Næste generation er klar til at løfte Det Konservative Folkeparti

Dagen igennem har de politiske kommentatorer som sædvanlig alle fortolket Lene Espersens afgang fra politik på samme måde. De er enige om, at det er et krisetegn for Det Konservative Folkeparti.

Det er det ikke. Selvfølgelig er vi kede af at så store og dygtige politikere, som Lene Espersen, Per Stig Møller, Tom Behnke og Charlotte Dyremose stopper. Men deres valg er forståeligt. Det handler ikke om partiets situation, men om at de har været med i politik i årtier og har prøvet, hvad de skulle.

Det burde ikke være problematisk, at politikere vælger at komme ud i samfundet og få et rigtigt arbejde i stedet for blive på Christiansborg hele deres liv.

Det Konservative Folkeparti skal nok klare sig. Generationsskifter er en del af politik og kan bringe ny dynamik. Ved sidste folketingsvalg var der næsten ingen udskiftning af vores folketingsgruppe. Det får vi rettet op på nu. Og timingen er ganske god. Partiet er efter en turbulent periode stabiliseret. Nu skal vi fremad. Det kan godt komme til at tage lang tid, og derfor er det godt, at de rutinerede bliver suppleret med friske kræfter, som kan være med hele vejen til genrejsningen af partiet.

I al ubeskedenhed har vi en ret stor talentmasse i vores parti. Det er ikke kun noget, vi selv siger. Det er også blevet bemærket af andre, at Konservativ Ungdom er en af landets bedst kørende politiske ungdomsorganisationer.

Og blandt de lidt ældre unge er der mange store og ganske rutinerede folk. Lene Espersen afløses fra i dag af Daniel Rugholm som nordjysk folketingsmedlem. Han er nok ikke så kendt i København, men fik 3.272 personlige stemmer i en lille kommune som Hjørring ved kommunalvalget for et år siden og har i øvrigt to års erfaring som folketingsmedlem i sidste valgperiode. Det siger lidt om, at det ikke er grønskollinger, der står klar til at tage over, når nogle af vores helt store navne stopper.

Tusind tak til Lene Espersen for en kæmpe indsats gennem tyve år. Jeg har altid været fan. Nu glæder vi konservative i næste generation os meget til at knokle videre og sørge for, at det eneste parti i Danmark med både en borgerlig økonomisk politik og en borgerlig konservativ værdi- og udlændingepolitik igen kan blive lidt større, end det er i dag.