Mens vi taler om tonen

Jeg sidder i toget på vej fra Odense til København. Toget standser. Ingen ved hvorfor. Senere forklarer en synligt frustreret tog-konduktør mig, at en gruppe på ca. 8 drenge med indvandrerbaggrund er løbet gennem toget og har taget, hvad de havde lyst til på deres vej. DSB-personalet standser toget og ringer til politiet. Politiet kommer ikke. De har ikke tid. Toget kører videre mod København, og drengene kan stå af, hvor det nu passer dem.

”Er vi på vej til at blive Brasilien”, tænker jeg? Sådan et sted, hvor bander kan hærge offentlig transport og almindelige menneskers hverdag, mens myndighederne ser hjælpeløst og passivt til? Hvad i alverden er det for et signal at sende til disse drenge, at deres gerninger ikke har nogen konsekvens? ”Kom igen i morgen, samme tid, så er der nye passagerer I kan rippe”? Jeg forstår godt konduktørens frustration. Hvad skal han stille op, ene mand?

Jeg er på besøg hos min kammerat, der bor på Nørrebro. Vi går forbi Folkets Park ved frokosttid. Pladsen bebos af en gruppe af migranter, der har pakket deres ejendele ind i små bjerge af sort plast. Min ven siger, at sådan har det været længe. Jeg tænker, at det er vanskelige forhold for ham og andre, der har små børn, der gerne skulle kunne lege på byens pladser. Han siger, at romaerne er rykket et par gader længere væk, og at det er godt, for så opstår der færre sammenstød mellem de to grupper.

Disse to oplevelser har jeg haft i løbet af de seneste to uger. Det er ikke noget særligt. Mange borgere oplever noget lignende i deres hverdag. Men jeg tænker på det, når jeg læser opråb fra Venstres løver Søren Pind og Jan E. Jørgensen om ”tonen i debatten”. Først var Søren Pind ude med en heftig og diffus anklage om, at nogle debattører kunne ”anspore Breivik-typer”. Dernæst var Jan E. Jørgensen ude med en bredside til borgere, der skriver vrede udgydelser på Facebook.

Pind og Jørgensen går i rette med racisme og voldsfantasier – og det gør de ret i. Men de formulerer sig så tilpas uklart, at også almindelige borgere, der lufter deres frustrationer, og som ikke har politisk kommunikation som fuldtidsbeskæftigelse, berettiget vil føle sig ramt. Og de bruger udskamning som våben. Eksempelvis kalder Jan E. Jørgensen, borgere, der udtrykker deres frygt for ”Trump-tilhængere” og følger sit blogindlæg op med en nedladende svada på Facebook til en borger, der i Berlingske beskriver konkrete kultursammenstød, han oplever i hverdagen.

Mens hver eneste medlem af Folketinget kan skrive under på, at vi skal bekæmpe racisme, trusler, vold og selvtægt, vender jeg mig for min del mod den form for diffuse anklager, de to venstrefolk lægger for dagen. De forandringer, borgerne oplever, er virkelige. De finder sted. Det hjælper ikke at udskamme. Venstre bliver nødt til at tage borgerne og deres oplevelser i hverdagen alvorligt.

Regeringen har lagt op til 44 udlændingestramninger i deres helhedsplan, og det kan være udmærket, men den enkelhed, der ville ligge i at stoppe spontan asyl helt i en periode for på den måde at opnå kontrol med tilstrømningen, er ikke i syne. Der tales meget om, at føre en hård linje overfor kriminelle udlændinge, men politiet skal fortsat bruge mange timer på hashbekæmpelse og fartsyndere og har desværre ikke tid til at komme, når unge lømler fører sig frem i toget.

Jeg synes ikke, jeg er urimelig her. Regeringen og vi har formentlig og forhåbentlig samme mål om at få kontrol med tilstrømningen og sætte højere krav til migranter, der får opholdstilladelse. Men jeg kan ikke lide, når politikere lægger luft til borgerne. Det er politisk kynisme. Jeg ønsker mig sådan set bare, at regeringen kaster sig over bekæmpelsen af problemerne med endnu større effektivitet og nidkærhed, end de kaster sig over reaktionerne derpå.