Postkasse ved vejen – giver det overhovedet mening længere?

For år tilbage blev det besluttet, at danskernes postkasser skulle flyttes helt ud til vejen, og borgere i etageejendomme må pænt bevæge sig ned af alle trapperne for at hente deres post. Det gav rigtig god mening for postbudene og andre omdelere af aviser og reklamer, at de ikke længere skulle mødes af endeløse trapper, lange indkørsler eller bidske hunde, men for en lang række borgere har det gjort tilværelsen mere besværlig.

Ikke alene må de kæmpe for en dispensation fra vor tids vidunder, den digitale postkasse på internettet, de må også trave frem og tilbage for at hente deres breve og aviser, selv om de er gangbesværede. Men også her gives der naturligvis dispensationer, således at posten bliver bragt direkte til døren.

Ifølge postloven kan gangbesværede og handikappede samt ældre over 65 år få en dispensation hos den lokale postmester via kommunen. Det skal naturligvis sikres, at alle borgere er oplyst grundigt om denne ret, og det er kommunernes opgave at sørge for det. Livet skal nemlig ikke gøres unødigt besværligt for ældre og gangbesværede.

Men nu til den egentlige pointe: Var ændringen af loven overhovedet nødvendig? Postbuddet kommer yderst sjældent forbi. Ja, efterhånden er postudbringning et slags relikvie fra en fortid, som forsvandt alt for hurtigt. Mange danskere fik overflødige udgifter til nye postkasser og flytning ud til vejen. Nu står de ofte tomme og ubenyttede hen.