Nyt fra DR: Iran er de gode; Israel de onde – og hold så kæft og lyt!

Forleden skrev jeg – og en hel del andre – om det gruopvækkende i, at DRs børneafdeling åbent promoverer det tørklæde, som i den muslimske verden i almindelighed, men i Iran i særdeleshed, er billedet på kvindeundertrykkelse. Mange har argumenteret for, hvordan dette totalitære symbol, som iranske kvinder straffes med syrekast i ansigtet for ikke at iklæde sig, naturligvis ikke bør promoveres; og det mindst af alt på et public service-medie af en intetanende 11årig.

Én positiv ting er der dog kommet ud af sagen. Vi kan i dag tale mere åbent om det islamiske tørklædes konnotationer end for bare 10 år siden. Da den indsigtsfulde sociolog og LA-politiker, Henrik Dahl, forleden i Berlingske spekulerede over, om ”Statsradiofonien tilbage i trediverne kunne have fundet på at sende en 11-årig dreng med sin familie til Tyskland for at lave en glad reportage om det fine kammeratskab i Hitlerjugend”, udløste det ingen mediestorm. Og det er godt. Ikke mindst i lyset af det postyr, det for 10 år siden vakte, da DFs Søren Krarup foretog en tilsvarende sammenligning mellem det islamiske tørklæde og andre totalitære symboler.

Denne frigørende virkning for samfundsdebatten har næppe været DRs sigte. I den af mangfoldighedskonsulenter og etikchefer regerede osteklokke har hensigten utvivlsomt været at vise åbenhed, imødekommenhed og tolerance. Den slags er der bare ikke så meget af i Iran. Faktisk er der kun eet land i Mellemøsten, som kendetegnes ved andet end det totalitære mørke og despoti, der er uløseligt forbundet med den muslimske verden: staten Israel.

Hvor DR’s børneprogram gerne tester moden i Iran og lader en 11årig pige spænde for medarbejdernes bevidste bagatellisering af livet under sharia, islams regelsæt af forbud og påbud, er det svært at få øje på den tilsvarende begejstring for Mellemøstens eneste demokrati. Faktisk tværtimod.

15.juni kunne man i P1 høre to journalister – Louise Windfeld-Høeberg og Mia Ulgraven – udlægge teksten om israelsk undervisningsmateriale: ”Palæstinenserne skildres i de israelske skolebøger som et problem, der skal løses på samme måde som jøderne blev fremstillet i Europa under Nazityskland”.

På DR er Iran altså den nuttede modestat. Israel er som Nazityskland. Og det er endda ikke på børne-tv, hvor ungdommelighed og uvidenhed undskyldeligt kan gå hånd i hånd. Budskabet kom fra DRs elysion: Orientering på P1!

At sammenligne med Nazi-tyskland, er muligvis den voldsomste beskyldning af alle. Nu har jeg ikke megen kendskab til journalistisk metode; men er det virkelig i overensstemmelse hermed at underbygge en sådan påstand med bare én kilde? Kan bare én af DRs tusinde journalister svare herpå? Og er det pressemæssigt forsvarligt at tilgå denne endog ganske kontroversielle kilde helt ukritisk?

Blot én google-søgning viser, at Nurit Peled-Elhanan, der er indslagets eneste kilde, er en særdeles omdiskuteret person, fordi Peled-Elhanans konklusion kun bygger på syv skolebøger ud af flere hundrede. Men det fremgår ikke af indslaget, ligesom det skjules, at en kritisk efterprøvelse har vist, at end ikke de syv skolebøger har det påståede indhold. Hvis DRs journalister end ikke kan bruge google, hvad gavner så vort tre milliarder store licens-bidrag? Så vil den gennemsnitlige dansker være bedre stillet med egen PC og internetopkobling.

Orientering nøjes dog ikke med at viderebringe Peled-Elhanans masserede data. Trumfen sættes ind, da Mia Ulgraven fortæller, hvordan hun ”har læst i Israel, og har studeret de her psykosociale mekanismer, som er med til at fastholde konflikten”. Det leder hende til at konkludere, at det i Israel er ”mainstream” at fremstille palæstinensere ligesom nazisterne 1933-45 fremstillede jøderne!

Ligeså lidt som jeg er journalist, har jeg studeret i Israel. Ikke desto mindre kan jeg let finde artikler, som gennemhuller Peled-Elhanans afhandling. Jeg har også erindring om at have set adskillige landkort fra palæstinensiske skoler, hvor staten Israel simpelthen ikke eksisterer. Og jeg husker, at der for nyligt i 400 FN-drevne palæstinensiske skoler blev fundet 240 bogeksempler, hvor der opfordres og instrueres i at dræbe jøder.

Det hele er fuldt tilgængeligt på internettet. En søgning på ”anti-semitism in Palestinian textbooks” giver stof nok til en hel temaften. Men ikke i Danmarks Radio. Her er den kildeukritiske bekymring rettet mod Israel. Her bor nemlig de onde. Ligesom de gode bor i Iran. Det har man selv besluttet inde i osteklokken. Og så skal virkeligheden ikke sådan komme og banke på.