På rejse ind i DR-osteklokken

Tidligere på sommeren havde jeg fornøjelsen af som led i programserien ”Bedste fjender for evigt” på Radio24syv at møde Ole Bornedal til en snak om tv-serien 1864. Det blev for mig en øjenåbner. Dels for forståelsen af Ole Bornedal, men sandelig også til forståelse af den politiske maskine, som Danmarks Radio er. Debatten om 1864 er nemlig et godt eksempel på, hvorfor vi bør afskaffe licensen og overføre Danmarks Radio til finansloven.

”Til produktion af en historisk dramaserie af høj kvalitet, der kan give danskerne kendskab til vigtige begivenheder i Danmarkshistorien”. Sådan formulerede Folketinget særbevillingen. Og formuleringen er vigtig at erindre. Thi som moderne serie er 1864 ikke ringe. Som fiktion er den af høj kvalitet. Problemet er, at Folketinget netop ikke bad om fiktion; men om en serie, der kunne give danskerne større forståelse af de ”vigtige begivenheder”.

Og gennem min samtale med Bornedal blev det klart for mig, at det netop ikke var hans ærinde at fortælle om disse vigtige begivenheder, men derimod at fortælle den enkeltes historie. Den enkelte soldats, almuens, borgerens. Og med dette udgangspunkt forlenes Bornedal og Danmarks Radios politiske grundsyn.

For som instruktøren selv har gengivet de glade dag i 2010, hvor Danmarks Radios dramachef Ingolf Gabold gav ham frie hænder til at producere serien: ”Ingolfs tilbud var som at få en gave. ’Værsgo!’ Det er ikke din fødselsdag, men her har du 173 millioner kroner”. Om Bornedal dermed blev spændt for Danmarks Radios og Gabolds vogn eller om han reelt selv har ønsket at bruge serien som anstød mod VOK-flertallets politik, er stadig ikke klart for mig. Men at Danmarks Radio med kyshånd tog imod, er forståeligt.
DRs daværende dramachef, Ingolf Gabold, har åbent erkendt, at serien var et slag mod Dansk Folkeparti og nationalismen: ”Hele tiden har jeg syntes, at vi var europæere i region Danmark. Og jeg synes godt, at DR kunne vælge et stykke politisk orienteret dramatik og sende det ud som et stort indlæg i en debat, der har varet i 10 år”.

Ligeså forfatteren Carsten Jensen: ”For nogle år siden aflyste de borgerlige deres selvopfundne kulturkamp, vistnok fordi de troede, de havde vundet den. Her kommer der en velrettet knytnæve retur, som efterlader højrefløjen med en brækket næse”.

Bornedal afviser: ”Jeg fik opdraget, og jeg fik ansvaret! Det er højst usædvanligt, men Ingolf, dramacheferne Piv Bernth og Nadia Kløvedal Reich og producenterne fra Miso Film gav mig fra start – stort set – uden gnidninger eller indvendinger lov til at gennemføre det her projekt fuldstændig, som jeg ville”.

Mens danskerne gabte, måbede og stemte med fjernbetjeningen, var det umuligt at opdrive en historiker, som var parat til at forlene ”1864” med nogen oplysende kvalitet. Vor radikale kulturminister, Marianne Jelved, var dog – ikke overraskende – enig de kulturradikale røster og kaldte serien for et “fremragende stykke drama, der river os med fra første til sidste minut,” og “det er sjældent at se så fremragende filmiske historier”. Det var bare ikke, hvad Folketinget bad om.

Piv Bernth kender vi som aktivt agiterende DR-medarbejder, da hun til Radio New Zealand begav sig ud i følgende analyse: ”Vi har et højrefløjsparti, der hedder Dansk Folkeparti, der har fået mange stemmer. De kan ikke lide immigranter, og de forsøger at være meget venligt stemt over for pensionister, men det er ikke virkeligheden, for de skærer ned på andre måder, der rammer alle”.

Sådan ser virkeligheden formodentlig ud i DR-osteklokken. Og der er grund til at takke Piv Bernth for at lukke offentligheden ind i den opdrageranstalt, som vi hvert år tvinges til at betale omkring tre milliarder kroner til. I den hellige public services navn, ikke sandt? Som en lille replik til Bernth vil jeg bemærke, at Dansk Folkeparti ikke skærer ned, ”så det rammer alle”, men meget gerne i Danmarks Radio, for at befri danskerne for i fremtiden at blive udsat for vulgær propaganda. Ønsker man at blive indført i den kulturradikale livsanskuelse, kan man frit købe Politiken. Hertil behøver vi ikke Danmarks Radio.

Og dermed er vi tilbage ved ”1864”. Taler Bornedal sandt, når han anfører, at han aldrig har haft til hensigt at føre politik? Det virker næsten for naivt, men tvivlen må komme ham til gode. For mig fremstår serien fortsat – efter at have genset den – som en talen ned til danskerne. En blanding af gammeldags salon-revolutionært klassehad, pacifisme, vulgær symbolisme med fremmedhad, dyresex og voldtægt på indvandrere og et godt skud banal lommepsykologi, der skal fremstille Danmarks ledere som savlende og krigsliderlige galninge. Hele fiaskoen var så proppet med klicheer, at den nærmest var ubærlig at leve igennem, uanset hvilken politisk anskuelse, man måtte have.

Således min opfattelse af serien. Bornedals er en anden. Vi kommer næppe videre. Men hans erkendelse af at fokusere på den enkelte borger, er dog et skridt ned ad erkendelsesstien. For dette var jo netop ikke Folketingets ønske. Bevillingen er ikke motiveret af et ønske om at forstå den jævne dansker op til krigen 1864, men de ”vigtige begivenheder”. Men al den respekt, som vi må have for dem, der mistede livet og oplevede rædslerne, er det ikke dem, der har styret danmarkshistorien. Om vi kan lide det eller ej, er det politikerne, magthaverne, generalerne, hvis valg og beslutninger, der afgjorde udfaldet af krigen i 1864.

For Ingolf Gabold, Piv Bernth og resten af Danmarks Radios kulturradikale parnas passede Bornedals fokus som fod i hose. Det muliggjorde nemlig, at det, der virkelig betyder noget, var efterladt som formeligt ler i Danmarks Radios politiske hænder.

Det må aldrig ske igen. Og derfor er det en god ide at afskaffe licensen og overføre Danmarks Radio til finansloven.