Ja, nej, ja, nej, måske, nej, ja

Sådan lyder det, når DF svarer på spørgsmål vedrørende EU.

Sådan lød det senest ved afstemningen om retsforbeholdet, hvor DF anbefalede danskerne at stemme nej, da man i DF kunne garantere, at Danmark ville kunne få en parallelaftale om Europol. Efter afstemningen viste det sig, at DF hellere ville have grænsebomme end et fortsat medlemskab af Europol. Men det kom selvfølgelig an på, hvem i DF man spurgte og hvornår.

Nu drejer spørgsmålet sig om, hvorvidt DF ønsker et dansk EU-exit. Det foretrak DF i starten af 00’erne, men de har i de seneste år udtalt, at partiet ønsker at blive i fællesskabet – på visse betingelser.

Efter den populistiske sejrherre Nigel Farage forleden besøgte DF, er man nu kommet i tvivl igen. Farage spillede som bekendt en central rolle i afstemningen, som førte til Storbritanniens beslutning om at forlade EU-samarbejdet, og formålet med Farages besøg skulle eftersigende være at drøfte deres ’fælles interesser’.

Farages’ besøg er tilsyneladende blevet afholdt under den letpåvirkelige periode af DF’s EU-cyklus. Søren Espersen sagde efter mødet, at partiet ikke længere er afvisende over for et dansk farvel til EU, hvis EU bliver ved med at udvikle sig på den ”elendige måde”. Går Storbritannien hen og får en god aftale, så vil Søren Espersen have det samme.

Selvom den tidligere leder af anti-EU-partiet UKIP har spået dommedag over EU-fællesskabet, så snart Storbritannien aktiverer artikel 50, er der intet, der tyder på, at man i EU vil forhandle til briternes fordel. Hvis briterne vil have del i det indre marked, må de forpligte sig på samme vilkår som de øvrige medlemmer. Intet er gratis, og det er en ret afgørende detalje, som DF har det med at glemme.

Ifølge Nigel Farage er det kun et spørgsmål om tid, før Danmark træder ud af EU. Hvad han baserer sin påstand på, er for mig og de fleste andre en gåde. Hverken meningsmålinger eller et flertal i Folketinget taler for en udmeldelse af EU.

Jeg anerkender, at skeptiske ryster eksisterer i Europa. Men er det grund til at forlade fællesskabet? Det tror jeg ikke, det er. Borgerne stiller krav til EU, ligesom de stiller krav til deres respektive regeringer. Og det er de krav, vi politikere skal lytte til. Vi skal reformere og styrke EU-samarbejdet, så det passer til tidens ånd og udfordringer.

Vi står bare stærkest sammen. Det gjorde vi for 10 og 20 år siden, og det gør vi stadig i dag og i morgen.

Det er et faktum selv DF må erklære sig enige i – ligegyldigt hvem man spørger og hvornår.