Intet er så galt, at det ikke er godt for noget

Enhver nation, der ønsker at overleve på langt sigt skal værne om sine grænser og have et stærkt forsvar. Danmark nedlagde som bekendt sine grænser med Schengen i 2001, og vi har samtidig sparet så voldsomt på vores militære styrker, at vi i dag har et meget svagt forsvar.

Da migranterne kom gående på motorvejene i Danmark i 2015 stod absurditeten i den manglende grænsekontrol klart for alle. Derfor er den der nu gradvis ved at blive indført igen.

Intet er så galt, at det ikke er godt for noget!

Den samme mere virkelighedsnære forståelse er nu ved at indfinde sig på forsvarsområdet. Borgerkrigen i Østukraine, hvor de to parter støttes af henholdsvis Vesten og Rusland, har åbnet øjnene på vores forsvarsminister og andre, så de nu kræver flere penge til forsvaret. Det er godt for Danmarks sikkerhed. For vi lever i en usikker verden, og nogle gange kan det helt uforudsete ske. Derfor skal vi altid have en fleksibel militær organisation, der kan forsvare vores eget territorium samt leve op til vores NATO-forpligtelser. Forsvaret blev desværre sparet i bund i lang tid, fordi politikerne havde et ønske om at høste store mængder af ”fredsdividender”. Men fred varer ikke ved. Krig er stadig en del af virkeligheden.

Det viste borgerkrigen i Østukraine. Krigen brød ud i foråret 2014, da en forfatningsstridig magtovertagelse i Kiev havde bragt en ny regering til magten, som borgerne i Østukraine og Krim opfattede som illegitim. Mange af borgerne i det område havde nemlig stemt på den præsident, der blev ulovligt fordrevet. Men EU støttede den nye regering, og Kiev satte militæret ind imod sin egen befolkning i Østukraine. En politik som Danmark stadig støtter officielt. Rusland brugte sine aftaler om soldater på Krim til at sikre halvøen, mens man gennemførte en folkeafstemning om tilhørsforholdet, – som faldt ud til Ruslands fordel. Et resultat, der holder flere år efter ifølge meningsmålinger[1]. Rusland har flere gange interveneret militært i Østukraine, når oprørerne har været ved at blive nedkæmpet, men har hver gang trukket sig, når Kiev er gået med til forhandlinger[2]. Situationen er for øjeblikket fastlåst, fordi man læser de indgåede aftaler forskelligt og gensidigt beskylder hinanden for ikke at overholde dem. Imens fortsætter krigen med lavere intensitet. Snart 11.000 er døde og mange er flygtet til Rusland. Danmark lægger ikke pres på Kiev for at gå med til forhandlinger med deres egen befolkning, men støtter i stedet sanktioner imod Rusland.

Denne borgerkrig har fået Vesten til at vågne op, og alle vil nu have et stærkt forsvar for at forsvare sig imod russisk ekspansion. Det er som sagt fornuftigt, for det har været en undladelses-synd, at man i mange lande har ladet sine militære styrker forfalde. Men problemet er, at man læser forløbet angående Krim og borgerkrigen i Ukraine på en forvansket måde. Man påstår, at det udelukkende er Rusland, der var årsag til krigen på grund af en revisionistisk og ekspansionistisk strategi hos ledelsen i Kreml. Man bruger Krim og Østukraine som eksempler på situationer, der vil kunne opstå i Baltikum og Polen, hvis ikke vi gør klar til at stoppe russerne militært. Men situationen i Østukraine og på Krim kan jo ikke overføres til velfungerende lande som Baltikum og Polen, hvor der ikke er udsigt til ulovlige magtovertagelser i hovedstaden. Og hvor landene slet ikke er præget af den dybe politiske splittelse som Ukraine er (i de baltiske stater har mange af de mindre tilfredse russere, – som kun er et meget lille mindretal – ikke stemmeret, så en præsident, de har valgt kan ikke blive væltet, for de deltager ikke i de valg). Og EU vil nok heller ikke en gang mere støtte en ulovlig magtovertagelse i et splittet land med en stor nabo, der har stærke interesser i området.

Med andre ord bruger man de forkerte argumenter for at nå frem til noget fornuftigt. Det vidner om manglende analysekraft hos vores politikere. Og det er i sig selv bekymrende. De fleste er hoppet med på den ensidige dæmonisering af Rusland (som jo også har mange for os utiltalende træk) og teorien om, at der foreligger en strategi om ekspansion. Jeg vil undskylde de politikerne, der kun har deres viden fra medierne, med, at de i hele Vesten har været ensidige, som studier af danske og udenlandske medier viser[3]. Men sandheden er jo, at EU har mindst lige så megen skyld i den nuværende borgerkrig. Og EU kunne være med til at stoppe myrderierne, hvis man i stedet for at støtte Kievs krig, lagde pres på Kiev for at indgå forhandlinger.

Det eneste positive, der er kommet ud af denne sag er, at vestlige regeringer nu har forstået, at der IKKE er opstået en ny æra uden mulighed for krig. Det fik krigen i Østukraine dem til at forstå.

Migranterne og borgerkrigen i Ukraine har skræmt politikerne tilbage til en mere virkelighedsnær politik. Nu forstår de, at vi skal have både grænsekontrol og et stærkt forsvar.

Intet er så galt, at det ikke er godt for noget!

 

 

1.https://web.archive.org/web/20151029103051/http://www.gfk.com/ua/documents/presentations/gfk_report_freecrimea.pdf, http://www.intellinews.com/support-in-russia-for-crimea-annexation-hits-two-year-high-poll-finds-100120/

 

[2] ”Ukraine and Russia: people, politics, propaganda and perspectives”, antologi redigeret af Richard Sakwa o.a. Bristol 2015, “Frontline Ukraine”, Richard Sakwa 2015

 

[3] “Western mainstream media and the Ukraine crisis. A study in conflict propaganda.” Oliver Boyd Barett, 2017 . “Mediernes nye verdensbilleder” Danmarks Medie og Journalisthøjskole, 2016