Myten om det rekordhøje asylpres

Da statsministeren mandag lancerede den midlertidige grænsekontrol, var det med et budskab om at sikre landets ro og orden – med hentydning til at flygtningestrømmen til Danmark er så stor, at vi allerede er ude af stand til at håndtere det. Også i medierne bliver det fremstillet som om, at den flygtningesituation, vi i år oplever i Danmark, er fuldstændig uden sidestykke.

Den er måske nok uden sidestykke, hvis vi snakker om den måde, vi behandler flygtningene på. Når vi tænker på, at de kommer fra en region, vi selv har været med til at destabilisere, når vi indkvarterer dem i teltlejre og når vi truer med at tage deres værdigenstande og fratager dem retten til familiesammenføring i 3 år.

Men hvis man ser på antallet af asylansøgere, så er den nuværende situation ikke så usædvanlig. Den svarer faktisk til den situation, vi oplevede i forbindelse med krigene i ex-Jugoslavien i starten af 90’erne.

Vi har før håndteret store flygtningestrømme
Ifølge regeringen var der i 2015 omkring 21.200 asylansøgere. I 1992 og 1993 var de tilsvarende tal 20.800 og 21.500. I start-90’erne oplevede vi altså to år i træk en situation, hvor antallet af asylansøgere var på samme niveau, som vi så i 2015. Dengang formåede vi at integrere de nye danske medborgere, uden at det ødelagde det danske velfærdssamfund. Medborgere som i dag er vores venner, kollegaer og ægtefæller.

Derfor er jeg heller ikke det mindste i tvivl om, at Danmark kan rumme de flygtninge, som nu er kommet til landet. Det har vi kunnet før, og vi kan gøre det igen.

Antallet er kunstigt højt
Et andet problem i mediernes dækning af antallet af asylansøgere er den ukritiske brug af de tal, regeringen leverer.

Det tal, som regeringen rapporterer, er bruttoansøgertallet. Bruttoantallet indeholder også ansøgninger fra personer, der allerede har opholdstilladelse i Danmark og kan indeholde samme personer flere gange, som for eksempel familiesammenførte der allerede har opholdstilladelse. Et mere præcist tal er registreringstallet, som kommer med nogle måneders forsinkelse, men er væsentligt lavere end bruttotallet. Bruttotallet er i gennemsnit 50 procent højere end registreringstallet. Derfor er det reelle antal asylansøgere, der kom til Danmark i 2015 altså cirka 14.130 og ikke 21.200.

At en befolkning på over 5.600.000 ikke kan rumme 14.130 ekstra borgere, har jeg svært ved at tro. Det svarer til én asylansøger pr. 400 danskere. Hvis man har lidt realitetssans, så er det ikke det, der får vores samfund til at bryde sammen. Faren ligger altså ikke i antallet af asylansøgere i sig selv, men i at vi glemmer os selv og vores værdier i frygten for det fremmede. At den meget omtalte sammenhængskraft i Danmark skulle være under pres på grund af det nuværende antal flygtninge er så fejlagtig en slutning som det overhovedet kan være. Sammenhængskraften handler efter min bedste overbevisning om mennesker, der vil hinanden på tværs af ligheder og forskelligheder. Den største trussel er derfor den stigmatiserende og forskelsdragende politik og retorik som regeringen og strammerpartierne promoverer og katalyserer. Integration og sammenhængskraft handler mindre om antal og meget mere om (vel)vilje.

Husk det rigtige problem
I disse dage, hvor Danmark og Europa er ved at lukke sig om sig selv, er det vigtig at sætte problemerne i perspektiv. Det gælder blandt andet, når vi ser på situationen i Danmark, hvor vi er lidt for hurtige til at konkludere, at vores generation står over for en unik udfordring, som er større og farligere end de udfordringer, tidligere generationer har stået overfor.

Samtidig skal vi også huske, hvor den sande menneskelige tragedie udspiller sig. Nemlig i Syrien og den omkringliggende region. Det, vi oplever, er ikke en flygtningekrise i den forstand, at det er flygtningene som individer og antal, der skaber krisen. Det er en politisk krise og en værdikrise, der udstiller, at empatien, viljen og modet til at finde holdbare løsninger i fællesskab ikke er til stede. Alle vil skubbe ansvaret videre og ingen kan løfte opgaven alene. Og i den udvikling går Danmark desværre i forreste geled. Vi peger fingre, når Sverige forsøger at tage ansvar, og vi peger fingre, når de kapitulerer. Og så følger vi trop og lukker os om os selv.

Vi må ikke handle overilet i Danmark og være blinde for det store billede. Det er vigtigt, at vi ikke glemmer os selv, fordi vi frygter det fremmede. Det, vi står overfor, er ikke en flygtningekrise, men en politisk krise.