Min første 1. maj tale

I dag holdt jeg mit livs første 1. maj tale. Den socialdemokratiske studenterbevægelse Frit Forum havde inviteret mig til at holde det, de kalder en revser-tale. Jeg tog imod udfordringen, og jeg fik ikke øretæver, men klapsalver – og de unge socialdemokrater var glade og positive – selv efter min tale, som kommer her:

Talen

Kammerater!

Arbejderbevægelsen har to hovedproblemer: For det første – så er der for få arbejdere! Og for det andet, så er der meget lidt bevægelse.

Og så er der måske dem, der mener, at det vel kan være lige meget. Der er jo heller ikke hund i hundekiks. Jeg mener nu, at det er et problem.

Socialdemokratiet er ikke længere et arbejderparti.

Socialdemokratiet er blevet et arbejder-ikke-parti.

Et parti for dem på førtidspension og efterløn.

Et parti for dem på kontanthjælp og dagpenge.

Et parti, der bekæmper dem, der arbejder for meget, men er ligeglade med dem, der arbejder for lidt.

I de sidste 5 år har Socialdemokratiet ikke været Danmarks største parti. Det har været Venstre – og for tiden er det Dansk Folkeparti. Mere end hver anden arbejder stemmer på Dansk Folkeparti eller Venstre. Mindre end hver fjerde stemmer på Socialdemokratiet

Det skal kunne betale sig at arbejde

For nogle år siden havde vi fornemt besøg i Venstres gruppeværelse. Det var LO’s formand Harald Børsting, og han sagde ikke meget, som jeg kunne være uenig i. Han ærgrede sig især over Venstres slogan – det skal kunne betale sig at arbejde.

 “Det skulle da være os – i arbejderbevægelsen – der havde det slogan”, som han sagde.

Men det er det ikke.

I en valgkamp havde jeg besøg af en elektriker fra TDC. Han skulle reparere min internetforbindelse, der var gået død, og det var ikke så rart at undvære midt i en valgkamp. Han så en stak pjecer og spurgte, om jeg var fra Venstre, og jeg overvejede et kort sekund at bilde ham ind, at det var min retarderede tvillingebror, der stillede op, og jeg havde bare lovet ham at dele lidt pjecer ud, men jeg ville smide dem i papircontaineren. For jeg orkede ikke at gå ind i en politisk diskussion med ham. Og så sagde han – jeg har stemt på Venstre i mange år. Han forklarede hvor tit, han havde overarbejde, og hvor lidt han fik ud af det – på grund af topskatten.

Rigtige arbejdere stemmer Venstre

Berlingske havde en 1. maj reportage for snart en del år siden, som gjorde et stort indtryk på mig. Avisens fotograf havde fundet et godt motiv. En arbejder i bar, tatoveret overkrop. Stegt både af solen og de mange øl, han havde tømt. Han røg sig en lille bønne og fik ikke det store ud af at høre på de mange taler. En forarget pige skældte ud over, at fotografen var mega fordomsfuld, får sådan var det altså ikke alle arbejdere, der så ud. Da så journalisten efterfølgende talte med arbejderen, så kom det frem, at han ikke stemte rødt. Han stemte på Venstre – for det er man jo nødt til, når man tjener over 400.000 kr., som han sagde.

454.215 kr. om året

Jeg fatter virkelig ikke Socialdemokratiets modstand mod eksempelvis kontanthjælpsloftet.

En familie med tre børn, hvor både far og mor er på kontanthjælp, kan årligt få 454.215 kr. før skat i samlede årlige ydelser. Hvis I kan huske tallet, så har I nok set det på busser og billboards i valgkampen. Er man så fattig? Vel er man da ej. Man er heller ikke rig, men fattig er man altså ikke. Er det ikke meget rimeligt, at der er en mærkbar forskel på, om man sidder i supermarkedet og arbejder, eller ligger på sofaen og lader være med at arbejde? Jo – jeg synes også, at det er synd for mennesker på kontanthjælp – men det er først og fremmest synd, at de ikke har et arbejde – ikke at deres ydelser er for lave, for det er de ikke.

Men hvad siger en socialdemokrat? Han siger noget i retning af følgende:

Jamen kontanthjælpsmodtagerne gør jo alt, hvad de kan for at finde et arbejde …. det er faktisk kun Dovne Robert, der ikke gider arbejde …. og i øvrigt har jeg hørt, at han vist nok er en skuespiller, som Venstres pressetjeneste havde købt og betalt … men alle andre er faktisk helt vilde i varmen for at komme ud og arbejde i regn og slud i sne og frost, skal posten ud, når man er post … og hvis der bare var noget arbejde at få, så kan jeg love dig for, at så skulle folk nok tage imod det arbejde … og hvis det endelig er nogen skyld, så er det i hvert fald ikke den enkeltes egen skyld … det er samfundets skyld … det er regeringens skyld … medmindre der rent undtagelsesvist er en socialdemokratisk regering, for så er det naturligvis den forrige regerings skyld.

Men kammerater. I er ikke i sync – som det vist hedder nu om stunder – med befolkningen. Ifølge noget, der hedder ugebrevet A4, som vist ikke kan beskyldes for at være decideret højreorienteret, så mener 63 % af befolkningen, at det er kontanthjælpsmodtagerne selv, der har hovedansvaret for at komme i arbejde. 15 % mener, at det er kommunen. 8 % peger på regeringen. 6 % siger virksomhederne. 8 % ved det ikke.

Og 53 % mener, at de godt selv kunne gøre en større indsats for at komme i arbejde. 27 % mener, at de ikke kan gøre mere, end de allerede gør. 20 % ved det ikke.

 Vi flås af skattens skarpe klo

Og så er der topskatten. Jeg fatter virkelig ikke Socialdemokratiets skatteforelskelse. Er det ikke meget rimeligt, at man kan få lov til at beholde lidt mere af sin overarbejdsbetaling? Jeg synes det – men I gør ikke.

Helt ærligt – hvornår gik det galt for jer?

Jeg kan godt lide arbejdersangbogen – ikke mindst Internationale. Og ikke kun for den smukke og svulstige melodi, men også for teksten – i hvert fald noget af den.

 ”Vi knuges under stat og love.

Vi flås af skattens skarpe klo!”

Tænker man på det kongelige danske socialdemokrati, når man hører de linjer? Eller tænker man på os i Venstre?

 Eller hvad med sidste vers – her i en nyere oversættelse fra 1978?

”Vi arbejder- og bondemasser

Er jordens mægtigste parti

Vi gavner jorden! De der nasser

Må finde sig et nyt logi!”

Jeg tænker på Venstre.

 International solidaritet

Og så er der den internationale solidaritet. 35 år tog det, før Socialdemokraterne opdagede problemerne med en del af de udlændinge, der bor i Danmark. På trods af de socialdemokratiske borgmestre, der længe havde råbt højt om problemerne. Men nu er det til gengæld som at være sammen med en ryger, der lige er holdt op. De er som bekendt de meste fanatiske anti-rygere, der findes. I har nu kastet jer ind i kampen og kæmper om at overhale Venstre højre om sammen med jeres nye venner hos Dansk Folkeparti.

Og her kommer uviljen mod det arbejdende folk igen frem i jer.

Udlændinge skal aldeles ikke komme til Danmark – og da slet ikke hvis de kommer for at arbejde. Hvis udlændinge vil arbejde i danske virksomheder, så må virksomhederne flytte til udlandet.

 Og det gør de så!

I har sammen med Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten sat beløbsgrænsen op, så der i dag er virksomheder, der ikke kan få besat ledige stillinger med kvalificeret arbejdskraft – med mindre man naturligvis vil give den udenlandske ansatte mere i løn end hans danske kollega. Det vil nok ikke blive så godt modtaget, tænker jeg.

Denne kategori af udlændinge bidrager fra dag 1. Den årlige nettogevinst er 84.000 kr. for statskassen. Sammenlagt taler vi om 6 milliarder kroner. Det kan man få mange skattelettelser for. Eller uddannelse – hvis I foretrækker det.

Jeg forstår jer ikke. Vi skal da gøre det lettere for virksomhederne at få arbejdskraft. Ikke sværere. Den indiske IT-medarbejder tager ikke noget fra nogen. Han giver noget til nogen. Vi lever i en globaliseret verden, og hvis virksomhederne ikke kan få kvalificeret arbejdskraft i Danmark – så flytter de.

Så kære Frit Forum. Scient.pol’ere, SamBas’ere, HumBas’ere i Roskilde og København. Foren jer i kampen for Danmark, for danske arbejdspladser og danske arbejdere – og udenlandske arbejdere i det omfang, der er brug for dem.

Jeg sagde indledningsvist, at der ikke er bevægelse i arbejderbevægelsen – det er ikke helt korrekt – men bevægelsen går den forkerte vej.

Vend om – så vi sammen kan skabe vækst og velstand.

 

God 1. maj.