Macrons og Junckers EU-tog

I sidste uge holdt Macron sin stort anlagte tale om, hvordan han drømmer om fremtidens EU. Talen var ganske som forventet – Macron har ikke lagt skjul på, at han er super-EU’er og hans tanker går i fuldstændig samme retning som Kommissionsformand Juncker.

Rina Ronja Kari, medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU. (Foto: Olivier Hansen)

Jeg synes, man skal starte med at rose de to herrer, Macron og Juncker, for at de til en afveksling ikke går og putter med deres ideer. Grundlaget for en ordentlig debat er jo, at vi faktisk ved, hvad planerne er – også på lidt længere sigt. Nu behøver vi ikke længere diskutere, om EU-eliten arbejder på en EU-hær. Det gør den.

Vi behøver heller ikke gætte på, om man arbejder på at fjerne vetoretten på centrale områder. Eller om man arbejder på at centralisere væsentlig magt hos EU. Svaret er nemlig ja.

Vores opgaver bliver dermed at diskutere, hvor vi stiller os i denne reform-iver.

Retningen for reformerne er sådan set klar. Det kommer helt tilbage fra traktatgrundlaget, at EU skal arbejde mod en stadig mere snæver union, og det er også den retning, som både Macron, Juncker og såmænd også Merkel følger.

Mere EU. Mere centralisering af beslutningerne. Man kunne nemt tilføje ”og mindre plads til borgerne”.

Ingen vetoret på skattespørgsmål

De konkrete forslag er mange, men lad mig blot fremhæve et par stykker:

Juncker vil fjerne vetoretten på skattespørgsmål. Det betyder, at EU skal kunne vedtage nye regler for virksomhedsbeskatning, som skal gælde i ALLE lande, selv om nogle lande er lodret imod.

Og det betyder også, at hvis vi som borgere vil have en ny skattepolitik på det område, så hjælper det ikke noget at vælge et nyt Folketing – for så er det fremover EU, der lægger rammerne.

Færre kommissærer – mindre indflydelse til de små

Både Juncker og Macron foreslår, at vi skal ændre på sammensætningen af EU-parlamentet og Kommissionen. Macron vil reducere Kommissionen til 15 personer. Det betyder, at adskillige medlemslande vil stå uden en Kommissær.

I princippet arbejder kommissærerne jo heller ikke for at forsvare deres lands interesser, men i praksis har det stor betydning, om særlige interesser kan blive fremført. Tænk på  forsvaret af realkredit – her stod danskerne på tværs af politiske skel sammen i både Rådet, Parlamentet OG Kommissionen. Det var faktisk en særlig dansk interesse.

Juncker og Macron er også begge varme fortalere for tvær-nationale partier og lister til EU-parlamentsvalget og dermed tager vi endnu et skridt væk fra at mindretal i medlemslandene kan komme til orde.

Ingen af disse forslag handler om at gøre EU’s magt mindre. De handler alene om at gøre gruppen af mennesker der bestemmer mindre. Altså mere magt til de få!

Fælles EU-hær

Derudover vil både Juncker og Macron have en fælles EU-hær. Macron går så langt som til at snakke om en hær, der kan lave interventioner. Vi snakker altså ikke kun om at samarbejde, men om at integrere militæret.

Og der er mange, mange flere forslag, f.eks. også en EU-finansminister. Alle forslag peger i samme retning: mod mere EU. Desværre er der ingen af disse forslag, der overvejer, hvordan vi kan gøre noget ved det demokratiske underskud i EU. Dét problem står uløst tilbage.

Hvor efterlader det så os?

Det er klart, at med forsvarsundtagelsen, retsundtagelsen og euro-undtagelsen så kan vi holde os ude af nogle af disse ting. Men retningen er klar. Selv om vi ikke er med helt i kernen, så er vi stadig med på toget, som kun har én retning: Endnu mere EU. Måske kommer vi ikke derhen lige så hurtigt, som nogle af de andre lande, men i EU-systemet er der stadig kun plads til én retning.

Derfor står vi også ved en skillevej. Skal vi (endnu engang) kaste alle kræfter ind i at forhindre de værste nye reformer, og dermed gøre skaden mindre – men langt fra gøre noget bedre – eller skal vi tage skridtet og sige: Nej, vi vil faktisk ikke med toget mod den store Union. Vi vil gerne af.

Vi vil rigtig gerne samarbejde, men vi vil have et levende demokrati, hvor borgerne står i centrum, vi vil ikke have et EU, som bevæger sig længere og længere væk fra borgerne. Derfor melder vi os ud, og bliver i stedet EU’s gode naboer.

Vi har i de sidste mange år hørt på EU-eliten sige ting som, at nu skal EU blive stor på de store ting og lille på de små ting eller at nu skal der sættes hegnspæle op for EU’s indflydelse. Hver gang er der bare sket præcis det modsatte. Hver gang er vi endt med et EU, som blander sig i endnu flere ting, langt fra borgerne.

Så længe vi er med i EU skal vi naturligvis kæmpe. Men spørgsmålet er naturligvis, hvornår skal vi trække en streg i sandet og sige helt entydigt fra?

 Dén diskussion trænger vi til at tage nu!