Mimosen Bornedal

Mimosen Bornedal

Manden bag TV-satsningen ”1864”, Ole Bornedal, er en typisk dansk kunstnere på venstrefløjen. Karakteristisk for disse kunstnere er:

  1. A) De ejer hverken tvivlens nådegave eller evner skyggen af selvkritik, men er tværtimod forfængelige og grænseløst arrogante.
  2. B) De har et afslappet forhold til virkeligheden og historiske kendsgerninger.

Her føjer Ole Bornedal sig naturligt til den lange række af DR-ideologer, som i overensstemmelse med radikal historieskrivning i årtier har forsynet danskerne med den officielle udlægning af historiens gang. Set i dét lys ville det være mærkeligt, hvis D.G. Monrad var blevet fremstillet som andet end en lallende og degenereret idiot. DR og Ole Bornedal lader sig på ingen måde ikke belaste af historiske fakta, men når sidstnævnte lyver, må jeg sige stop.

Michael Jeppesen agerede søndag aften beredvilligt mikrofonholder for den sårede mimose Ole Bornedal, som kritikerne åbnebart hverken kan eller vil forstå, og når der er tændt for mikrofonen, og Bornedal har fri adgang, myldrer de urigtige påstande frem.

I en samtale med historikeren Tom Buk Swienty, manden bag de to bøger om 1864, ”Slagtebænk Dybbøl” og ”Dommedag Als”, sidder Ole Bornedal på en restaurant og påstår over for den måbende historiker, at ”Dansk Folkeparti er historieløse og ikke kan deres historie”, og at ”Pia Kjærsgaard stod og roste dine bøger, indtil nogen spurgte, om hun havde læst dem, og det havde hun jo ikke (…) Hun havde overhovedet ikke læst en linje af det, du har skrevet”.

Hvad i alverden bilder Ole Bornedal sig ind?

Det er jo direkte usandt. I modsætning til Ole Bornedal har jeg faktisk læst begge bøger om 1864. Ole Bornedal indrømmede tidligere, at han kun havde læst den ene. Og hvorfor skulle manden bag en af historiens største TV-satsninger til næste 200 millioner kroner da også have læst bøgerne? Som den ”store kunstner”, han er, ved Ole Bornedal godt, at for mange fakta virker stærkt forstyrrende på en ”fortællende og fortolkende” historie, som han selv kalder den.

Men jeg ved snart ikke, hvad der er værst; løgnen for rullende kamera eller Ole Bornedals mimoseagtige forfængelighed. Han er endnu en kunstner, der var død af sult uden massiv statsstøtte. Med andre ord en typisk dansk kunstner på venstrefløjen, hvis produkter ville være absolut usælgelige uden den danske kulturplanøkonomi.