Kommunerne bør prioritere den borgernære velfærd

Det er en trist udvikling, at der bliver færre sosu’er, pædagoger og lærere i kommunerne alt imens, der ansættes tusindvis af akademikere. Jeg mener, at det er udtryk for en helt forkert prioritering, som underminerer kommunernes muligheder for at levere den kernevelfærd, som borgerne efterspørger og forventer.

Jeg er også sikker på, at det er en prioritering, som et flertal af danskerne er uenige i. Jeg tror, at det for de fleste af os først og fremmest er vigtigt, at kommunerne sørger for, at den borgernære velfærd er i orden. Ældrepleje, skoler, daginstitutioner og så videre. Det kræver, at der er ansatte til at løfte opgaven. Det kræver flere varme hænder. Der er ikke nogen vej udenom.

En analyse viser, at der på ti år er blevet godt 6.000 flere akademikere ansat i kommunerne, mens der i samme periode er blevet knap 6.700 færre pædagoger og 3.700 færre lærere. Tendensen er meget klar. Det går i den gale retning. Der kan selvfølgelig være mange gode grunde til at ansætte dygtige akademikere. Det har jeg naturligvis ikke noget imod.

Men balancen skal være i orden, og det er problematisk, når man prioriterer konsulenter, journalister osv. på bekostning af de lærere, sosu’er, pædagoger og andre, som skal levere den borgernære velfærd.

Udviklingen understreger også, at det ikke kun handler om, hvor mange penge, Folketinget afsætter til den kommunale velfærd. Kommunerne skal også have prioriteterne i orden, hvis vi skal være sikre på, at de mange penge og de gode intentioner omsættes til reel velfærd til gavn for borgerne. Dét må og skal være kommunernes fornemmeste pligt.