Inde i DR’s osteklokke har de ingen skam i livet

Nu skal også børnene have proppet visionen om det multi-kulturelle hyggeland ned i halsen. Danmarks Radios børneprogram Ramasjang har sendt 11-årige Dicte til Iran med sin far og mor ”for at blive inspireret af de lækre og kreative hijabistaer”.
Dicte er både charmerende, naturlig og fuld af godt humør, men hun kan logisk nok ikke vide noget om ayatollahernes Iran. Det gør de naturligvis i Ramasjang’s redaktion. Men dér, som i resten af DR, er budskabet, at DR har sit helt eget budskab om, at vi lige så godt kan vænne os til at se tildækkede kvinder, og at islams regelsæt kan være ganske gemytlig at leve under.
Der kom dog ikke mange meter muslimsk modetøj ud af børneprogrammet, og Dicte og hendes forældre vendte blot hjem med en stak farvestrålende tørklæder. Som den naturligste ting prøvede Dicte også en chador, der dækker alt undtagen hænder og ansigt, og som vi fik oplyst betyder ”telt”. Meget rammende i øvrigt, men det var også den eneste oplysning, som seerne blev forsynet med.
Mens sagesløse børn, som ser Ramasjang, nok ikke aner uråd, endsige kender til de islamiske samfunds forkvaklede og tilbagestående regler for levevis, må der dog have været nogle voksne, som kom i tanker om, at i Khomeinis islamiske republik må de modigste iranske kvinder kæmpe for hver milimeter nøgen hud, overvåget, forfulgt og straffet, som de bliver af republikkens shariavagter og islamiske domstole.
For i ægte islam er enhver kvinde en fristerske, en potentiel skøge, som kan vække uimodståelige, iboende dyriske instinkter i mænd og med deres blottede hud og hår lokke dem bort fra dydens sande vej.
Måske havde Ramasjang’s børneseere fået noget at tænke over, hvis de havde fået fortalt, at den slags mænd har lov at gifte sig med lille Dicte? At Dicte i Iran allerede kunne have været gift i to år, hvis hendes far gik med til det?
Hvad mon bliver det næste i DR’s skamløse forsøg på at forberede børnene på, at med Danmark som multikulturelt samfund følger også alternative familiemønstre?
Når tvungen tildækning under trussel om bøder, pisk og fængsel ikke er så slemt endda, kunne det da også være fint at oplyse danske børn om de lyse sider ved flerkoneri. Hvad med ”Dicte dater i Dhurma” i Saudi Arabien? Eller ”Hygge og husspektakler i Habibis harem”?
Da jeg i 2002 tid stiftede foreningen Kritiske Licensbetalere var det for at holde både øje og øre med, hvordan Danmarks Radios licens-milliarder blev beslaglagt af en af en privilegeret elite og anvendt til at påtvinge danskerne en ”korrekt” og ”anstændig” verdensanskuelse.
Jeg kan i dag 15 år efter konstatere, at den skævvredne folkeopdragelse trives i bedste velgående i Danmarks Radio.
Og som for at føje spot til skade har DR i mellemtiden bygget sin egen osteklokke på Islands Brygge, så snedigt lydisoleret, at ingen mislyde kan trænge igennem glasset, mens DR selv har fri bane for sine moralske budskaber den modsatte vej. Ikke underligt, at en så avanceret teknologi løb op i fem milliarder kroner.
Inde i osteklokken er der i årevis blevet ævlet om ”etik” og brugt formuer på luftige etik-kurser, og endda ansat en etik-chef til en million kroner om året. Men altsammen forgæves, må vi konstatere, når de ansatte ikke får den flygtige tanke, at der kunne være noget etisk betænkeligt ved et program som ”Dicte tester mode i Iran”. Etik-chefens opgave er nu at forklare, at der intet etisk problem er.
Det ser ud som om, at de ansatte i Danmarks Radio ikke bare har deres egen politiske dagsorden, men også deres helt egen etik og moral, som dog bliver mere og mere tyndslidt.
Det samme sker heldigvis også for stadig flere licensbetaleres tålmodighed.