Initiativ mod Social Kontrol.

Hvert år søger ca. 2000 kvinder og 2000 børn, ifølge Landsorganisationen af Kvindekrisecentre, LOKK, beskyttelse på et af landets krisecentre. Danske som etniske minoritetskvinder.
Forud for en henvendelse, som jeg desværre aflæser som en desperat sidste udvej, har der ofte udspillet sig tragiske familiære omstændigheder, som har gjort, at kvinderne ikke har haft andet alternativ end at søge ly.
Jeg priser mig lykkelig over, at vi i Danmark, er i stand til at tage hånd om kvinder, der søger hjælp. Vi må ikke svigte dem, der befinder sig i en sårbar situation. Men, jeg kunne virkelig godt tænke mig, det ikke behøvede nå så langt ud, at kvinder ikke har andet alternativ end at søge hjælp på et af landets krisecenter, hvis vi blot kunne sætte ord på alt det, der går forud, uden at blive tillagt politisk onde motiver, hvad minoritetskvinder angår.
I forhold til etniske minoriteter er der en række andre faktorer, der gør sig gældende end ”blot” partnervold, som om det i sig selv, ikke var slemt nok?
Her er der, i de dysfunktionelle familier, også andre familiemedlemmer og eller sociale, religiøse og kulturelle netværk til at undertrykke og udøve social kontrol og ”vold” mod kvinderne.

Allerede i 2010, hvor jeg blev spurgt om jeg ville være formand for et tværkulturelt – og tværpolitisk kvindenetværk, der bestod af både etnisk danske og etniske minoritetskvinder, gik det op for mig, det var sværere end som så at sætte ord på de udfordringer, minoritetskvinder, her især muslimske kvinder, slås med, fordi så mange mennesker i Danmark, tilsyneladende har svært ved at forstå, at danske og muslimske kvinder, sagtens kan arbejde sammen mod et fælles mål om ligeværdighed for alle kvinder i det danske samfund. Uafhængig af kultur, etnicitet eller religion, og uden nødvendigvis at have politisk skjulte dagsordener, skjulte imperialistiske intentioner eller det, der er værre, hvad det så end kan være?
Ydermere blev det vanskeliggjort af den politisk polariserede debatklima, der efterhånden kendetegner enhver debat om f.eks. muslimer, hvorfor det er svært at få sat ord på, endsige gjort noget ved, i et tværetnisk samarbejde.

Det er lang tid siden, jeg har erkendt, vi i Danmark, ikke engang kan gå sammen om noget så elementært som kampen for ligeværdighed for og med muslimske kvinder og derfor har jeg i lang tid, trukket kampen ud af offentligheden og over på et græsrodsniveau, udenom medierne, hvorfra jeg har taget handsken op i de muslimske miljøer.

Det er en falliterklæring og vidner om noget, jeg ikke engang har lyst til at sætte ord på.
Ifølge nogle mennesker, er der tilsyneladende forskel på mennesker i Danmark, og vi kan således godt ”se igennem fingre” med åbenlys forskelsbehandling mellem kønnene i minoritetsmiljøerne, hvor ligestilling, som for øvrigt er en Grundlovssikret ret i Danmark, i nogle familier er så godt som ikke-eksisterende.
Det er efterhånden år siden, jeg kom frem til den erkendelse, at skal der ske en nævneværdig forandring, må og skal opgøret komme fra de muslimske kvinder selv. Det betyder ikke, vi ikke sammen kan støtte hinanden, men den primære kamp, skal tages af kvinderne selv.

Målet må være at forsøge at hindre og samtidig forebygge den sociale kontrol, nogle piger og kvinder udsættes for. Her taler vi ikke kun om unge piger, for også voksne og ældre kvinder udsættes for denne kontrol, der finder sted i forskellige former og grader fra vugge til grav.

At etablere rådgivningsråd, der kan oplyse kvinderne om deres demokratiske rettigheder, uanset deres kultur, etnicitet eller religion.
At styrke kendskabet til æresrelateret vold, blandt offentlige institutioner og den almene danske befolkning, således at disse er i stand til at opfange også mellem-nuancerne, og alt det, der ikke siges med ord og turde spørge ind til dette.
At etablere informationsråd, der kan forebygge æresrelateret vold og hjælpe, ikke blot de unge mennesker, men også deres familier, da det næppe kan være i nogens interesse at splitte familier, så de via rådgivning og hjælp, kan få det til at fungere igen, med respekten for alle parter, intakt.
At etablere oplysningsfag i skolerne, sprogskolerne og andre uddannelsesinstitutioner om menneskerettighederne i det danske samfund.
Dette kan, alt i alt, fungere som integrationsfremmende redskaber, hvor eventuelt også mentorordninger og rekrutteringsråd, kunne være med til at sikre flere på arbejdsmarkedet, således at veluddannede kvinder sikredes ligestilling og ligeværdighed også på arbejdsmarkedet.

Der er nok af politiske udfordringer, der er væsentlige for den nuværende kønspolitiske ligestilling i de etniske minoritetsmiljøer at tage fat på.

For ikke så forfærdelig mange år siden, var der næsten ingen, der turde tale om arrangerede- eller tvangsægteskaber – indtil den ene kvinde efter den anden, trådte frem og fortalte deres personlige historie. Pludselig var der konkrete eksempler, man ikke længere kunne tillade sig at ignorere og derfor blev man nødt til at reagere på det.

Selvom også dette blev tillagt politisk skjulte dagsordener, gav det, de kvinder, der havde oplevet et tvangsægteskab en ubeskrivelig følelse af justits. Det gav en følelse af, at den uret, de havde lagt krop til, ikke burde kunne overgå yngre søskende fremadrettet.

Måske var det naivt, for de grundlæggende årsager til problemerne forsvandt ikke ved en lovændring. Og de vil stadig udgøre et problem langt ude i fremtiden, hvis ikke vi får mulighed for at sætte ord på .

Det er ganske enkelt tarveligt at bortforklare, enkelte kvinder, der i ny og næ, tager modet til sig (og det kræver virkelig mod, skal jeg hilse og sige), som forsøger at sætte ord på ved at hæfte mærkaterne ”opmærksomhedssøgende”, ”spydspids for højrefløjen”, ”selvhadende” eller det, der er værre på dem.
Det er tarveligt, for alternativet skriver overskrifter og mennesker af kød og blod, betaler den ultimative pris, frihedsberøvelse, overgreb på individets suverænitet og overgreb på deres basale menneskerettigheder.

Forældre og det omgivende minoritetssamfund er fejlagtigt af den opfattelse, at familiens ære er noget, pigerne og kvinderne kollektivt må bære på skuldrene. Det er forkasteligt og jeg har arbejdet intenst med at gøre opmærksom på, at denne opfattelse må bearbejdes, så det forhåbentligt kan føre til en holdningsændring. Læs mit indlæg om ære her. Det er ikke noget, vi kan lovgive os ud af.

Jeg kan ikke få øje på, hvor social kontrol i den form, som en del indvandrerfamilier udøver overfor kvindelige familiemedlemmer, er i overensstemmelse med vores Grundlovs – og Menneskerettigheds sikrede rettigheder.

Jeg kan ikke forstå logikken i at respektere en videreførelse af de normer, hvor familiens ære hviler på datterens dyd og mødom, på en måde, at det kan koste hende familien, samværet, respekten og agtelsen i minoritetssamfundene og jeg kan ikke forstå logikken ved et forsvar af dette.

Kontrol, der i værste fald kan koste hende livet er for mig ganske utilgiveligt og hører ikke hjemme i et moderne og veloplyst retssamfund som det danske.

Det er nemlig, hvad man gør sig skyldig i ved ikke at tage disse problemer alvorligt, når man refererer til en anden kultur og religion.

Det er underordnet, hvilken kultur pigerne og kvinderne oprindeligt stammer fra. De er medborgere og ligeværdige i Danmark og deres rettigheder skal ikke trædes under fode med evig henvisning til en anden kultur eller en anden religion.

Det her er Danmark og det er et spørgsmål om, hvad vi vil acceptere finder sted på dansk jord. (Læs mit indlæg på Danner)

Derfor hilser jeg det mere end hjerteligt velkommen, at en gruppe kvinder er gået sammen om at danne det, de betegner som Danmarks første Exitcirkel for piger og kvinder som er udsat for psykisk vold og social kontrol. Formålet er, ifølge Exitcirkelens pressemeddelelse, at ”dele livshistorier, erfaringer og håb for derigennem at genfinde styrken og modet til at bryde med den psykiske vold. (…)
Holdet bag Exitcirklen er alle professionelle fagfolk eller unge under relevant uddannelse herunder mange med en flerkulturel muslimsk kulturbaggrund. Vi har derfor en særlig for­ forståelse for unge med flerkulturelle rødder. Samtidig holder vi fast i universelle løsningsmodeller og metoder. Således tackler og italesætter Exitcirklen psykisk vold og social kontrol som et universelt fænomen.”

Jeg er overbevist om, disse stærke kvinder har de nødvendige ressourcer, redskaber og know-how til at kunne løfte opgaven og jeg siger af hjertet tak for dette kærkomne initiativ.

Jeg vil blot stilfærdigt udtrykke håb om, at de også husker at tage hånd om de piger og kvinder, der eventuelt gerne vil leve et frit liv, der ikke nødvendigvis inddrager kulturelle og/eller religiøse særhensyn.

De fleste af os, har heldigvis stærke familiebånd og omsorgsfulde familier, der ikke bevidst ønsker at gøre os ondt.
Problemet er således ikke de piger og kvinder, der gør, hvad der forventes af dem.

Problemet er de piger og kvinder, der ikke gør, hvad der forventes af dem. Det er nemlig først i det øjeblik, at pigerne og kvinderne, ikke gør, hvad der forventes af dem, at familiens og det omkringliggende minoritetssamfunds sande ansigt sig, viser sig.