Nu vil EU retlede journalister i kunsten at behandle ømtålelige sager

For ti år siden ville den socialdemokratiske regering i Storbritannien – George Orwells hjemland – indføre et nyt sprog. Den stigende fremmedangst skulle trænges tilbage ved, at der indførtes et ny sprog, hvor man ikke længere talte om islamisk/islamistisk terror, men om ”anti-islamiske aktiviteter”. Det kringlede rationale var, at vold jo er i modstrid med denne fredens religion; og derfor skulle den sproglige misforståelse, at terror begået i islams navn kunne have det mindste med islam at gøre, udraderes!
Tanken blev – ikke overraskende – fulgt op af den svenske EU-kommissær Cecilia Malmström, der tog endnu et skridt og ville erstatte udtrykket ”illegale indvandrere” med ”irregulære” eller ”ikke-registrerede indvandrere”. Ak ja, ”die Gedanken sind nicht so frei”, synes slagordet, som nu har fået en helt ny tredje dimension. Hvor Malmström og co. nøjedes med at korrigere og omdefinere enkelte begreber, så har EU nu skabt og betalt en helt ny håndbog, der skal retlede Europas journalister i den sarte kunst at behandle ømtålelige emner som indvandring, islam og terrorisme.
”Reporting on migration and minorities – approach and guidelines, hedder den, og den skal i korthed forhindre, at europæiske journalister kvajer sig, og uforvarende kaster lunser til de glammende svinehunde, når de dækker betændte emner som islam, indvandring, og terrorisme.
Lad mig i korthed sammenfatte håndbogens gode råd til journalister:
Der er intet kulturelt eller religiøst sammenstød mellem Vesten og Islam. Det er forkert at antyde, at islam har anderledes værdier end andre kulturer. Lad derfor være med at fremstille migranter som meget forskellige fra værtslandenes indbyggere. Undlad at pege på, at muslimske mænd er gammeldags. Hold op med at bruge fotos af tildækkede muslimske kvinder, (Du ved: ”Min mor gik da også med tørklæde, når hun havde papilotter i håret”). Brug ikke udtryk som ’flodbølge’, ’folkevandring’, ’flygtningepres’ eller ’masseindvandring’ – det lyder skræmmende. Gør opmærksom på, at flygtningene flygter på grund af Vestens udenrigspolitik. (Nævn henkastet, at Danmark bomber i Syrien, derfor rejser syrerne til Danmark).
Det er upassende at sætte spørgsmålstegn ved, om flygtningene nu også er rigtige flygtninge; i stedet for bør journalisten lægge vægt på ”den grundlæggende ret til asyl”, som der står i konventionerne. Og hvis journalisten dækker terrorangreb, er der ingen grund til at oplyse, at terroristen skreg ”Allah er stor!”, mens han skød, nedhuggede eller på anden vis tog livet af tilfældigt forbipasserende. Kan det ikke undgås, bør journalisten minde om, at kolonialisme, racisme og social ulighed med alt overvejende sandsynlighed er forklaringen på denne ikke-islamiske gerning!
I øvrigt bør journalister kun nævne personers nationalitet, religion, kultur osv., hvis det har altafgørende betydning for fortællingen. Og for alt i verden skal journalisten undgå ”sensationalisme”. Der er heller ingen grund til at referere ekstremistiske holdninger (som mine), bare for at følge reglen om at høre begge parter: (citat:) ”Præsentér et passende udvalg af holdninger, også migranternes og minoriteternes, men ikke ekstremistiske perspektiver, blot for at lade den anden side ’komme til orde’. Undgå at formidle hadefulde udtryk, men hvis det har nyhedsværdi, så imødegå dem ved at afdække enhver falsk forudsætning, som de bygger på”.
I årtier har nyhedsredaktionerne frit, uden diskussion og uden håndbøger, kunnet opdrage borgerne med et politisk-korrekt kodeks for, hvordan man må omtale migranter, muslimer og islamisk terror. Længe før sin udgivelse har håndbogens regler således været gængs i de fleste europæiske lande, hvor borgerne har svært ved at hjælpe politiet med at pågribe en forbryder, fordi signalementet blot lyder på ”mand, cirka 25 år, cirka 175 cm høj”.
Men virkeligheden er ved at løbe EU-tyranniet af hænde. Og derfor er det ikke længere nok med den åndeligt kontrollerede lingo. Nu skal der en decideret håndbog til. Efter årtier med et politisk-korrekt meningsmonopol begynder borgerne nemlig at udnytte de nye medier til at udveksle ubehagelige sandheder: tanker og tale er i stigende grad uden for DR’s og EU’s kontrol; Bruxelles, BBC, Deutsche Welle, DR og Europas universiteter har mistet grebet, folkeopdragelsen møder modstand, fake-news, populisme og islamofobi breder sig, svinehundene hyler og slider i lænken, tænker de. Derfor må der strammes op…
Gad vide, hvad næste skridt da bliver, når heller ikke denne håndbog får europæerne til at elske idéen om, at deres gamle kontinent skal omdannes til indvandrerland? Slet og ret et forbud mod udtryk, der ikke bekommer den politiske højbårne elite vel? Berufsverbot?? DDR er stadig ikke længere end 30 år borte, og for Europas magthavere er den i ånden ganske nær. Husk blot Beate Winkler, der i mange år ledte EUs center imod fremmedhad og racisme og som oprigtigt forklarede, hvorfor Sovjetunion hævede sig moralsk over Nazi-Tyskland: der var ideologien til forskel. Hensigten helliger midlet. Og så gør det som bekendt ikke noget, at frihedsværdierne ryger sig en tur. Hvor der handles, des spildes.