revolutionen i EUs eget syn passer godt som retfærdiggørelse af den omkalfatrende ændring af vort gamle kontinent, som systemet har påtaget sig? Aldrig før har så meget magt været frataget Europas befolkninger; aldrig har den været samlet på så få hænder. Hverken Robespierre, Napoleon, Hitler eller Stalin havde – de ideologiske paradisscener til forskel – kunnet forestille sig noget lignende. Der nikkes ærefrygtigt mod Bruxelles fra verdenshistoriens rædselskabinet.

At der langt tidligere fandtes en fælles europæisk identitet, forbigås i tavshed. Middelalderens indordning under pavestaten og den følgende opblomstring er væk. Fredspagten fra 1648, der så ofte er kaldt Europas dåbsattest, er helt væk. For den slags kan jo ikke rigtigt bruges til noget, vel? Ved at fremhæve kristendommens uhyre betydning for vort kontinent kunne man genere både muslimer og ateister. Og skulle man omtale fredsaftalen i Westphalen, ville man tvinges til at rose – gys! – nationalstaten. Nej, så hellere en røverhistorie fra de revolutionære værksted..!

Der må klippes en tå og hukkes en hæl, når ideologien skal passes ind i virkeligheden. Og sandelig klippes der i EUs nye 44 millioner euro dyre hus. Med hård hånd føres de besøgende (velsagtens hovedsageligt sagesløse studerende, der endnu ikke har udviklet realitetssans nok til ikke at lade sig påvirke) ind i den virkelighed, at Europas ondskab er skabt af den nationale suverænitet. Kun revolutionerne har reddet de stakkels europæere frem mod den saliggørende fredsslutning i Rom for 60 år siden.

”Nationalstat skaber nationalisme, og nationalisme fører til krig”, lyder formlen, der fromt prædikes overalt i EUs institutioner. Men det er løgn. En løgn som den, alle fanatiske ideologier har brug for i understøttelsen af deres egen virkelighedsskabelse. Og således også EU, der synes voldsomt negativt afhængig af anden verdenskrig, udryddelseslejre, nazisme og alt det onde, der udgik af det tyske imperiums rædselsfulde kulmination og kollaps 1933-45. Sagen er bare, at dette ikke er Europa.

Kristendommen er til gengæld Europa. Med sit menneske- og gudssyn er kristendommen ophavet til vor næstekærlighed, ordens- og arbejdssans, kvindens retsstilling, vores retslære og meget andet. Men i EU bekender man sig ikke til kristendommen. Vender den ryggen. Derfor er EU ikke Europa. EU er anti-europæisk.

Også renæssancen er Europa. Det udadvendte, søgende, nysgerrige og eventyrlystne mod på livet. Venedig, Firenze, Amsterdam; opdagelsen af den nye verden, den frie handel, musikken, kunsten og genopdagelsen af den fælles oldtidsarne. Men EU bekender sig ikke til renæssancen. EU bekender sig til revolutionerne. Det kunstige. Det ideologiske.

I Europa er der i dag to virkeligheder. Den konkrete, bundet til historien, det folkelige og virkelige. Det er ikke altid den morsomste, men det er den ægte. I kontrast hertil står den ideologiske virkelighed: Europa som projekt. Mennesket som objekt. Fortiden er fuld af sådanne ideologiske projekter: revolutionerne. 1789, 1917, 1933. Problemet for dem alle er, at de i iveren efter det gode ender med at skabe det onde. Og således også EU, der følgelig for sin egen retfærdiggørelse må omskrive historien. Ændre virkeligheden. I ideologens værksted er intet nemlig helligt. Kun ideologien tæller.