Nordsø-aftalen svigter klimaet

Flere af partierne bag Nordsø-aftalen mellem staten og olieselskaber som Mærsk, Chevron og Shell turnerer fortsat med påstanden om, at aftalen vil komme den grønne omstilling og velfærden herhjemme til gavn.

Aftalen vil angiveligt betyde 26 milliarder til disse gode formål, lyder det fra blandt andre SF’s gruppeformand Jacob Mark – samtidig med at aftalen skulle mindske vores uafhængighed af olieproducerende diktaturstater, fordi vi angiveligt ikke længere vil have behov for import af olie, hvis vi selv fortsætter oliejagten.

Det passer ikke helt. I dag har vi et raffinaderi i Fredericia, som raffinerer en tredjedel af råolien fra Nordsøen. Halvdelen laves til diesel og fyringsolie og 14 procent til benzin. Det må betyde, at vi selv producerer cirka fem procent af vores benzin og 20 procent af vores diesel og fyringsolie ud fra egen råolie. Altså en ret lille del. Det meste råolie eksporteres og det meste benzin, diesel og fyringsolie importeres.

 Men jeg vil alligevel starte med at understrege, at jeg helt enig med Jacob Mark og de øvrige partier bag Nordsø-aftalen i, at vi (desværre!) ikke kan klare os uden olie i morgen. Elbilsalget er gået fuldstændig i stå og det er de færreste, der deler Alternativets ambition om at udfase salg af nye fossilbiler i 2025. Så ja, der er brug for fossile brændsler i nogle år endnu.

 Men at sige, at Nordsø-aftalen vil betyde milliarder til velfærd og grøn omstilling er i bedste fald udtryk for jubeloptimisme og naivitet og i værste fald udtryk for vildledning. Sandheden er, at staten har givet en kæmpe skatterabat til olieselskaberne, der opererer i Nordsøen, så de måske (kun måske!) genopbygger Tyra-feltet fuldt ud.

Aftalen mellem regeringen, Socialdemokratiet, DF, De Radikale og SF giver ”mulighed for indtægter til statskassen på op til 26 milliarder frem mod 2042”. Disse 26 milliarder er alene forventede effekter af, at Tyra-feltet bliver genopbygget og vil altså svare til lige omkring én milliard om året. Samtidig afhænger dele af finansieringen af, at olieprisen stiger med 50 procent, hvilket må siges at være særdeles usikkert.

Dertil kommer, at det slet, slet ikke fremgår klart, hvad pengene overhovedet skal bruges til. Mens nogle siger varme hænder og vindmøller, lyder det fra andre, at pengene skal bruges på at forbedre forholdene for erhvervslivet i Danmark. Aftalen siger intet om, at pengene skal gå til grøn omstilling, som det ellers lyder i debatten.

Så argumenterne for at indgå aftalen er altså meget tvivlsomme. Men det er faktisk ikke det værste for mig at se. Aftalen burde slet ikke være indgået i første omgang. Det er det virkelige problem.

Hvorfor forlænge oliejagten i Nordsøen til 2042, sådan som aftalen gør? Vi burde i stedet lægge en plan for, hvordan vi kan stoppe udvindingen af olie og gas snarest muligt. Hvis vi skal gøre os nogen som helst forhåbninger om at bremse klimaforandringerne, inden de kommer ud af kontrol, skal vi lade op til fire femtedele af de kendte fossile reserver bliver i undergrunden. De skal simpelthen ikke hentes op. Det mener jeg, at vi skal gøre vores til at bidrage til i Danmark. Og det betyder, at vi ikke skal forlænge oliejagten, men udfase og afvikle den. Hvis ikke vi vil bidrage som et af verdens rigeste lande, hvordan kan vi så forvente, at vores klimaappeller til resten af verden skulle have nogen vægt?

Det skyldes partierne bag Nordsø-aftalen svar på.