Sexistisk og racistisk mælk

I afdelingen for politiske fjollerier påstår en amerikansk dyreværnsorganisation, som kalder sig PETA, i ramme alvor, at mælkeprodukter er ”sexistiske”, fordi de som bekendt stammer fra dyr af hunkøn. De kæder mælkeproduktion sammen med ”voldtægt, overgreb, misbrug og kidnapning”, og de tilføjer, at ”mødre og alle af hunkøn fortjener bedre”.

I Sverige har man sat den ekstra krølle på historien, at mælk – foruden altså at være sexistisk – også er racistisk. På grund af farven. Men indebærer det så, at brug af cacao eller kaffe i mælken skal gøres obligatorisk? At man i Sverige har taget tråden op, kan vist ikke undre nogen.

Snart vil svenskerne også med kyshånd modtage historien om, at mælkeprodukter er sexistiske og måske belægge dem med ekstra afgifter. Måske et ”Mælkebolaget”, hvor man skal have samme forbudte og syndige følelse, som når man handler alkohol på ”Systemet”?

Nej, spøg til side, naturligvis.

Heldigvis har Christian Kock, professor i retorik på Københavns Universitet, advaret mod den lemfældige omgang med begreber som sexisme og racisme, fordi den devaluerer hele begrebet og gør det til grin. Det betyder, at ingen vil gide lytte, når der virkelig er hold i anklagerne – for naturligvis eksisterer fænomenerne.

Her i Danmark er vi heldigvis gode til at slå en høj latter op, når historier som disse kommer i medierne, og det er vi på tværs af det politiske spektrum. Men i både USA og Sverige kan det have anderledes alvorlige konsekvenser at grine af den slags. Her ser dele af magthaverne det pseudovidenskabelige sludder med alvor.

Det er ikke for sjov, når svenskerne forsøger at censurere i landets historie eller at ændre litterære værker som ”Pippi Langstrømpe” eller ”Tintin i Congo”, fordi værkerne bliver betragtet som racistiske af landets feministiske magthavere (Ja, den svenske regering er verdens første feministiske regering, selv om statsministeren er en mand).

Så derfor er historien om dæmonisering af mælkeprodukter måske slet ikke så langt fra virkeligheden alligevel. I hvert fald ikke, når to svenske forskere slår fast, at ingen fødevare er så central for vestlig tankegang som mælk. Ja, mælk har siden 1800-tallet symboliseret ”racebiologisk renhed” og ”hvid overlegenhed”, skriver Tobias Linné og Iselin Gambert.

Sverige er et utroligt land. Mens forstæderne brænder, og myndighederne reelt har opgivet at kontrollere ghettoerne, sidder forskere og bruger tid på den slags pjat.