Kærkomment plaster på et meget dybt sår

Forskningen er under pres. For som det næppe er gået nogens næse forbi, vil regeringen med finansloven spare 1,4 mia. kr. på forskningsområdet.

 Besparelserne er meget alvorlige. Forskning er grundlaget for det, Danmark skal leve af – viden og gode idéer. Derfor er det helt uforståeligt, at regeringen med åbne øjne sabler forskningen ned velvidende, at det på den lange bane kommer til at koste dyrt.

 Regeringen har med god grund modtaget hård kritik fra mange fronter for beslutningen. Store virksomheder som Novo Nordisk og Grundfos har kritiseret beslutningen, ligesom Dansk Industri har været ude og gøre det klart, at besparelserne får store konsekvenser – alle fordi de lever i virkeligheden og ved, at Danmark kommer til at stå svagere i den internationale konkurrence, når regeringen skærer i forskningen.

 Det handler altså ikke om politiske drillerier eller forsøg på at score billige point. Når regeringen vælger at spare 1,4 mia. kr. på forskningsområdet vil det i sidste ende betyde, at Danmark går glip af vækst og arbejdspladser. Det er realiteterne. Og her hjælper skattelettelser ikke en pind, hvis regeringen tror det.

 Med andre ord står forskningen over for rigtig svære vilkår. Men i sidste uge kunne der alligevel anes lidt lys i mørket.  

I torsdags indgik alle Folketingets partier en aftale om fordeling af forskningsreserven på i alt 671 mio. kr. Forskningsreserven fordeles hvert år for at sikre, at Danmark afsætter 1 procent af BNP på forskning.

 Hvorfor er aftalen så et plaster på det dybe sår, regeringen har forårsaget på forskningsområdet? Fordi vi med aftalen har sikret en balance i prioriteringerne ved at næsten halvdelen af regeringens oplæg er blevet ændret.

 Dermed har vi sikret forskningsområder, regeringen ikke havde fundet grund til at afsætte penge til. Vi har sikret midler til forskning i miljø og grøn energi, opbakning til projekter, der styrker fremtidens produktion og afsat midler til Det Frie Forskningsråd, der er centralt i udviklingen af de idéer, vi skal leve af, men som regeringen har skåret helt ind til benet.

 Med mine briller er det med andre ord en god aftale. Og for forskningsmiljøerne rundt om i Danmark, er det positivt, at der er så bred politisk opbakning til fordelingen, som det har været tilfældet. Det skaber ro i en vanskelig tid for forskningsmiljøerne.

 Det skal dog også understreges, at aftalen ikke er en blåstempling af regeringens forskningsbesparelser. Det er ene og alene regeringens valg. Socialdemokraterne er klare modstandere af den markante nedskæring på forskningsområdet. Og jeg er ikke mindst meget bekymret for de konsekvenser, det får for Danmark og store dele af vores erhvervsliv at skære så meget.

 Derfor kan vi glæde os over, at fordelingen af forskningsreserven er et kærkomment plaster, men på et meget dybt sår.