Selvoptaget

Som Liberal er man vant til at blive tillagt skumle motiver – det er udgangspunktet. Tankevækkende er det, at politik, der handler om at frisætte det enkelte menneske og skabe rammerne for, at et samfund kan forny sig selv gennem en samfundsmodel, der mange gange gennem historien har vist sig leveringsdygtig i at skabe bedre forhold for mennesker, opfattes som kold og beregnende, mens politik, der handler om at udbrede den enkeltes snævre værdier til hele samfundet og på den måde båndlægge andres menneskers liv, generelt opfattes som sympatisk i Danmark. Det giver ikke ret meget mening.

Alternativet er et parti, der tager udgangspunkt i det selvoptagede menneske. Det kan lyde mærkeligt, eftersom partiet slår sig op på at være det stik modsatte: Socialt ansvarligt og rummeligt, men det er ikke desto mindre tilfældet. Alternativets politik går ud på at ophæve det enkelte menneskes lyst til et enklere liv med mindre arbejde og ”mere empati” til en samfundsmodel. Men det enkelte menneskes præferencer kan ikke opkastes til stor skala uden samtidig at betyde en voldsom reduktion af andre menneskers frihed til selv at vælge, hvordan de vil leve deres liv.

Økonomisk vækst er ikke et mål for Alternativet. Det er derimod ”livskvalitet”. Partiet har været så forbrugervenlige at give ret konkrete bud på, hvad denne ”livskvalitet” består i. Det er ikke noget med fladskærme, forbrug og lange arbejdsdage. Det er snarere noget med korte arbejdsdage, økologi, kød-afholdenhed og genbrug. Så er den ged barberet. Mennesker, der finder glæde ved at sætte sig økonomiske mål, sætte alt ind på at nå dem, for på den måde at skabe værdi, og som måske endda nyder at bruge deres egne penge efterfølgende, forstår sig med andre ord ikke på ”livskvalitet”. Forbrug er noget skidt.

I Alternativet mener de, at vi har fået nok af den økonomiske vækst i Vesten, og på den måde passer partiet som fod i hose med Danmarks nuværende tilstand. Væksten har stort set været gået i stå i 10 år. Stilstand i væksten er ikke noget, der udløser drama fra dag ét, men i kongeriget begynder man at kunne mærke følgerne af den manglende vækst, som truende mørke skyer. Manglende arbejdspladser, høje leveomkostninger for borgerne, nedslidning af vejene, jernbanedrift, der ikke følger med tiden, gammel bilpark uden moderne sikkerhedsudstyr og gradvis og langsom nedslidning af den service, borgerne møder på skoler, plejehjem og hospitaler. Vores samfund mister evnen til at forny sig selv.

Den manglende vækst begrænser mennesker i deres livsudfoldelse – og det vil den gøre i højere og højere grad, hvis vi fortsætter som nu. Den langsomme nedslidning vil tære på alle. På kræftpatienten, der kan skyde en hvid pil efter den nyeste behandling, som patienter med samme diagnose kan få i Sverige eller Holland. Håndværkeren, der bruger den bedste tid af dagen på at holde i kø på motorvejen i stedet for at være hos sin familie. Den unge kvinde, der forlader universitetet, kun for at opdage, at arbejdsmarkedet er gået i stå og fremtidsdrømmene fordampet.

Alternativet fortæller os, at vækst ikke er vigtigt. At vi bør interessere os for ”andre værdier”. De overser, at der i et land med vækst netop er flere muligheder for at arbejde mindre, for de der ønsker at skrue ned for tiden og forbruget, fordi den generelle velstand er høj. Men fordi Alternativet taler til det selvoptagede i os, sætter de fokus på det enkelte menneskes ønske om at arbejde mindre og fokusere på ”andre værdier”, og når disse værdier lægges ud over alle, går samfundet stille og roligt i stå, og mulighederne indskrænkes for de mange.

Også når det kommer til Alternativets to fokus-emner: Ulighed og klima, taler Alternativet til det selvoptagede i mennesker. Uligheden i verden skal løses ved at lade flere af verdens fattige flytte til Danmark. At løse verdens fattigdom gennem indvandring, må beskrives som en metode med meget begrænset effekt. Ser vi alene på verdens fordrevne, er der mindst 40 mio. mennesker, der i disse år ser sig om efter et nyt hjem. Danmark kommer hurtigt til kort med vores 5. millioner indbyggere. Ser vi på de faktuelle omkostninger for asylmodtagere, løber regningen hurtigt op, både på kort og lang sigt. Satte vi os derimod for at afsætte midlerne til nødhjælp og gik vi i gang med at nedbryde toldbarrierer, der bremser handel fra 3.-verdenslande, kunne Danmark – på trods af sin lidenhed rent faktisk gøre en mærkbar forskel. Men disse løsninger giver ikke lige så mange stjerner på godhedsskalaen som Venligboerne gør, og Alternativet anerkender slet ikke præmissen om, at penge brugt ét sted, ikke også kan bruges et andet.

Den helt store sag for Alternativet er klimaet. Alternativet er et ambitiøst parti, der tilsyneladende mener, at Danmark- med sine 5 millioner indbyggere – kan bidrage væsentligt til at redde klimaet for verdens befolkning med dets mere end 7 mia. indbyggere. Værktøjerne er støtte til bestemte energiformer samt reduktion af forbruget. Det sidste er særligt vigtigt, fordi det giver den enkelte en oplevelse af at gøre noget godt – at være ”en del af alternativet”. Hvis man husker at slukke lyset, planter urter i krukker eller køber én bluse i Sand i stedet for to i H & M er man med til at redde verden. Redde klimaet, gør det dog ikke. Hvis vi som land vil gøre en egentlige forskel for klimaet, burde vi i stedet kaste de mange ressourcer i forskning – i eksempelvis Thorium, opkøbe og henlægge CO2-kvoter samt vedvarende bidrage til at skabe højere produktivitet og dermed en produktion, der belaster miljø og klima mindst muligt. Det er ikke udelukket, at vi på den måde rent faktisk ville kunne skabe nogle løsninger, der kunne påvirke klimaindsatsen på resten af kloden. Men så er vi igen ovre i rationelle løsninger med fokus på størst mulig effekt, og det er ikke en del af Alternativets butik.

Består Alternativet af mennesker med skumle hensigter? Det mener jeg bestemt ikke. Mange af de mennesker, der har engageret sig i Alternativet er mennesker, der vil det gode. Det er blandt andet derfor partiets opskrift er så virkningsfuld. Alle, der melder sig ind, kan tilslutte sig følelsen af, at ”gøre det gode”. Men ser man på det politiske indhold, er der netop tale om en politik, der appellerer mest til følelsen af at gøre noget godt og mindre til effekten.

Alternativet appellerer til det selvoptagede menneske, der ønsker at arbejde mindre, indskrive sig i en bestemt livsstil samt redde verden gennem en overskuelig og hverdagsnær indsats. Desværre vil følgerne af denne strategi få ganske store omkostninger for alle andre, og vise sig uvirksom i forhold til at redde verden.