Ønsker DF at redde Danmark?

Danmark står overfor to udfordringer, der overskygger alle andre: Vækstkrisen og migrantkrisen. Alligevel synes Dansk Folkeparti kun at være optaget af den ene – migrantkrisen – og ser man lidt nærmere på det, kan man let få det indtryk, at DF faktisk ikke er særligt optagede af at løse problemerne.

Vækstkrisen forhindrer Danmark i at genskabe den velstand, generationer før os har skabt og forny vores samfund. Uden vækst går vi stille og roligt i stå. Infrastrukturen sander til, uddannelserne bliver ringere, virksomheder går til grunde eller flytter ud, syge og ældre kan ikke længere få den medicin og de behandlingsmuligheder, der tilbydes i andre dele af verden.

Vækst kan beskrives som et samfunds evne til at genopfinde sig selv. Danmark har ikke haft nogen vækst af betydning de seneste ti år, og det ser ud til at fortsætte. Vi kan gøre noget ved det. Danmark er et ekstremt skatteland. Ved at fjerne eller beskære de skatter, der skader væksten mest og holde igen med forbruget, kan vi genskabe samfundets evne til skabe og udvikle sig.

Vi kan give luft til iværksættere og store og små virksomheder. Vi kan få et arbejdsmarked, hvor der er plads til flere. Men DF sætter hælene i. De ønsker hverken at lette topskatten eller selskabsskatten. De ønsker ikke at holde forbruget i ave. DF er et systembevarende parti, og partiets ledelse synes fuldstændigt upåvirkede af, at deres tilgang til vækst slider det samfund ned, de siger, de holder så meget af.

Migrantkrisen nyder en helt anden bevågenhed hos DF. Men her ser partiet ud til ikke at kunne blive rigtigt voksent. Det er som om symbolpolitikken har sat sig fast. Dansk Folkeparti er et parti, der haft stor succes med at tale i billeder, og det fortsætter de med, upåagtet at det ikke er billeder, der er brug for i den nuværende situation.

DF drømmer om at de bolsjestribede grænsebomme gøres permanente, selvom enhver, der har krydset den dansk-tyske grænse ved selvsyn kan konstatere, at den nuværende grænsebevogtning er både dyr og ineffektiv. Hvis man ønsker at krydse grænsen uden at blive kigget efter i sømmene, kan man bare gå et par hundrede meter ind over marken og der krydse ind til Danmark. Grænsebevogtningen er hullet som en si. En permanentgørelse af den nuværende grænsebevogtning vil være en permanentgørelse af noget, der ikke virker.

Dansk Folkeparti foregiver, at den nuværende grænsebevogtning har en enorm betydning for antallet af asylmodtagere. Det er mildest talt tvivlsomt. Derimod skyldes faldet snarere andre og langt mere effektive grænsedragninger ned gennem Europa, der bremser strømmen til Nordeuropa.

Hvis vi i Danmark skulle gøre noget effektivt ved asylområdet, burde vi omlægge det helt, sådan at det ikke blev muligt at søge om asyl i Danmark. Det ville helt fjerne incitamentet til at søge mod Danmark til fods. Dernæst kunne vi opbygge en kontrolleret asylproces, hvor kun screenede asylansøgere, kunne få opholdstilladelse, og hvor antallet kunne fastsættes politisk.

Men DF holder fast i deres fokus på bommene. Og muligheden for at kontrollere Danmarks grænser er heller ikke uvæsentlig al den stund, at EU ikke er i stand til at kontrollere sine ydre grænser. Men at foregive, at DF´s nuværende grænsekontrol eller en permanentgørelse af denne skulle løse problemerne, er naturligvis ren godtroenhed. Ikke at løse problemerne giver på den anden side DF noget at rive i de næste mange år frem.