Kvinde i bur

Jeg går op ad et bjerg i Garmisch partenkirchen med familie og gode venner. Vi går i højt humør op ad stien og passerer andre turister, der stopper langs floden og tager billeder. Mit blik fanges af en kvinde i en burka-lignende klædedragt. Kun øjnene er fri. Der er flere. De står i små grupper sammen med deres mænd og børn. Mændene er klædt i shorts og t-shirt. De smiler og griner. Hvad kvinderne føler er umuligt at afgøre. De står formummede bag det tykke klæde.

Lettere rystet går jeg videre op ad bjerget. Det er godt at bruge sine ben. Sveden springer, og vi drikker rigeligt med vand. På toppen af bjerget sætter vi os ned og nyder en Ratler. Det er skønt at nå toppen og nyde udsigten. Ingen af de burka-klædte kvinder er nået herop. Hvordan skulle de også kunne det? En sådan tur vil være umulig iklædt en sort og varm klædedragt. Mændene kan gå turen, men kvinderne kan ikke gå med. Religionen lægger et utal af snubletråde ud for den personlige frihed og mulighed for at agere.

Oplevelsen giver mig en isnende fornemmelse i maven. Tænk sig, at vi nu og her i Europa 2016 har inddraget en kultur i vores samfund, der ønsker at udradere kvinden som selvstændigt individ. Med den fuldstændige tildækning forsvinder kvinden som person, og hun underlægges sin mand og sin familie. Hun har intet ansigt uden for hjemmet. Klædedragten og de krav, der følger med, gør det umuligt at leve et bare nogen lunde almindeligt liv som fri europæer. Jeg har set denne form for tildækning andre steder i Europa. I parkerne i London og i Københavns Nordvest-kvarter. En bogstav-tro udgave af Islam går sin sejrsgang mange steder i verden, og især kvinderne betaler prisen.

I Iran kæmper kvinderne mod den obligatoriske hijab. I Tyrkiet har præsident Erdogan udtalt, at kvinder ikke bør le offentligt. I Pakistan blev den kendte medieperson Qandeel Baloch for nylig dræbt af sin bror. Broren udtalte efterfølgende, at han ikke fortrød drabet, og at han gjorde det for at genskabe familiens ære efter at Qandeel blandt andet havde deltaget letpåklædt i en musik-video. I et af sine sidste tweets udtalte Qandeel, at intet kunne stoppe hende fra at udleve sine drømme. Hun fik desværre ikke ret. I Saudi-arabien er kvinders rettigheder reduceret til ingenting. ISIS har udråbt feminismen som én af deres primære fjender.

Kvindens underkastelse og underordning er en hjørnesten i Islam. Jeg har mødt muslimske kvinder, der fortæller mig, at Islam kan tolkes anderledes, og jeg tror dem, men samtidig må jeg nøgternt konstatere, at den almindeligt udbredte tolkning af Islam lægger tunge byrder på kvindens skuldre. Hun skal underordne sig sin far eller sin mand, hun skal dække sig til, hun skal være jomfru, når hun gifter sig, og hun må ikke gifte sig med en ikke-muslim. Den absolutte tildækning udgør et bur for kvindens bevægelsesfrihed, men det samme gør krav om kyskhed og lydighed.

Kampen for helt basale rettigheder for kvinder starter altså forfra med Islams indtog i Europa, og ikke nok med, at den sættes tilbage, den låses også fast af religiøse krav, der ikke står til diskussion. Koranen er ifølge Islam gudsgiven og kan ikke fortolkes på. Samtidig er den, der ikke følger religionen at betragte som frafalden, og frafaldne skal ifølge bogen straffes med døden. Selvom det ikke sker, ligger der en latent trussel for enhver, der ønsker at frafalde Islams doktriner.

Jeg har selv moderne og frigjorte muslimske bekendte, der udlever deres drømme, deltager i demokratiet og insisterer på at gøre, som de vil. Men det ændrer ikke på, at Islam trækker den anden vej. Det ændrer ikke på, at nogle mænd bruger religionen til at chikanere, true og afstraffe kvinder, de anser som værende ”gået vild”. Mine bekendte oplever at blive antastet af vildt fremmede muslimske mænd, når de nyder et glas vin på en café, og når de går i byen med veninderne iført en kjole med en dyb udskæring. Den religiøse kontrol rækker langt ud over familien. Kontrollen og den vold, der følger med, rettes mod den muslimske kvinde, men også de ikke-muslimske kvinder møder den på festivaller, i nattelivet og andre steder, hvor de lever et for europæiske kvinder almindeligt frit liv.

Islams kvindesyn kolliderer direkte med den selvstændige og seksuelt frigjorte kvinde. Det er en kamp, der er så voldsom og omfangsrig, at den giver søvnløse nætter. Danmark og Europa er ikke et sted, hvor man sætter kvinder i bur skabt af religiøse krav og dogmatiske opfattelser af køn. Det er min generations vigtigste kamp for kvinders frihed og rettigheder at fortrænge den dogmatiske Islam, og får vi ikke succes med vores kamp, arves den af vore døtre. Det er ikke til at holde ud at tænke på.