Håbet om at mindretallet kan sænke skatten mod flertallets vilje

I januar 2009 stod jeg som konservativ folketingskandidat sammen med andre yngre borgerlige i syv uger på Christiansborg Slotsplads og demonstrerede for lavere skat. Inspireret af antikrigsdemonstranterne fra Fredsvagten, kaldte vi det for Skattevagten.

Opbakningen var mildest talt begrænset. Den ene dag var jeg alene. Heldigvis sneede det voldsomt. Jeg lavede en snemand, så der var en til at holde den anden ende af banneret, hvor der stod “Lavere skat = Frihed”. Så stod vi der og demonstrerede, snemanden og jeg.

Andre dage var vi lidt flere og lavede videoer, hvor vi demonstrerede, hvordan det verdensrekordhøje danske skattetryk fældede danskerne. Vi kravlede op på slotspladsens rytterstatue og råbte: “Hvis Danmark skal være frit, skal vi være topskatten kvit!”.

Vores demonstration blev desværre aldrig den helt store folkesag. Folketinget vedtog en skattepakke, hvor mellemskatten blev afskaffet mod, at der til gengæld blev indført en lang række andre skatter. Temmelig frustrerende og meget typisk for 00’erne.

VK-regeringen lavede en række skattereformer, men skattetrykket blev på nogenlunde samme verdensrekordhøje niveau. I borgerlige kredse rev vi os selv i håret over, at der ikke kom større skattelettelser.

Liberal Alliance voksede ud af denne borgerlige vrede. Det helt centrale i Liberal Alliances opståen var opfattelsen af, at Venstre og Konservative havde svigtet kampen for lavere skatter. Der opbyggedes en historie om, at den eneste grund til, at skatten ikke blev sænket var, at V og K var alt for eftergivende overfor Dansk Folkeparti. Men nu kom Liberal Alliance, og så ville der komme andre boller på suppen!

De første seks år af Liberal Alliances liv leverede partiet ingen resultater overhovedet udover nogle lempelser af udlændingepolitikken sammen med venstrefløjen. Men LA kunne undskylde sig med, at deres mandater ikke var afgørende under hverken Løkkes første eller Thornings regeringer.

Nu går den ikke længere. LA’s mandater er afgørende i det nuværende flertal, og derfor skal der leves op til fortællingen om, at LA i modsætning til V og K er stålsatte og vil levere de skattelettelser, som V og K ikke har kunnet. Det er dét, Samuelsen forsøger i øjeblikket.

Problemet er dog desværre det samme, som det var for Bendt Bendtsen i 00’erne. Nemlig at der simpelthen ikke er flertal for det i Folketinget. Dansk Folkeparti er et socialdemokratisk parti med en hårdere udlændingepolitik. Det er økonomisk set overhovedet ikke et borgerligt parti. Derfor var der ikke et økonomisk borgerligt flertal i 00’erne, og det er der heller ikke i dag. Derfor består de ekstremt høje skatter. Det er dybt urimeligt og skadeligt for dansk økonomi. Men det er meget demokratisk. For det er det, befolkningen og Folketingets flertal ønsker.

Man kan råbe og skrige og hive sig i håret. Men man får ikke sin vilje. Det led Konservative under i 00’erne, og det er Anders Samuelsen utroligt nok først nu ved at lære på den hårde måde.

Den eneste chance vi har for at få skattelettelser i Danmark er at forhandle de resultater hjem, som vi nu kan, og gennem offentlig debat kæmpe for at ændre folkestemningen. Det er svært. For flertallet af befolkningen vil altid have en stærk interesse i at stemme sig til mindretallets penge. Men vi må fortælle, hvor skadeligt det er for væksten og arbejdspladserne i Danmark, at vi har verdens højeste skattetryk og eksempelvis en topskat.

Én ting er sikkert: Man får ikke lavere skat af at vælte Venstre, fordi Dansk Folkeparti ikke går ind for de skattelettelser på lige nøjagtig den måde, som LA ønsker.