Krav til fremdrift er stadig relevant

I fredags mødte fem partier pressen i Uddannelses- og forskningsministeriets lokaler i Børsgade tæt på Christiansborg. Med sig havde de nyheden om, at regeringen og Socialdemokraterne, Radikale Venstre, SF og Konservative havde indgået en aftale om justeringer af fremdriftsreformen.

Med aftalen bør der nu sættes punktum for de mange diskussioner om fremdriftsreformen fra 2013 og dens indhold, der om noget har præget uddannelsesdebatten de sidste par år.

Jeg kan godt forstå, at reformen har fyldt meget. Det giver god mening, at studerende, universiteter og andre dele af uddannelsesverdenen forholder sig til de rammer, de er underlagt.

Men jeg skal også være ærlig og indrømme, at jeg synes, kritikken ofte er blevet udtrykt med meget store bogstaver – selvom anledningen ikke altid har været der.

Grundlæggende handler fremdriftsreformen om, at nedbringe den gennemsnitlige studietid. For man må konstatere, at de studerende i gennemsnit bruger meget længere tid på deres studier, end hvad der er meningen. Da reformen blev indført i 2013 var tallet lidt over ét år i forhold til den normerede tid.

Det har konsekvenser – både for studiemiljøet og for samfundets vækst og velstand. For i forhold til begge dele er vi afhængige af, at de studerende lægger sig i selen og prioriterer deres uddannelse.

Derfor bad vi i 2013 universiteterne om at nedbringe studietiden med fremdriftsreformen. Ikke med et helt år og heller ikke med et halv år. Nej, vi gav universiteterne den opgave at nedbringe studietiden med 4,3 måneder. Med fremdriftsreformen kan den studerende altså i gennemsnit være forsinket med op til 8 måneder uden problemer.

Den målsætning har vi stået ved siden den oprindelige aftale blev indgået. For vi var og er nødt til at imødekomme den udfordring, den høje gennemsnitlige gennemførelsestid medfører.

Samtidig har det aldrig været et ønske at skabe uhensigtsmæssigt bøvl eller bureaukratisk ballade. Men i bakspejlet var det, hvad reformen reelt betød. Det har vi erkendt, og derfor har vi nu partierne i mellem givet håndslag på justeringer af fremdriftsreformen.

Med justeringerne løsner vi den bureaukratiske spændetrøje, som vi må erkende både universiteterne og de studerende har været lagt i. I stedet vi giver større metodefrihed til at nå målet om at nedbringe studietiden med i alt 4,3 måneder.

Det er klogt, for det skaber mulighed for at tilrettelægge et aktivt studiemiljø og gennemførelse, men samtidig giver vi universiteterne mulighed for at tilrettelægge det med fokus på de enkelte uddannelsers faglighed.

Helt konkret får både de studerende og universiteterne flere og bedre muligheder for at sikre fremdriften hånd i hånd med det, der giver faglig mening på den enkelte uddannelse.

Med aftalen bliver den hidtidige automatiske tilmelding til eksamener ophævet, mens det bliver muligt at fastsætte løbende studieaktivitetskrav og karaktergivende prøver og fremlæggelser. Her skal ”mulighed” virkelig understreges, for det er ikke et centralt fastlagt krav, der skærer alle uddannelser over én kam. Tværtimod kan universiteterne bruger de værktøjer, der hvor det giver faglig mening.

Samtidig betyder aftalen, at det kun er faglig relevant merit, der skal overføres ved studieskift, ligesom det bliver nemmere for studerende at udleve deres iværksætterdrøm, tage i praktik eller udlandsophold. Det er der et klart ønske om fra både de studerende og også fra kommende arbejdsgivere.
Derudover giver vi bedre vilkår for supplering ved studieskift mellem kandidat og bachelor, og samtidig sætter aftalen to streger under, at universiteterne ikke må nedprioritere perioden, de studerende skriver speciale i, som vi har set være tilfældet.

Med andre ord har vi givet universiteterne og de studerende mere frihed til at nå fremdriftsreformens målsætning, der fortsat gælder. Det er klogt, fordi de bedst ved, hvad der fungerer på de enkelte uddannelser, hvis målet om nedsættelse af studietiden skal understøtte studiernes kvalitet.

Jeg synes derfor også, det er rimeligt at have en forventning til, at både studerende og universiteterne tager konstruktivt imod forbedringerne. Vi har lyttet til kritikken og imødekommet ønsket om at skrue ned for bureaukratiet. Nu ligger bolden hos de studerende og universiteterne.

Vi har med den nye aftale hold fast i fremdriftsreformens oprindelige formål, der stadig er lige så relevant i dag som i 2013. Og nu har vi også åbnet for brug af de rigtige midler. Det er den rigtige kombination til sikre fremdrift.