Kærligheden skal være grænseløs 365 dage om året

De sidste år er den årlige Pride i København vokset. Stadig flere og nye aktører deltager. Selv Forsvaret skifter ham til alle regnbuens farver. Det er helt fantastisk at mærke tolerancen og den store hyldest til kærlighedens grænseløshed. Vi er nået langt, når det kommer til at sikre seksuelle minoriteters rettigheder her i Danmark. Men vores tolerance og velvilje må og skal ikke kun måles på, hvordan vi agerer én dag eller én uge om året. De ting, vi fejrer og fokuserer på under Priden, skal vi kæmpe for og efterleve de resterende 364 dage om året.  Ellers er det bare plat.

For et par uger siden kom det frem, at danske myndigheder har afvist en visumansøgning fra tre ugandiske homoseksuelle, der var inviteret til Danmark af organisationen LGBT Danmark for at fortælle om deres arbejde for homoseksuelles vilkår i Uganda. Deres ansøgning blev afvist – selv de endda er personer tilknyttet et danskstøttet projekt. Rettelig skal det siges, at to af de tre efter hårdt pres fra LGBT Danmark og pressen og flere spørgsmål til ministeren har fået lov til at komme til Priden, men altså først flere dage for sent og dagen efter et planlagt, offentligt møde på Regnbuepladsen i København.

Til grund for beslutningen lå myndighedernes vurdering af, at de tre personer ville kunne finde på at forsvinde eller søge asyl i stedet for at hjemrejse. Altså en mistænkeliggørelse af tre modige aktivister. Det synes jeg ikke klæder myndighederne. Sagen er ikke blot beklagelig, men symptomatisk for de udfordringer vi stadig står overfor, når det kommer til at sætte handling bag vores ord.

Samtidig med Pride-ugen, hvor Statsministeren har inviteret til løbetur ved Marienborg og reception i Statsministeriet, er regeringen kommet med en LGBTI-handlingsplan. Jeg er glad for, at man har taget spørgsmålet alvorligt nok til at lave en handlingsplan, og det er naturligvis godt, at den person, der bestrider landets højeste embede, sætter fokus på sagen. Men jeg må indrømme, at jeg er bange for, at noget af handlingsplanen kommer til at være tom snak, al den stund regeringen fører en udlændingepolitik, hvor man er villig til at risikere, at LGBT-personer sendes tilbage til farlig diskrimination og forfølgelse.

Jeg så nemlig gerne, at vi satte bedre ind for at hjælpe LGBT-personer på flugt. Hvis vi virkelig ville hjælpe LGBT-personer, lagde vi også deres status som forfulgte, seksuelle minoriteter til grund, når vi vurderer asylmotiver i asylsager.

Ligesom vi skal sikre os, at kampen for seksuelle minoriteter rettigheder har en politisk og social bredde, skal vi også sikre os, at kampen for seksuelle minoriteters rettigheder ikke bliver for politisk opportun at træde ind i denne ene uge om året. Jeg bliver naturligvis glad, når jeg ser Netto og Nationalmuseet dekoreret i alle regnbuens farver, men jeg bliver frustreret, når jeg oplever, at LGBT-dagsordenen bruges til branding – ikke mindst af politikere – frem for, at man engagerer sig en den reelle politisk kamp for lige rettigheder og anerkendelse årets øvrige dage.

Naturligvis skal vi sige fra over for alle diskriminerende udtalelser og hate crimes. Det siger sig selv. Også når et medlem af en minoritet retter skytset mod en anden minoritet. Men vi, der kæmper for seksuelle minoriteters rettigheder, skal sikre, at LGBT-sagen hverken spændes for en islamofobisk eller nationalistisk vogn. Det er sandt, at der hersker fordomme om LGBT-personer blandt visse muslimer (og mange andre), men de fordomme resulterer alt for ofte i stærkt generaliserede udtalelser om muslimers homofobi og muslimer generelt. Stærkt skadelige fremstillinger, der hverken gavner sammenhængskraften eller vilkårene for LGBT-personer.  Minoriteter skal ikke spilles ud mod hinanden. Vi bør på tværs af etniske og seksuelle skel dele de oplevelser og udfordringer, minoriteter oplever i det danske samfund. Ikke mindst fordi der naturligvis også er muslimske LGBT-personer, der i den grad lever under svære vilkår med frygt og ensomhed. Skaber vi en modsætning mellem muslimer og LGBT-personer, er vi helt med til at udviske den gruppe og deres behov fra den politiske dagsorden.

Kampen for seksuelle minoriteters rettigheder skal ikke bruges til at lægge andre grupper for had. Ej heller må den bruges til at brande Danmark eller andre aktører. LGBTI-arbejdet fokus skal starte og slutte med kampen for lige rettigheder, anerkendelse og med en hyldest til kærligheden uanset køn og farve og gerne 365 dage om året.

Så jeg håber, du har lyst til at gå med i Priden i morgen. Og folde fanen lige så højt resten af året.