Ligestilling kommer ikke af frikadeller

I dag starter den store Women Deliver konference i København, hvor 5-6.000 mennesker de næste fire dage vil diskutere kvinders sundhed, trivsel og rettigheder. Og det har fået regeringen ud af busken med de flotte ord om kvinderettigheder. Men det klinger hult. Deres politik er et decideret problem for ligestillingen.

Højrefløjen støtter eksempelvis kontanthjælpsloftet, fordi det skal tvinge indvandrerkvinder ud på arbejdsmarkedet og tvinge dem til at integrere sig. Også andre partier har forsøgt sig med forslag, der via fattigdom skulle sikre mere ligestilling til minoritetskvinder. Men i virkelighedens verden virker både kontanthjælpsloftet og den gensidige forsørgerpligt direkte mod, at undertrykte kvinder kan frigøre sig. Det gælder meget konkret for voldsramte kvinder, der fortsat er afhængige af den voldelige mands indtægt.

Alt for tit er der en tendens til, at ligestilling for minoriteter enten kommer til at handle om, hvordan man kan tvinge danske værdier og grisekød igennem i institutionerne, eller hvordan mennesker med anden etnisk baggrund kan gøres fattigere. Men det er helt forkert. Man kan råbe nok så meget op om ligestilling og danske værdier og frikadeller i børnehaverne. Det hjælper ikke de voldsramte kvinder eller kvinder fra minoritetsmiljøerne, som kæmper mod undertrykkelse, social kontrol og reaktionære kønsroller.

De skal forsørges af den mand, de har forladt

Den gensidige forsørgerpligt betyder, at mange voldsramte kvinder må stå på landets krisecentre uden nogen form for økonomisk hjælp til at etablere et nyt liv for sig selv og deres børn. Kommunen mener – paradoksalt nok – at de skal forsørges af den mand, de netop har forladt. Eller også kræver kommunen, at der er indleveret en separationsanmodning. Problemet er bare, at det koster penge at indlevere sådan en – og det har en kvinde på krisecenter uden arbejde ikke.

Det moderne kontanthjælpsloft rammer enlige mødre særlig hårdt. Dansk Folkeparti har ligefrem argumenteret med, at det skal ”tvinge indvandrerkvinder ud på arbejdsmarkedet”. Problemet er bare, at når enlige mødre – med eller uden minoritetsbaggrund – ikke kan få budgettet til at hænge sammen, betale husleje eller give deres børn mad, er der langt mindre sandsynlighed for, at de kommer ud af et kontrollerende forhold.

Når en voldsramt kvinde forlader en mand, er det en stor ting, som kan tage lang tid at komme frem til. Og hvis det sker, sker det tit i nattens mulm og mørke, og uden at kvinderne kan nå at få hverken deres egne eller børnenes ting med sig. Og så møder mange kvinder tilmed et system, der ikke er gearet på at hjælpe dem. Det er helt basale og praktiske ting, der står i vejen. Det øger risikoen for, at de ender med at vende tilbage – og det sker for alt for mange.

Ret til kontanthjælp fra dag 1

Basal ligestillingskamp handler blandt andet om økonomisk frihed til at klare sig selv og være uafhængig af en voldelig mand. Voldsramte kvinder og deres børn hurtigst muligt have en krisecenterplads, egen indtægt, og socialt og psykologisk efterværn til at etablere sig i et liv uden vold. Kun sådan kan vi bryde den onde cirkel. Derfor vil vi have serviceloven indrettet, så voldsramte kvinder har ret til kontanthjælp fra første dag, de henvender sig på et krisecenter eller et ambulant tilbud til voldsramte. Det må ikke være bekymringen for om børnene kan få tøj og mad eller hvor man skal bo, der skal forhindre en kvinde i at komme ud af volden.

Der er mange partier, der i den seneste tid er sprunget ud som feminister på vegne af minoritetskvinder i Danmark. Og det er kun dejligt, at de har fået øjnene op. Men vil man kæmpe for kvinders rettigheder, bliver man simpelthen nødt til at indse, hvor vigtigt et socialt sikkerhedsnet er, og putte noget handling bag ordene. Ellers er det jo ikke andet end tom luft.