Muslimer må selv få Islam til at rime på demokrati

”Borgerlige skal kunne rumme Islam”, skriver Niels Jespersen i Berlingske d. 22. august. Vi skal kunne rumme helt almindelige muslimer, siger han, og det er jo egentlig noget af en påstand, at vi ikke kan det. Borgerlige er selvfølgelig meget forskellige, men jeg kender faktisk ingen borgerlige, der ikke ville kunne rumme mine søde og hjælpsomme naboer, der forleden kom med et fødselsdagskort til mig, eller min muslimske veninde, der bruger det meste af sin fritid på at kæmpe for kvinderettigheder. Der, hvor det går galt for Niels Jespersen og mange andre er, at han ikke skelner mellem muslimer og Islam.

Min påstand er, at langt de fleste borgerlige intet problem har med at rumme muslimer, der er en aktiv del af Danmark, som forsørger sig selv og respekterer de værdier, samfundet er bygget på. Men mange af os har et stigende problem med at rumme Islam som ideologi, og de kulturelle sammenstød, der kommer med den. Islam bringer hele tiden sig selv på kollisionskurs med det frie samfund, vi som borgerlige hæger om. Lad os se på nogle af de steder, hvor ideologierne tørner sammen:

Ytringsfriheden: For os som danskere, har Muhammed-krisen naturligvis spillet en stor rolle. Muhammedkrisen betyder, at ingen avis, ingen tegner eller komiker, der har sit liv kært, kunne finde på at skrive om eller tegne Muhammed, uden at overveje grundigt, hvorvidt han eller hun ønsker at sætte sit liv på spil. Islam kolliderer ved at ramle direkte ind i en af de vigtigste frihedsrettigheder for borgerlige. Siden “De sataniske vers”, har vold og trusler haft indflydelse på debatten om Islam og kastet lange skygger helt ind i de vestlige lande.

Grundloven: Islam rummer et komplet lovsystem, der ikke har noget nævneværdigt overlap med moderne vestlige forfatninger. Det kunne vi godt leve med, hvis ikke det var fordi, Koranen ifølge de troende skal tages bogstaveligt fra ord til andet. Ifølge Koranen er det altså et mål at bevæge sig i retning Sharia-lovgivning og en islamisk organisering af samfundet. Det kan vi som borgerlige selvfølgelig ikke begejstres over, det er klart.

Trosfrihed: Ironisk nok, kolliderer Islam selv med trosfriheden. Der er forskellige tolkninger af teksten, og i de mildere tolkninger, tåles jødedommen og kristendommen akkurat. Der gives dog ingen accept af ikke-troende, og frafaldne muslimer sorterer nederst, uden rettigheder overhovedet. At kunne fravælge den tro, man er født med, virker som en naturlig rettighed set fra et borgerligt liberalt synspunkt, så at frafaldne muslimer ifølge teksten bør henrettes, er selvfølgelig svært for os at sluge.

Personlig frihed: For os som borgerlige er det at kunne vælge sin livsbane en helt afgørende værdi. Derfor føler mange af os også en afsmag for den sociale kontrol – eller rettere religiøse kontrol – der hersker i nogle muslimske miljøer. Når et ungt par bliver indberettet til familien af en taxachauffør, der ser dem kysse på bagsædet, eller når en ung kvinde bliver hånet på de sociale medier, fordi hun drikker et glas vin på en café, bryder vi os ikke om det. Den religiøse kontrol er ufrihed sat i system.

Videnskab: Koranen er ifølge de troende givet af Gud og derfor perfekt. Igen er det vanskeligt for borgerlige at kapere. De fleste af os har stor respekt for videnskab og objektive sandheder, og mange af os kan fint leve med religiøse tekster, der kan tolkes forskelligt og billedligt. Det kan Koranen angiveligt ikke, hvilket giver en del vanskeligheder, når teksten og dens tolkninger af verden omkring os er 1400 år gammel.

Ligestilling: Vi har debatteret slør, burka og burkini i mange år, og vi vil sikkert vedblive med at gøre det. Når det er sagt, er sløret kun den fysiske manifestation af den faktiske underordning af kvinden, der rummes i Islam. Kvindens ord er mindre værd i en retssag og manden står ganske enkelt over kvinden. Ligestilling mellem kønnene er blevet en integreret del af det frie samfund, vi som borgerlige sætter pris på, og mange af os, ser med bekymring på den måde Islam påvirker kvinders ligestilling både i Mellemøsten og i Europa.

Fredelig sameksistens: Jihad har vi det svært med. Det har alle fredelige mennesker – inklusive det store flertal af muslimer, men det er nødvendigt at nævne det her, fordi den krigeriske Islam også farver vores blik af ideologien i disse år. Terrorangrebene bliver flere – ikke færre, og selvom de fleste udspiller sig i Mellemøsten og Afrika, rammer islamisternes uforsonlige udgave oftere og oftere uskyldige mennesker i Europa. Det kan vi selvsagt ikke acceptere.

Der er altså en hel del, vi som borgerlige kan have svært ved at goutere ved Islam. Det er ikke det samme som at vi ikke kan rumme muslimer. Men der er dele af ideologien, det næppe bliver lettere for borgerlige at leve med. Hvordan det vil gå fremadrettet med at leve med Islam, afhænger i høj grad af det brede flertals evne til at rumme demokratiske værdier.

Jeg har gode venner og bekendte, der har moderne udlægninger af teksten, der gør det helt muligt for dem at dyrke deres tro uden at komme på kollisionskurs med de demokratiske grundsøjler. Desværre for dem og os andre, fylder den uforsonlige, anti-demokratiske og voldelige del af Islam mere og mere. Vold er som bekendt et effektivt værktøj til at få folk til at rette ind.

Niels Jespersen har dog ret i (mindst) én ting, i sin kronik: Vi burde have været bedre til at formulere en åben danskhed. Deri kan han have nogen ræson. I mange år, lod borgerlige kulturrelativisterne løbe med dagsordenen i integrationsdebatten på en måde, der må have gjort de værdier, der er afgørende for mange danskere, noget diffuse for nye borgere. Hvad skulle de tilslutte sig? Hvilke værdier udgjorde grundsøjlen i det samfund, de var kommet til?

Her har vi som borgerlige et ansvar, og det er ikke for tidligt at komme i gang. Jeg tror, at mange (de fleste) borgerlige, uden problemer kan rumme min nabo, min veninde og det store flertal af danske muslimer. Forudsætningen er dog, at de selv får Islam til fungere med demokrati og frihedsrettigheder, og at de også hjælper til med at sætte anti-demokraterne stolen for døren. Sker det ikke, vil kultursammenstødene vedblive at tage til i styrke. Vi kan godt hjælpe til, og eksempelvis gøre værdierne langt tydeligere i skoler og offentlige institutioner, men ansvaret for at få religionen Islam til at rime på demokrati, må muslimerne selv bære på.