Nej-sidens fup og fordrejninger

Får vi nej til folkeafstemningen den 3. dec., bliver det ikke status quo Danmark. Vi ryger ud af mere og mere. Vi kan flage med vores suverænitet, men uden en pind at skulle have sagt. Kun hvor vi sammen i EU puljer vores suverænitet og deler og deltager i magten, har vi mulighed for at klare de store udfordringer vi har i og omkring Europa.

Men det kan nemt gå galt! Jeg medgiver at dele af ja-siden har bidraget til forvirringen ved fx kun at ville tale Europol eller komme med uendelighedsforsikringer om aldrig at sige ja til deltagelse i den fælles asylpolitik uden nye folkeafstemninger. Det har fået mange til at tro at afstemningen ikke er om hele retsforbeholdet. Nogle misforstår så grundigt at de tror at hvis man ønsker at være med i EU’s fælles flygtningepolitik, skal man stemme nej. SF havde gerne set os med i den fælles flygtningepolitik, men vi respekterer at der ikke er flertal herfor i dag og at der skal en omfattende indsats til for at få det ændret. Forliget som det ligger, er trods alt et stort fremskridt. Med et ja 3. dec. er det muligt engang at komme med og i hvert fald er det muligt indtil videre frivilligt at hjælpe de andre EU-lande med at løfte opgaven.

Forvirringen fra nej-sidens fælleskampagne er langt værre. Hvis jeg ikke elskede mit fædreland højt, kunne jeg fristes til at håbe på et nej 3.dec for at se dem syde i fedtsuppen af fup og fordrejninger. De ville næppe klare at levere på et eneste løfte.

Nej-siden har da ret i at afstemningen ikke kun handler om Europol men at hele retsområdet omdannes til en tilvalgsordning. Det er også rigtigt at med tilvalgsordningen vil det fremover være Folketinget der afgør om Danmark skal deltage med forhandlings- og stemmeret om lovforslag indenfor den fælles EU-lovgivning på eller holde sig udenfor, og at der ikke fremover er juridisk behov for folkeafstemninger om retsområdet.

Men hopper flertallet på resten af nejsidens påstande, er vi på spanden.

Det værste bedrag: ’Danmark risikerer under ingen omstændigheder at forlade Europol. For det første kan vi anmode om en parallel-aftale, lige som Norge, Schweiz og en lang række andre lande har det’! (DF’s kampagnefolder).

NEJ. Ingen af dem har parallelaftaler, dvs. aftaler hvor man kopierer de andres vedtagelser. Dem har kun Danmark. De er møgsvære at få eftersom samtlige EU-lande samt EU-Parlamentet skal sige ja. Det tager årevis. Vi har bedt om seks, fået ja til fire men nej til to parallelaftaler. Vi har ingen søgt siden 2010 da Danmark fik forhandlet protokollen om tilvalgsordningen ind i Lissabontraktaten. Med den får vi ved hvert nyt lovforslag tre måneder til at afgøre om vi vil deltage eller ej. Med tilslutning til en sådan ordning, som ellers kun England og Irland har, bliver det også let at komme med i de allerede vedtagne love (retsakter) som vi hidtil pga. retsforbeholdet har været helt udenfor. Her har forligspartierne valgt at komme med i 22 af dem (herunder de to vi fik nej til). Skulle vi senere fortryde og ønske at deltage i love vi først har sagt nej til, kan vi bare beslutte det.

Parallelaftaler er det slut med. Det lande udenfor EU har med Europol, er såkaldte tredjelandsaftaler, og de er langt ringere end medlemskabets vilkår. Bare et eksempel: Mens dansk politi søger i gennemsnit hvert 8. minut i Europols registre, skal Norge hver gang søge tilladelse og kan vente dagevis på at få den. Det gør dem ubrugelige som efterforskningsredskab. Norsk politi råder derfor Danmark til fremover at sikre sig at vi forbliver i Europol når det i 2016 overgår til EU’s fælles lovgivning.

Men så kan vi med en ny folkeafstemning nøjes med alene at tilslutte os fælleslovgivning på Europol-området, lyder lokketonerne fra nej-partierne. I givet fald skulle protokollen fra Lissabontraktaten genforhandles i en traktatlignende proces, men hvorfor skulle de andre orke det når vi siger nej? Vi kan jo bare få en ’norsk ordning’. Engang. Afmægtige og udenfor.