Politik som karrierevej

 

For ikke så mange årtier side var politik noget, man som oftest gik ind i efter, at man havde haft en karriere i organisationsverdenen (f.eks. fagforeninger eller landboforeninger), i erhvervslivet eller i undervisningssektoren. Man havde stor livs- og erhvervserfaring, når man gik ind i politik og under alle omstændigheder havde man det, når man blev minister. Dengang var politikerne også omgærdet af en betydelig respekt og agtelse.

Sådan er det ikke længere på hverken den ene eller den anden måde. Politikere er ofte noget man bliver som ganske ung uden nogen stor erhvervs- og livserfaring (eller endda uden nogen erhvervserfaring overhovedet). Vejen ind i det politiske er tit gået via en ungdomspolitisk organisation og en partipolitisk ansættelse. Derfor opstår også ønsket om på et tidspunkt at komme ud af det politiske og hen til en attraktiv ansættelse uden for det politiske.

Stadig flere politikere har benyttet sig heraf i de seneste år. Det rejser en række problemstillinger, som man ikke kendte til før. For det første kan der opstå en mistanke om, at de valgte politikere vægter hensynet til en karriere uden for det politiske lige så højt som hensynet til de vælgere, som har givet dem det demokratiske mandat. For det andet opstår der en mistanke om, at det bliver kapitaliseret på den viden og de netværk, der er erhvervet i kraft af det politiske hverv, når en person søger job uden for det politiske.

Det er netop for at undgå sidstnævnte situation, at stadig flere lande har indført cooling off- eller karensperioder, når en politiker går fra en politisk toppost og til en ansættelse uden for det politiske liv.

Bør vi ikke også gøre det i Danmark?