Ruslands og Putins forhold til islam og kristendom.

Både Vesten og Rusland er del af den kristne verden, der burde vågne op og forene sine kræfter – åndelige og materielle – i at reducere truslen fra islam.

Jeg er blevet kritiseret for at sige, at Danmark og Rusland (hele Europa faktisk) har en fælles interesse i at begrænse islams indflydelse. Både i form af indvandring og i form af radikalisering. Truslen fra islam er efter min mening den altoverskyggende fare i vore dage. Jeg har sagt, at da vi har den interesse til fælles med Rusland, ville det være fint at få et bedre forhold til Rusland og forsøge at komme os over den uberettigede dæmonisering og overdrevne frygt, som Rusland under Putin er genstand for fra vores side.

Nogle kritikere mener, at vi ikke har fælles interesser med Rusland i dette spørgsmål, eftersom Putin fører en helt anden politik over for islam end vi gør i Danmark. Så derfor bør jeg holde op med at tro, at vi har fælles interesser med Rusland. Rusland har faktisk – mener nogle – mere til fælles med Iran end med Danmark. Hertil vil jeg indvende, at Rusland er et kristent land og at ethvert kristent land har interesse i at mindske islams indflydelse.

Putin og islam

Men det er helt rigtigt, at Putins politik over for islam er anderledes, end den jeg selv ville anbefale i Danmark. Ruslands historie er også ganske anderledes. Rusland er i dag en erklæret sekulær stat uden en statskirke. Kristendommen er dog langt den største og dominerende religion i landet, – ca. 75 % af landets befolkning betegner sig selv som russisk ortodokse. Og den russiske kirke arbejder tæt sammen med statsmagten.

Rusland har en muslimsk minoritet på ca. 15%, og islam har en århundreder lang historie i Rusland. Dette er den kæmpestore forskel fra Vesteuropa, hvor vi kun har haft islam i vores lande i ca. 50 år. I Rusland går det tilbage til middelalderen. Muslimerne i Rusland bor primært i republikkerne Tatarstan, Tjetjenien, Dagestan, Ingusjetien, Kabardino-Balkarien og Bashkortostan, hvor de udgør flertallet. Men der er mindretal af muslimer mange andre steder i Rusland. Også i Sankt Petersborg og Moskva er der efterhånden indvandret så mange fra de tidligere sovjetrepublikker og fra de muslimske dele af landet, at der er større minoriteter i byerne. Der har været adskillige sammenstød mellem muslimer og ikke-muslimer rundt omkring i landet.[1]

Ligeledes er der radikaliserede grupper i landet, og der har også været adskillige terrorangreb i landet. Man regner med, at der er ca. 4-5.000 jihadister fra Rusland i Syrien. De fleste kommer fra Tjetjenien, – et område der har fået en helt særlig status efter de to krige for 15 år siden. Der er i praksis sharia i Tjetjenien, selvom noget sådan formelt ikke accepteres i Rusland. Putin har åbenbart indgået en aftale med Tjetjeniens despotiske hersker, Ramzan Kadyrov – han holder ro i Tjetjenien og sørger for opbakning til Putin til gengæld for, at de får lov at leve efter deres egne regler. Herunder sharia. Det virker godt i Tjetjenien, men giver også anledning til misundelse blandt andre muslimer i Rusland, der kunne tænke sig at indføre det samme system. Så måske er politikken kortsigtet.

En af Putins vigtigste argumenter for at blande sig i krigen i Syrien var at undgå en fejlslagen stat, der kunne blive arnested for jihadister, der kunne spredes til Rusland. Samtidig benytter Rusland nu lejligheden til at bombe de tjetjenske jihadister i Syrien![2]

Hvor politikken over for islam og muslimer tidligere var brutal undertrykkelse og fortielse, er der i dag en mere forsigtig balancegang.

Putin gentager ofte ved officielle lejligheder, at islam giver et vigtigt bidrag til Rusland som multikonfessionelt land. Han ses ofte i selskab med både overhovedet for kirken og muslimske gejstlige. Så der er et forsøg på en formel ligestilling mellem trossamfundene. Putin deltog også i åbningen af en moske i Moskva [3]september 2015, hvor han sagde alle de ting, som man også hører forskræmte vestlige ledere sige, og som jeg selv kritiserer – at terror ikke er en konsekvens af islam, men en perversion af islam. Han sagde dog også, at det nu påhvilede moskeen at sørge for, at prædike en fredelig islam, der ikke bidrog til radikalisering.

Putin og kristendommen

Putin selv viser meget tydeligt, at han er kristen. Han bærer det obligatoriske kors om halsen og citerer de store russiske, kristne tænkere i sine taler, som han også befaler russerne at læse, – først og fremmest Solovjev, Berdjaev og Iljin[4]. Han har kritiseret Vesten for at ”have revet sig løs fra sine åndelige rødder, som er kristendommen” og mener, at den demografiske krise i Vesten er en følge af ”den åndelige og moralske krise i Vesten”.[5]

I en anden tale, hvor han taler om ødelæggelsen af traditionelle værdier og relativisme, citerer han Berdjaev om konservatisme: ”Meningen med konservatismen er ikke at hæmme bevægelsen fremad og opad, men bevægelsen tilbage og nedad, mod kaossets mørke tilbagevenden til den tilstand, som gik forud for statens og kulturens opståen”.[6]

I en anden af sine taler citerer han Iljin for: ”Statsmagten har sine grænser. Intet af det, som har med sjælens og åndens kreative tilstand at gøre og som forudsætter kærlighed, frihed og god vilje, hører under statsmagtens autoritet. Staten kan ikke kræve tro, kærlighed, godhed af sine borgere. Statens rolle er ikke at have kontrol med videnskab, religion og kunst, og den skal heller ikke blande sig i folks daglige liv. ”[7]

Der er således ingen som helst tvivl om, at Putin opfatter sig selv som en kristen, konservativ statsleder, hvis vigtigste opgave er at holde liv i det russiske folk, – uden at have en speciel statsideologi.

Den putinske pragmatisme går tydeligvis ud på at undgå for meget ballade med de russiske muslimer internt i landet. På den eksterne bane giver pragmatismen ham mulighed for at samarbejde med de lande, der gavner landets interesser mest. Det kan være både Kina, Iran og Assads Syrien, hvorimod vi i Vesten har snævre moralske og ideologiske grænser for, hvem vi vil alliere os med. Det gavner bestemt ikke vore egne interesser, som vi i mange tilfælde aktivt undergraver. Alligevel er både Vesten og Rusland del af den kristne verden, der burde vågne op og forene sine kræfter – både åndelige og materielle – i at reducere truslen fra islam.

 

[1] http://eng.globalaffairs.ru/number/Islam-in-Russia-17002

[2] Rusland i Mellemøsten, Forsvarsakademiet, august 2016

[3] http://www.reuters.com/article/us-russia-mosque-idUSKCN0RN1UD20150923

[4] Monica Papazu: Det nye Ruslands åndelige rødder, Tidehverv nr. 6, 2014

[5] 19. september 2013, eng.kremlin.ru/news/6007

[6] Tale 12. december 2013

[7] Tale 25. april 2005