Oplysning frem for skræmmekampagner

Afstemningen den 3. december er vigtig.  Ingen tvivl om det.

Vi skal stemme om Danmarks deltagelse i det europæiske fællesskab på en række områder: Politisamarbejde, kriminalitetsbekæmpelse, familielovgivning, iværksætteri på tværs af grænser og meget, meget mere. Desværre hører vi meget lidt om den mangfoldige vifte af spørgsmål i både nej og ja-blokkenes kampagner.

Jeg synes, at det er ærgerligt, at de kampagner, der lanceres i disse dage ikke i højere grad vægter at oplyse danskerne om hvad de 22 restakter og øvrige aftaler vi skal stemme om d. 3. vil betyde for Danmark og for Europa. Naturligvis er det helt fair at arbejde for at fremme et nej eller et ja. Men hvad jeg ikke forstår er, hvorfor vi skal bombarderes med skræmmekampagner om enten børnemisbrug eller Europol som et europæisk FBI.

Som det ser ud nu, lammer det muligheden for en god diskussion om afstemningen. Det gør det meget svært at få en debat i gang om de gode argumenter for og imod tilvalgsordningen. Jeg savner en mere grundlæggende debat om de konkrete retsakter, der er sat til afstemning. Hvorfor det er godt eller skidt med mere dansk deltagelse på det EU-retlige område? Hvorfor det er godt eller skidt med harmonisering af EU-lovgivning? Hvad vil et ja eller et nej betyde for eksemplevis iværksættere og for mennesker, der har etableret familie på tværs af Europas grænser? Der er alt for mange spørgsmål, der udelades fra debatten.

Samtidig er det helt på sin plads at diskutere de principielle spørgsmål, der melder sig i forbindelse med afstemningen. Skal Danmark opgive suverænitet til fordel for indflydelse i EU? Det er naturligvis fornuftigt at snakke principper, så længe vi ikke reducerer de spørgsmål til kampagner, der på et alt for forsimplet grundlag medvirker til at vække frygt hos vælgerne.

Afstemningen den 3. december handler også mere grundlæggende om, hvad vi i Danmark vil med EU. Vil vi åbne døren til mere EU-samarbejde eller vil vi lukke den? Derfor synes jeg også at det ville det være helt på sin plads, at vi alle blev bedre også at tale om vores visioner for fremtidens EU. Kombineret med en diskussion om afstemningens substans ville det være befriende og helt på sin plads, at vi politikere blev bedre til at fortælle vælgerne, hvordan vi ser fremtidens Europa udvikle sig. Så danskerne  ved hvor de har os også efter d. 3. december. Det gælder både ja- og nej-siden. For uanset om man er for eller imod mere EU eller helt ønsker dansk udmeldelse, er der jo ingen tvivl om, at de udfordringer vi står overfor kræver internationalt samarbejde.

Så hermed er bolden kastet op i håbet om at vi kommer til at deltage i en valgkamp baseret på diskussioner om politisk substans og visioner for fremtidens Europa.

  • BroncofanDK

    Sevlom det oftest er svært for tænkende mennesker at være enig med Alternativerne, så er opfordringen her ganske fornuftig. MEN, MEN, MEN hvorfor i alverden spilder dette ALTERNATIV al denne spalteplads på neetop IKKE at diskutere det artiklen moraliserer om at diskutere.

    Er det ALTERNATIV substans?

  • Lad mig
    først få på det rene, at jeg taler JA-sidens sag og derfor vil efterfølgende
    fremstilling bære præg af dette.

    Rasmus Nordqvist (RN) nævner, at vi på begge sider gør os
    skyldige i skræmmekampagner. Det er sikkert rigtigt.

    Lad mig først i henhold til egen fremstilling skrive lidt om,
    hvad folkeafstemningen handler om.

    På grund af Danmarks retsforbehold har vi hidtil samarbejdet med
    de øvrige medlemslande på et mellemstatsligt niveau. Da Danmark tiltrådte
    Lissabontraktaten i 2007 blev Danmarks retsforbehold indskrevet som en
    tilvalgsordning.

    Hvis vi for nemheds skyld grupperer de pågældende retsakter,
    indgik disse retsakter jævnfør et notat fra folketinget fra september 2015
    områderne

    1) asyl og indvandring

    2) civilret, familieret og handelsret

    3) politi og strafferet

    4) Schengensamarbejdet.

    Da Danmark i 2007 underskrev Lissabon traktaten deltog vi
    samarbejdet omkring politi og strafferet på mellemstatsligt niveau. Altså den
    nuværende ordning som dansk politi samarbejder med andre politimyndigheder i
    EU.

    I 2009 blev det så besluttet at gøre punkt 3, dvs samarbejdet
    mellem EU´s politimyndigheder overstatsligt.

    Det
    betyder, at når denne retsakt revideres i 2016 vil samarbejdet overgå fra
    mellemstatsligt til overstatsligt niveau.

    Danmark har så mulighed for at fortsætte den hidtidige
    politiordning, hvis Danmark stemmer ja den 3/12.

    Og det er her debatten bølger frem og tilbage mellem ja og
    nej-siden.

    Det, vi
    efter min mening stemmer om, er en suverænitetsafgivelse. Den foregår på denne
    måde, at stemmer vi ja, så overgår suveræniteten fra Danmarks retsforbehold til
    EU.

    Og lige præcis på dette punkt stopper nej-sigerne og siger, at
    det danske retsforbehold så afskaffes på samtlige retsakter.

    Man kan sige, at ved et ja, sender vi samtlige retsforbehold ned
    til EU. Men sagen er den, at EU beholder retsakten om politisamarbejdet som
    overstatsligt, mens de øvrige sendes retur til det danske folketing.

    Et flertal i det danske folketing kan så efterfølgende i henhold til Lissabontraktaten give tilsagn
    til Kommissionen om man ønsker at tilslutte sig en anden retsakt indenfor en
    frist af 3 måneder og så deltage i de politiske forhandlinger i rådet angående
    denne.

    Alternativt
    kan man vælge ikke at deltage de politiske forhandlinger og så enten vente med
    at tilslutte sig retsakten på overstatsligt niveau eller aldrig gøre det.

    Det der altså sker ved folkeafstemningen i tilfælde af et ja, er
    altså, at vores forbehold på samtlige retsakter sendes til EU. Og denne
    valghandling sker i overensstemmelse med grundlovens paragraf 20. Når så
    retsakterne er sendt til EU ophører grundlovens virkning på disse retsakter. De
    øvrige retsakter, , der ikke har med politisamarbejdet at gøre, sendes retur
    til Danmark og kommer så til at ligge i en slags hybrid.

    Denne
    er en overensstemmelse med Danmarks tiltrædelse af Lissabontraktaten og som
    definerer Danmarks stilling til EU på det mellem statslige og overstatslige.

    Det jeg her indtil videre har ridset op opfatter jeg selv som
    kendsgerninger. Det valg, den enkelte står over for er;


    skal Danmark ved et ja overføre suverænitet til EU, så politiet kan fortsætte
    den nuværende ordning; – eller skal man stemme nej, og så satse på, at Danmark
    kan opnå en parallelaftale med EU—-.

    Kendsgerningerne omkring parallelaftaler angående retsakterne
    er, at så skal Danmark anmode kommissionen om en parallelaftale, som så skal
    acceptere anmodningen.

    Siger EU kommissionen ja, skal EU kommisionen så på Danmarks
    vegne anmode Rådet om at vedtage en sådan begæring ved afstemning. Og kommer
    der indvendinger fra Rådets side, kan Danmark risikere at få sin oprindelige
    forespørgsel revideret eller stemt ned.

    Det, som er kendsgerningen her, er at Danmark ved et ja kan
    fortsætte det hidtidige politisamarbejde.

    Ved et nej, kommer vi til at bygge på formodninger omkring,
    hvordan kommissionen vil behandle vores anmodning om en parallelaftale. Kommissionen
    har allerede afvist parallelaftaler på 2 retsakter, nemlig skilsmisse og
    konkursbehandling

    Og bagefter formodningen omkring, at Rådet stemmer en parelallelaftale
    hjem til Danmark.

    Ud fra denne tekniske gennemgang vælger jeg at stemme ja, fordi
    et ja bygger på kendsgerninger og et nej på formodninger.

    Lars
    Bordal

  • Lad mig efterfølgende vurdere de forskellige kampagner. Jævnfør det indlæg jeg lige har skrevet er ja sidens kampagne meget præget af, at vi hænger fast i teknikaliteterne. Lige som jeg nedenstående har gjort mig skyldig i.

    Mit indtryk er, at for nej-siden er det egentlig ligegyldig, hvad der er til afstemning vedrørende suverænitetsafgivelse. Nej-siden har den fordel at kunne forbinde enhver afstemning med et tættere EU-samarbejde, som de er imod.

    Dermed har nej-siden den fordel, at de åbentlyst kan give udtryk for et større perspektiv, mens vi på ja-siden hænger fast i teknikaliterene.

    Som helhed betragtet, tør vi ikke bekende, at vores perspektiv peger mod et tættere samarbejde mellem EU landene.

    Lad mig som enkeltperson og ja-siger komme med den bekendelse ud fra nedenstående betragtninger, som jeg har skrevet på facebook, både hos Ja-sigere og nej-sigere.

    JA TIL EU OG NEJ TIL
    NATIONALSTATERNES EUROPA:

    Som borgere står vi
    altid i et vadested, hver gang der skal stemmes om Danmarks relation til EU.

    Også denne gang, for henholdsvis ja sidens og nej sidens politiske
    intentioner peger i to retninger.

    Min side, Ja siden, peger mod et mere integreret samarbejde mellem EU´s
    medlemslande med henblik på at få skabt et indre marked, hvor europæiske
    virksomheder frit kan afsætte deres varer og tjenesteydelser. Helt i
    overensstemmelse med teksten og intentionerne i Lissabon traktaten.

    Og for at sikre virksomhederne ens konkurrencevilkår, er det nødvendigt,
    at medlemslandene indgår et forpligtende samarbejde med en ensartet lovgivning
    over hele EU på en række udvalgte politikområder.

    Nej siden bestræbelser er i sidste ende rettet mod nationalstaternes
    Europa. Ikke således at forstå, at alle nej-sigere stræber mod dette mål. Men
    nogle vil helt ud af EU ligesom borgere i andre EU lande på den
    nationalromantiske fløj.

    Andre vurderer igen, at det med et nej er muligt at opretholde en form for
    status quo. At det er nemt nok at få en parallelaftale.

    Det er jeg ikke selv sikker på.

    Derfor er en nej stemme for mig rettet mod national staternes Europa som
    endemål.

    Som JA-siger bygger jeg mest min holdning på den historiske dokumentation
    vi har.

    Med denne holdning vil nej- sigere have et punkt, hvis de så indvender, at
    historisk viden omkring tidligere hændelser ikke fortæller noget om, hvordan EU
    vil udvikle sig i fremtiden.

    Og her er jeg villig til at yde nej-sigerne et punkt..

    Situationen står lige for begge parter.

    Tilbage står så, at historiske kendsgerninger er det eneste vi har at
    bygge vores erfaring på.

    Jævnfør disse erfaringer har nationalstaternes Europa aldrig bragt noget
    godt med sig.

    Europa har oplevet to store krige i det tyvende århundrede og tre, hvis vi
    også medtager den fransk preussiske i 1870 med de kolossale tab af menneskeliv,
    det har medført.

    Krige, der direkte har rod i hver enkelt større stats bestræbelse på at
    hævde sine nationale interesser på bekostning af mindre staters.

    Endvidere gjorde konkurrencen mellem andre jævnbyrdige stater i det
    nittende århundrede, at nationalismen blev næret til et grotesk niveau i de
    pågældende landes befolkninger.

    Jeg tror, at det
    mønster vil gentage sig igen, hvis Europa igen vender tilbage til denne
    tilstand.

    Eksempler i nyere tid er krigen mellem de tidligere medlemslande i
    Jugøslavien og hvor nationalismen blev oppisket i en grad, at den blev
    inspirationskilde for forbrydelser begået mod menneskeheden herunder massakren
    i Srebrenica.

    Hændelser, jeg i firserne aldrig troede, ville kunne udspille på Europæisk
    grund. Jeg tog fejl, for de udspillede sig alligevel.

    Og i dag kampene i den østlige del af Ukraine.

    Jeg tror ikke, det kommer så vidt, hvis EU igen skulle blive splittet op i
    nationalstater. Danmarks såkaldte suverænitet vil så bare i stedet for at
    relatere til EU, blive underordnet andre større landes interesser.

    Stillet over for udsigten til nationalstaternes Europa synes jeg, at et
    integreret Europa med et forpligtende samarbejde er langt at foretrække.

    EU (,fra kul og stål unionen at regne) har sikret sine medlemslande fred i
    den tid EU har eksisteret.

    Og så har Danmark også med den størrelse landet berettiger til, mulighed
    for at deltage i tilrettelægningen af EU¨s overordnede politik.

    .