Kontanthjælpsreform er katastrofe for udsatte kvinder

Regeringen, Liberal Alliance, Konservative og Dansk Folkeparti er i de her dage ved at stemme kontanthjælpsreformen igennem. Og den er en ligestillings-katastrofe. Partierne fører ikke kun elitær politik, der over en bred kam tramper på samfundets nederste. Gemt i de asociale tiltag er også en politik, der svigter især kvinder, og i særlig grad voldsramte og udsatte kvinder. Det betyder også et svigt af de minoritetskvinder, der lever i stærkt socialt kontrollerede miljøer – kvinder, som de selvsamme partier har påstået at bekymre sig om den seneste tid, men som de svigter nu.

Det nye kontanthjælpsloft rammer i særlig grad enlige forsørgere. Og af de enlige forsørgere er langt, langt hovedparten kvinder. Mere præcist 78 %. De kvinder mister mellem 2.000 og 3.000 kr. hver måned. Penge som måske kan virke som småpenge, når man er folketingsmedlem for Dansk Folkeparti med en månedsløn på langt over 50.000 kr. og Danmarks næstbedste pensionsordning – kun overgået af ministrene for Venstre, som får endnu højere løn og pension.

Uligheden mellem mænd og kvinder øges

Men for en enlig mor uden arbejde er det rigtig mange penge. Penge der vil blive taget fra den sunde kost, medicin, børnefødselsdage, fritidsaktiviteter til ungerne eller måske endda huslejen. For de kan ikke findes andre steder. Og uden de penge er risikoen social udelukkelse og dårligere fremtidsudsigter for ungerne og på sigt flere sociale problemer og udgifter for vores samfund.

I forvejen mister kvinder ca. 10 % i løn i forhold til mænd pr. barn, de får. Og de får i gennemsnit en langt lavere løn for det samme arbejde. Når regeringens kontanthjælpsreform rammer så skævt, som den gør, betyder det en øget ulighed mellem kønnene over et langt liv. Det vil betyde, at en periode i livet uden arbejde – som de fleste jo oplever – rammer kvinder hårdere end mænd. Og øger den ulighed i indkomst og muligheder, der er mellem kønnene. Det presser i forvejen pressede kvinder.

Selvstændighed er forudsætning for at kunne forlade en voldelig ægtefælle

Den form for økonomisk ulighed er helt grundlæggende uretfærdig. Og den betyder noget for mænd og kvinders muligheder i livet. Men det betyder også noget for de kvinder, der lever under stærk social kontrol eller i voldelige parforhold eller familierelationer. Ifølge en undersøgelse foretaget af EU har 32 % af danske kvinder oplevet vold eller seksuelle overgreb i et parforhold. Ca. 33.000 kvinder udsættes årligt for enten fysisk eller seksuel vold, og krisecentrene oplever over 13.000 henvendelser hvert eneste år.

Der er ingen tvivl om, at der er ligestillingsproblemer i det danske samfund generelt. Og der er dele af de minoritetsetniske miljøer i Danmark, hvor kvinder er underlagt særlig voldsom social kontrol. Det har vi debatteret rigtig meget den seneste tid, og Dansk Folkeparti m.fl. er pludselig sprunget ud som feminister, når de har kritiseret muslimske miljøer og mænd. Det har været nyt og spændende, men den omsorg nu er forsvundet som dug for solen, og det viser kun, at deres ærinde hele tiden har været at kritisere muslimer, islam eller måske endda udlændinge generelt. Ikke at støtte kvinderne.

Problemet er, at partierne bag kontanthjælpsreformen ikke fatter, at når de trækker den økonomiske uafhængighed væk under udsatte kvinder, fjerner de også deres muligheder for at komme ud af volden og kontrollen. For kun med økonomisk og praktisk selvstændighed har man en reel mulighed for at forlade en voldelig mand, hvis man også ønsker en fremtid for sig selv og ens børn. Og vi kan høre fra både kvinderne selv og krisecentrene, at kvinder, der gerne vil forlade voldelige eller ekstremistiske miljøer, står med helt praktiske økonomiske forhindringer. Forhindringer som nu bliver forværret. Og forhindringer som eksisterer, uanset etnicitet.

DF og V svigter voldsramte minoritetskvinder

Der er behov for flere pladser på kvindekrisecentrene. Der er behov for særlige krisecentre for unge, der lever under stærk social kontrol. Vi skal give voldsramte familier ret til efterværn i serviceloven, så man efter et krisecenterophold har ret til psykisk og social hjælp til at etablere sig på ny. Og der er behov for en arbejdsløshedsunderstøttelse, der opretholder en anstændig levestandard og en fremtid for kvinder og deres børn.

Hvis ikke vi sikrer helt basale levevilkår, vil vi blive ved med at opleve, hvordan kvinder er nødsaget til at vende tilbage til en voldelig mand, fordi økonomien og hverdagen for børnene ikke hænger sammen uden. Og hvis ikke Dansk Folkeparti og resten af højrefløjen indser det, vil deres nye kamp for minoritetskvinder runge afsindigt hult. For når man skal starte et liv efter vold eller uden kontrol, er der brug for støtte, stabilitet og et reelt livsgrundlag – uanset hvilken religiøs og etnisk baggrund, man har.