Pape er en raket, hvor Jensen var en fuser

I en tid, hvor politik er blevet noget, man forudser og kommenterer som vejret, er det forfriskende, at det kan lykkes et parti at forberede et formandsskifte, uden at nogen når at opfange noget.

Der er simpelthen tale om en omvendt Kristian Jensen. Hos Venstre foregik forberedelserne til formandsskiftet nærmest i offentligheden, for så at ende som en fuser. Men Søren Pape stiger til vejrs, uden vi nogensinde nåede at se antændingen.

Og det er dobbelt forfriskende, at den nye formand er en, som der ikke er særlig mange uden for Viborg og de Konservatives Landsråd, der kender. Det fortæller noget om medierne og kommentatorernes blinde vinkel: Det indre partiliv. For hvis der er nogen, der kun ser politik, som den ser ud bag Christiansborgs tykke mure, så er det dem.

Vi politikere rejser rundt i vores baglande. Og vi ved, hvor meget partiets indre dynamik og hierarki betyder. Der er foreninger, tillidsfolk og enkeltpersoner, som man absolut må tage i ed. Ellers er man færdig.

Ikke for at sige, at nogen af os havde forudset Pape. Han er en ligeså stor overraskelse for os, som for alle andre. Men når vi så hører, at han er startet i KU, har været borgmester i Viborg og aktiv taler ved mange Landsråd, ja, så ved vi jo godt, at det ikke er helt så overraskende.

Den type personer, positioneringer, spil, kampe og tråde, der er gået forud for valget af Søren Pape – det er jo det, partierne er. Men det er også den del af partierne, som kommentatoren interesserer sig mindst for. Men måske valget af Pape vil ændre det. Eller måske vil en Carl Holst?