Mænd, der ikke hyler som katte

Du er en dejlig mand. Du er en af dem, der ser kvinder som ligeværdige. Du er socialt intelligent, empatisk, og kvinder kan lide dit selskab.

Men så hører du om de andre mænd. Det er dem, der virker socialt handicappede. Som råber efter kvinder på gaden. (For eksempel i dette virale hit, hvor en kvinder får over 100 tilråb, mens hun i 10 timer går gennem New York.) Og du tænker: “Stakler, det er synd, at de ikke kan finde ud af at tale ordentligt med kvinder.”

Du får ondt af dem. Synes måske ovenikøbet, at du vil fortælle dem, at det altså ikke er sådan, man skal opføre sig, hvis man vil score.

Og du forstår ikke, at de kvinder, der brokker sig over at modtage tilråb, ikke også kan se det. Det er jo så ligetil, ikke!? Herregud, disse mænd er jo bare stakler, der gerne vil i kontakt. Du fortæller kvinder, at vi altså må forstå, at det er ment som en kompliment, selvom den er klodset. Du fortæller kvinder, at vi må holde op med at brokke os over det.

Du ville selvfølgelig aldrig selv opføre dig sådan, men du ved jo fra egen erfaring, hvor kejtet man kan føle sig over for kvinder, så derfor er vi alle sammen nødt til at have forståelse over for mænd. Især kvinder.

Du indser ikke, at du dermed er en lige så stor del af problemet. Du forstår ikke, at catcalling, som den slags tilråb hedder, ikke er komplimenter. Catcalling handler ikke om at score. Det handler faktisk slet ikke om den kvinde, manden råber efter. Det handler i stedet om at iscenesætte sig selv som en “rigtig mand”.

Det er nemlig noget, mange mænd (ikke dig, men de andre) har brug for at gøre ret ofte. De føler, at de skal bevise, at at de ikke er umandige eller endnu værre: kvindagtige. Eller endnu, endnu værre: bøsser.

Så de demonstrerer, at de er heteroseksuelle, liderlige, udfarende, aktivt handlede, besidderiske – altså alt det, der traditionelt har defineret en “rigtig mand” – ved at råbe deres heteroseksualitet aktivt ud over en hel gade. Efter en fuldstændig tilfældig kvinde, de reelt ingen som helst interesse har i at indgå en relation med.

Det forstår du ikke, fordi du er en moderne mand. Du har redefineret, hvad det vil sige, at være en “rigtig mand”. Du får det ikke dårligt ved tanken om, at ham ved siden af dig i fitnesscentrets bruser måske tænder på din krop. Du kan godt give din ven en krammer uden bagefter kompulsivt at udbryde: “no homo”.

Og du har slet ikke brug for at objektivisere kvinder for at vise og bevise din maskulinitet. Så du glemmer, at det har mange andre mænd stadig.

Desværre kan du i din ellers så empatiske tilgang til verden dog stadig kun identificere dig med dem, der ligner dig selv. Altså dem, der også har tissemænd. Så derfor forsøger du at tale deres sag over for kvinder.

Men måske skulle du prøve at arbejde lidt på den der empati engang. Prøv at identificere dig et sekund med os uden tissemænd. For hvordan tror du egentlig, det føles, at andre bruger en i deres egen macho selviscenesættelsesleg? Hvordan tror du, det føles at skulle gøres til den samme slags genstand, som den Nihola-ladcykel, du kører rundt på for at vise, at du er en moderne mand?

Tror du virkelig på, at det føles, som en kompliment, når nogen kun bruger dig som en ting og ikke ser dig som et ligeværdigt menneske?

Og tror du så, at det føles specielt behageligt hele tiden at få at vide fra dejlige mænd som dig – der ellers gerne viser, at vi to er ligeværdige i denne verden – at jeg bare må acceptere at blive behandlet som en ting. Stoppe med at brokke mig. Nyde opmærksomheden. Smile over at jeg bliver beordret til at smile af en vildt fremmed mand på gaden.

Hvis du tænker lidt over det, kan du måske se, hvorfor jeg begynder at føle, at du ikke er helt så dejlig en mand alligevel?