Når Thomas Larsen laver ’analyser’

Dette indlæg er i kategorien af christiansborgfnidder og burde slet ikke være nødvendigt. Men det er det. For de politiske kommentatorer fylder meget i dansk politik, og derfor er der også behov for at gøre op med, når de er helt galt afmarcheret.

Mens det danske forsvar er i chok over en kampflyaftale, som giver et utilstrækkeligt antal kampfly og medfører store besparelser og forhindrer nye investeringer i Hæren og Søværnet i de næste ti år, har hovedhistorien i medierne været politiske kommentatorers besættelse af, om Det Konservative Folkeparti er med i forsvarsforliget eller ej.

For disse mennesker er aftalens indhold ikke vigtig. Det handler om positionering, proces og taktik. Og et parti bør gå med i aftaler uanset, hvor dårlige de er. Man behøver ikke tænke ret længe for at indse, at det er et tåbeligt synspunk, som man ikke burde kunne hæve løn for at fremføre.

Og så er det meste endda fuldstændig forkert beskrevet af kommentatorerne. Lad os tage Thomas Larsens ’analyse’ som et klart eksempel på, hvor fordrejet man kan beskrive et forløb, når man udelukkende bringer sit yndlingspartis (i dette tilfælde Venstres) vinkel på sagen.

I denne såkaldte ’analyse’ beskrives det, hvordan Konservative (dvs. jeg) i forhandlingerne stod stejlt på, at vi ville have flere kampfly, og hvordan Venstre – generøse som de jo er – forsøgte at imødekomme os, og naturligvis gjorde alt, hvad de kunne for at undgå, at vores veje måtte skilles. Blandt andet tog de ifølge Thomas Larsen kontakt til Søren Pape for at se, om der kunne findes et kompromis.

Det er alt sammen direkte forkert.

  • Venstre tog ikke kontakt til Søren Pape.
  • Konservative stod ikke fast på et højt antal fly. Regeringens forslag om blot 27 fly reducerer vores kampflykapacitet dramatisk. Men i erkendelse af at 27 fly er bedre end nul, og at der var et stort flertal imod flere, måtte jeg opgive at kræve flere. Det ønske, jeg rejste i forligskredsen, var, at finansieringen på 56 milliarder skulle diskuteres i forbindelse med næste forsvarsforlig. Det er efter vores mening urimeligt og uansvarligt at lægge så gigantisk en regning på Forsvarets bord uden at ville diskutere Forsvarets samlede økonomiske rammer. Det vil smadre Hæren og Søværnet. Og eftersom der ikke er nogen udgifter, som vil falde før næste forligsperiode, ville denne fremgangsmåde ikke forsinke kampflyprojektet. Der er således ikke nogen grund til, at det ikke skulle kunne lade sig gøre, hvis der var vilje til det.
  • Vi blev ikke forsøgt imødekommet. Jeg talte sammen med forsvarsministeren i telefonen nogle gange i løbet af ugen, hvor ministeren klart afslog at diskutere finansieringen. Forligskredsen mødtes kun til ét forhandlingsmøde, som varede halvanden time torsdag formiddag. Her fik vi at vide, at vi kunne skrive under eller blive smidt ud af forligskredsen. Det sidste, jeg gjorde, var at spørge, om vi kunne mødes igen, hvis vi accepterede, at finansieringen skulle på plads nu. Selv dette blev blankt afvist, og Danmarkshistoriens største offentlige investering på 56 milliarder kroner blev trumfet igennem efter kun dette ene forhandlingsmøde i forligskredsen.

Hvis nogen vil betvivle denne udlægning som et partsindlæg, sætter jeg gerne penge på højkant, hvis nogen kan modbevise det med eksempelvis dokumentation for den påståede kontakt til Søren Pape. Eller hvis nogen, der har været tilstede i forhandlingslokalet ved navn vil modsige, at jeg sagde det i forhandlingslokalet,som jeg her har skrevet

Det var et helt usædvanligt kort forhandlingsforløb, og det er svært ikke at tro, at regeringen gerne ville lukke en aftale lynhurtigt, fordi den ønskede at afslutte den offentlige debat om de mange meget tvivlsomme antagelser, som ligger i beslutningsgrundlaget. (Blandt andet at 27 fly kan levere det samme antal flytimer, som 77 F16 fly har gjort. At vores piloter kan udsendes otte måneder på et år og arbejde 48 timer om ugen de sidste fire måneder, og at det ikke går udover Hæren og Søværnet, at Forsvaret selv skal betale regningen på 56 milliarder).

Hvis det har været motivet, er det lykkedes perfekt. For straks aftalen blev indgået, forsvandt debatten om substansen i aftalen og en masse indsigtsløse politiske kommentatorer fik flyttet fokus over på, at Konservative nu ikke længere er med i forsvarsforligskredsen.

Vi håber, det interesserer folk mere, om aftalen om kampfly er god eller dårlig for Forsvaret. Det er dette, vi burde diskutere. Men så længe kommentatorerne og historierne om forhandlingsforløb fylder så meget, at deres ’analyser’ vel nærmest har været tophistorie de sidste par dage, må vi i det mindste kræve, at de gør et forsøg på at være andet end en forlænget arm for et enkelt partis spin.

 

For en god ordens skyld skal det nævnes, at Thomas Larsen er blevet gjort opmærksom på, at hans oplysninger er forkerte, men at han ikke har rettet dem, selvom han ikke har dokumentation for dem.