I må lære et leve med de rige!

”Hvis andre synes, det vigtigste er at sørge for, at bankdirektøren med 10 mio. kr. i løn skal have en skattelettelse hele vejen op, så må de kæmpe den sag. Det er ikke min sag.”
Sådan sagde Lars Løkke Rasmussen, da han fremlagde regeringens 2025-plan. Sætningen blev ikke udtalt af Mette Frederiksen, Pia Olsen-Dyhr, Uffe Elbæk eller Pernille Skipper. Det var Lars Løkke – Danmarks liberale statsminister, der udtalte ordene.

Hvordan kom vi derhen, at selv en borgerligt liberal statsminister føler trang til at lægge afstand til ”de allerrigeste”? Dem, der har haft succes, har arbejdet hårdt, satset stort og er blevet belønnet for det. Hvordan er det blevet en så integreret del af den danske kultur, at de rige for Guds skyld ikke må blive rigere, uanset at det har en gavnlig effekt på resten af samfundet, at selv en borgerlig statsminister ikke tør tage et opgør med misundelsens diktat?

Danmark er et af de mest lige lande i verden. Til gengæld har vi meget få meget rige mennesker. Vi har også meget få meget store virksomheder. Ikke overraskende, hænger det sammen. Danmark har en del små og mellemstore virksomheder. Mange af de virksomheder, vi stadig varmer os ved, er skabt i en helt anden tid: LEGO, Grundfos, Maersk. Hvorfor kan danskerne ikke rigtigt lave store virksomheder længere og har ikke kunnet det længe? Og hvorfor har de store virksomheder, der er tilbage, lagt mange af deres aktiviteter i andre lande?

Kunne det have noget at gøre med, at vi ganske enkelt ikke orker de rige? De skal holdes ud i strakt arm. De skal ikke have det for let. Politikerne vil gerne ses med robot-arme i baggrunden, laboratorier eller maskinel, men de rige – fy skam! Det skulle nødigt hedde sig! De skal have en ekstra-skat og være evigt taknemmelige, skal de. Vi kan lige akkurat tåle dem.

Det er virkelig en skam. Ikke for de rige – mere for os. For hvis vi vil have et godt samfund, må vi leve med de rige på en ordentlig måde. I stedet for at straffe dem, der gør det godt, med ekstraskatter og afstandtagen, skulle vi hellere indrette os sådan, at flere rakte efter stjernerne. For det er de ekstraordinært dygtige, opfindsomme, begavede, risikovillige og flittige, der skaber fremgangen for andre. Bill Gates (Microsoft), Amancio Ortega (Zara) eller Liliane Bettencourt (L´Oreal) er nogle af verdens rigeste – de har skabt hundredetusindvis af arbejdspladser. Det hjælper ikke at bilde os ind, at hvem som helst kunne have gjort dem kunsten efter, for det kunne hvem som helst ikke!

Vi kan sagtens vedblive med at hylde middelmådigheden. Men så må vi også lære et leve med mere havregrød, færre penge til skoler, ringere ældreomsorg, manglende adgang til den nyeste og mest effektive medicin og færre muligheder for de unge. Al denne afstandtagen til de rige er i virkeligheden en navlebeskuende væren-sig-selv-nok: “Skomager, bliv ved din læst!” (så bliver jeg ved min). Vi har opbygget en kultur, hvor det er så vigtigt, at ingen stikker snuden frem, at vi er villige til at betale med færre muligheder for os selv og dem der kommer efter os. Det er i grunden meget trist. Vi hjælper nemlig ikke de mest udsatte ved at stække de stærkeste. Tværtimod.

Slaget om topskatten handler ikke kun om 50.000 mennesker og deres skattebillet. Det handler om, at vi skal tage et opgør med misundelseskulturen. Alle jer – fra Enhedslisten til Venstre – I må lære at leve med de rige. De lever med os! Og tak for det. Måske kan vi ligefrem glæde os sammen, når andre får succes. Hvis ikke det er for meget forlangt. Men i første omgang, vil jeg blot bede om, at I lærer at leve med dem. Så er vi da nået så langt – til glæde for alle.