Offerkultur er et åg for den vestlige verden

”En dag inden for længe vil en kvinde bryde igennem det øverste glasloft”. Sådan sagde Hillary Clinton i sin tale, da det stod klart, at hun havde tabt. Hillary Clinton, der var en hårs bredde fra at blive præsident i USA, stiller sig således forrest i en offer- og krænkelseskultur, der har udviklet sig til et kulturelt åg for den vestlige verden.

I salvelsesfulde vendinger forsikrede Clinton i sin tale ”alle små piger” om, at de sandelig er helt ok og fuldt berettigede til at forfølge deres drømme. På denne måde fik hun placeret årsagen til sit nederlag i kurven med ”køns-relaterede katastrofer”, og samtidig på eleganteste vis trukket både kvinder og piger med sig ned i offersølet.

Hillarys nederlag har været en hård nyser – og forståeligt nok. Men reaktionerne er interessante al den stund, at de bliver udstillingsvindue for en offerkultur, der trives i USA såvel som i Europa. Hos den intellektuelle elite, kammede reaktionerne helt over, og flere universiteter i USA udskød eksamener eller aflyste undervisning, så de studerende kunne ”komme sig” over valgresultatet. Standford University tilbød sågar terapi til studerende og undervisere, som følge af Trumps sejr.

Som modsætning til offer- og krænkelseskulturen står en konservativ verdensopfattelse og selvforståelse, der blandt andet er blevet beskrevet af den anerkendte sociolog Arlie Hochschild. Hochschild beskriver kulturen blandt de konservativt sindede i Louisiana, hvor mange borgere slås med at opretholde en god levestandard og samtidig lider under industriens pres på natur og miljø. Hun beskriver en kultur, hvor mange borgere netop nægter at indtage rollen som offer. Folk føler sig udgrænsede og forladte af ”dem, der bestemmer”, men samtidig rummer fortællingen en selvopholdelsesdrift, hvor man ikke giver meget, for borgere, der udpeger sig selv som ofre. Hårdt arbejde vejer tungt og retten til selvbestemmelse og autonomi er afgørende.

Ser vi til Europa, har vi også vores del af den krænkelses- og offerkultur, man kan finde i USA. Sverige har sin helt egen plads på skalaen med feministisk snerydning, krav om kønsneutrale vejnavne og omskrivning af de største litterære værker af Astrid Lindgren som følge af en markant krænkelseskultur. I Danmark er Politiken blevet det højeste organ for offer- og krænkelseskulturen, hvor spidsborgere kan dyste om, hvem der er mest udsat i deres roller som offentligt ansatte, studerende eller kvinder fra den øvre middelklasse.

Men både i USA og Europa, har offerkulturen en pris. Den rummer en degenererende selvoptagethed, der forringer evnen til at udvise empati for, og afsøge løsninger for mennesker, der rent faktisk er ofre. Samtidig pasificerer den samfundsgrupper, der burde fungere som lokomotiver i erhvervsliv og civilsamfund. Offer- og krænkelseskulturen balkaniserer samfundet i grupper, hvor enhver kan søge ned i sit eget hul af gruppebestemt krænkelsesopfattelse med forlangende om at ”nogen (andre) må gøre noget”.

I Danmark kan medierne beskæftige sig i dagevis med en helt almindelig kvinde, der har modtaget en lummer besked fra en håndværker, mens en markant stigning i seksuelle overfald på kvinder ikke giver anledning til nogen særlig opstandelse. Velmenende intellektuelle skriver om, at muslimer er de nye jøder grundet den karske tone i debatten, mens det jødiske mindretal rent faktisk er det eneste mindretal, der må leve med tung bevogtning af skole, museum og synagoge.

Offer- og krænkelseskulturen slører vores blik for, hvem der rent faktisk er ofre, og samtidig giver den bekvemme undskyldninger for ikke at handle. Er man offer, kan man bekvemt forvente, at andre sætter noget i værk for at løse de problemer, der er. Offerkulturen er således en kulturel svøbe for den vestlige verden, der forringer vores muligheder for både at indse og handle på de problemer, der findes. USA og Europa fylder stadigt mindre i verdensøkonomien og vestlige værdier er under pres. Vesten har ganske enkelt ikke tid til den luksus det er at hengive sig til offer- og krænkelseskulturens bekvemme og vatterede ”safe space”.