”Sådan gør vi i Danmark”-attituden hjælper ikke børnebrude

Det viser sig, at der er tilfælde af unge kvinder under 18 år, som er gift, når de kommer til Danmark, og som får lov til at bo sammen med deres ægtefælle, mens deres asylansøgning behandles. Inger Støjberg råber igen op om ”danske normer”, men ”sådan gør vi i Danmark”-attituden er ikke meget værd, hvis vi ikke også hjælper de kvinder til en reel mulighed for at komme ud af parforholdet, hvis det ikke er frivilligt.

Da Jyllandsposten første gang skrev om de såkaldte børnebrude, som opholder sig på asylcentre skrev Inger Støjberg på sin facebook, at ”Når man opholder sig i Danmark, så gælder danske normer og regler, og det skal gøres meget klart overfor asylansøgerne”. Siden har Socialministeren Karen Elleman bebudet, at et ægteskab, hvor den ene person er under 18 år ikke længere automatisk skal godkendes af de danske myndigheder.

Begge dele er jeg enig i – forudsat, at Inger Støjberg med ”danske normer” indirekte forsøger at sige, at børn ikke skal indgå ægteskab, og at ufrivillige ægteskaber ikke er fedt.

Men det er en gratis omgang. Fordi hverken opråb på facebook-profiler eller et nej på ansøgningen om officielt at få et ægteskab godkendt, hjælper unge kvinder, hvis de reelt er i et tvangsægteskab eller et ufrivilligt forhold.

Vi kan hjælpe kvinder ud af ufrivillige og voldelige forhold

Der er ingen tvivl om, at hvis en ung kvinde under 18 år er gift – måske endda med en ældre mand – har vi en klar indikator for, at forholdet muligvis ikke er frivilligt. Det er ikke noget nyt, desværre. Det kan være religiøse årsager, der betyder, at en ung kvinde tvinges ind i et ægteskab med en (meget) ældre mand. Og det kan være unge udsatte piger i gråzoneprostitution, der lever i et forhold med en (meget) ældre mand, for til gengæld at have et sted at bo, mad på bordet, mobiltelefoner eller stoffer. Stor aldersforskel kan være en indikator på, at en ung kvinde har brug for hjælp.

Så selvfølgelig skal danske myndigheder ikke bare blåstemple et ægteskab mellem eksempelvis en 16-årig og en 50-årig. Det er jeg åbenlyst enig med socialministeren i. Men det afgørende er ikke, om de får et ja eller et nej til formel anerkendelse af ægteskabet. For er der tale om et tvangsægteskab, bliver det ikke opløst af en formel afvisning fra myndighedernes side.

Det afgørende er derfor, at de sociale myndigheder kontaktes, og at den unge kvinde hjælpes til at kunne træffe et reelt frit valg. Hvis der er tale om en asylansøger, er der god mening i at flytte hende til et andet asylcenter, evt. sammen med anden familie, eller til en anden kommune, når sagen er færdigbehandlet. Det er også vigtigt, at give hende støtte og hjælp til at etablere sig socialt, fordi vi ved, at det langt fra er nemt at forlade parforhold, der baserer sig på tvang, trusler eller vold, fordi man dermed også forlader alt, hvad man kender. Sikkert endnu mere, hvis man dermed bliver alene i et helt nyt land efter at have været flygtet fra krig. Og så er det selvfølgelig også vigtigt, at hun har en reel – også økonomisk – mulighed for at klare sig selv fremover.

Én ting er sikkert. Hvis vi alle påtager os en ”sådan gør vi i Danmark”-attitude og måske endda tror, at forbud og tvangsmæssig adskillelse nytter noget, tager vi fejl. Hvis vi glemmer, at vi faktisk har alt for nærværende erfaring med kvinder i ufrivillige og måske voldelige forhold, og at vi faktisk også har gode forudsætninger i vores velfærdssamfund for at række ud, misser vi chancen for at hjælpe de kvinder, der har brug for os.