Israel skal ikke diktere vores udenrigspolitik

Man kunne i går læse i Berlingske, at Israels premierminister Netanyahu onsdag aften havde ringet til Statsminister Lars Løkke for at bede ham om at trække den danske støtte til en række palæstinensiske (og israelske) organisationer, som ifølge Netanyahu har en forkert agenda.

I side uge fik Anders Samuelsen samme besked, da han besøgte Israel.

Israel har i lang tid ført en nærmest åben krig mod både palæstinensiske og israelske organisationer, der forholder sig kritisk til staten Israels politik over for palæstinenserne og som aktivt modarbejder den israelske besættelse med ikke-voldelige midler. En besættelse, der i år har stået på i 50 år.
Forsøget på at få Danmark til at stoppe støtten til det palæstinensiske og israelske civilsamfund er langt hed af vejen et led i denne krig.

Danmark har længe haft en god og vigtig tradition for at støtte vigtige, kritiske stemmer i både det israelske og palæstinensiske civilsamfund. Stemmer, der er under massivt pres fra Israels forsøg på at kvæle modstanden mod besættelsen. Stemmer der har brug for os og vores støtte. Samarbejde med civilsamfundet er helt og aldeles afgørende for at vi kan skabe politiske fremskridt og sikre begge folks rettigheder.
Netanyahu mener, at Danmark støtter organisationer, der forsøger at undergrave Israels eksistens og der har en decideret antisemitisk agenda, med den simple grund at det er organisationer, der er en del af den voksende BDS-bevægelse (boykot, afinvesteringer og sanktioner).

Naturligvis skal vi ikke støtte organisationer, der har en antisemitisk eller racistisk dagsorden.
Men det er faktisk mit indtryk, at de danske organisationer og diplomatiske repræsentanter, der samarbejder med de organisationer er dygtige og professionelle. Dem skal vi lytte til og stole på.

Få rabiate stemmer skal ikke ødelægge det for flertallet. Og derfor skal vi ikke ukritisk acceptere Netanyahus forsøg på at skære alle organisationer over en kam.

Netanyahus kritik tegner langtfra et retvisende billede af de organisationer Danmark støtter. Det bør være beskeden til Netanyahu fra både Løkke og Samuelsen. Vi skal ikke acceptere Netanyahus forsøg på skræmme gennem grove generaliseringer og derved forsøge at rive tæppet væk under det store, vigtige arbejde mange organisationer gør.

Naturligvis er organisationerne vi støtter kritiske overfor Israels besættelses politik, det er jo den danske politik.
Det er organisationer der arbejder under besættelse, under massive overtrædelser af menneskerettighederne og Folkeretten. Naturligvis er det udgangspunktet for deres arbejde. Det ville være naivt at forvente andet. Og naturligvis har de – som alle andre ret til at ytre deres politiske holdninger. Men selvfølgelig skal vi gribe ind, hvis organisationerne med vores støtter udtrykker decideret racisme, forsøger at true israelere og opildner til vold og had- i de tilfælde skal vi tage vores støtte op til revision. Det er jeg med på. Men vi skal ikke lade os true til at ændre støtten på baggrund af Netanyahus problematiske generaliseringer.

Vi skal ikke lade os presse til at stoppe støtten til legitime organisationer – blot fordi Netanyahu, der repræsenterer en stat, der i 50 år har holdt palæstinenserne under besættelse siger det.

Palæstinensere som israelere har brug for stærke civilsamfund, der kan tale magten imod. Uden det intet demokrati.