Derfor mindst 30 slagkraftige nye jagerfly

Det ligger fast, at Danmark skal have nye jagerfly. Det er en del af det forsvarsforlig for 2013-2017, som alle partier undtagen Enhedslisten og Alternativet er med i. Dermed har et massivt flertal forpligtet sig til beslutningen. Så vi kommer ikke i Folketinget til at skulle diskutere, om vi skal have nye jagerfly. Kun hvilken type og hvor mange.

Konservative har i dag meldt ud, at vi ønsker mindst 30 operative kampfly. Dvs. 30 fly, der kan flyve. Hvis nogen styrter eller bliver slidt ned, må vi anskaffe flere, så vi også i fremtiden har mindst 30 fly, der kan bringes til at flyve.

Dette antal er det samme, som vi har i dag. Vi mener ikke, vi kan gå længere ned. Forsvaret er nu i to årtier blevet skåret ned og ned. Det må stoppe. Når vi udskifter vores jagerfly, skal vi som minimum bevare vores kapacitet.

Jagerflyene løser mange opgaver. De forsvarer dansk luftrum mod de hyppige russiske krænkelser og provokationer. De indgår i NATO’s styrker, som sikrer overherredømmet i Nordeuropa. Og de indsættes ofte i internationale missioner, som f.eks. når vi forsøger at hjælpe Irak med at genvinde kontrollen over sit eget territorium fra folkemorderne og voldtægtsforbryderne fra Islamisk Stat.

Den sidste opgave kan skæres fra, hvis man vil opgive at bekæmpe Danmarks fjender i udlandet. Men de to første er obligatoriske bundne opgaver. Og Flyvevåbnet kan ikke realistisk løse dem med mindre end den kapacitet, det har i dag.

Til sammenligning køber Norge 52 nye F35-fy, mens Sverige køber 60-70 Gripen fly.

Men som et realistisk og kompromissøgende forslag overfor de mindre forsvarsvenlige partier i forligskredsen, kan vi fra konservativ side acceptere 30 fly. Bliver det mindre, kan vi ikke bede Flyvevåbnet løse de samme opgaver som i dag og skærer endnu en gang kapaciteten ned.

Mange finder prisen for flyene høj. Opgjort over flyenes livstid kan omkostningerne løbe op i 90 milliarder kroner. Men alle tal bliver store, hvis man lægger omkostninger over 30-40 år sammen. Over samme tidshorisont ville licensen til DR eksempelvis koste 148 milliarder kroner. Per år koster flyene reelt 2-3 milliarder kroner. Hvis ikke vi vil bruge dette på at have et flyvevåben ud af de samlede offentlige udgifter på over 1.100 milliarder om året, er der noget helt galt med vores vilje til at forsvare Danmark.

Om det skal være det nye amerikanske stealth-fly F35 Joint Strike Fighter, den super hurtige og manøvredygtige Eurofighter Typhoon eller det velafprøvede og noget billigere F18 Super Hornet, vil jeg ikke tage stilling til, før vi har kampflykontorets (Forsvarsministeriets ekspertgruppes) evaluering. Konservative ønsker det bedste og mest slagkraftige fly. Men det skal vi kunne tage en fordomsfri diskussion af i forvarsforligskredsen, uden at vi på forhånd har låst os fast.

Konservative vil dog gerne lægge os fast på, at vi skal have truffet en beslutning nu, og at vi skal have et slagkraftigt og moderne flyvevåben.

 

F35 Joint Strike Fighter:

F35

 

Eurofighter Typhoon:

Eurofighter

 

F18 Super Hornet:

F18