Skæbnetime for folkeskolen

Skæbnetime for folkeskolen

Jeg forventer indrømmelser, når Ellen Trane Nørby onsdag morgen skal i samråd om de lange skoledage, som folkeskolereformen har ført med sig. Det bliver en skæbnetime. Viser ministeren sig fortsat overhovedet ikke klar til at se på muligheder for at forkorte skoledagene, så bliver samarbejdet svært fremover.

Men hvor er jeg dog ærgerlig over situationen. For der er ikke noget, jeg hellere vil end at løse de nuværende problemer og skabe forbedringer for folkeskolen. Reformen har bare desværre vist sig at tvangsindlægge vores børn til sent ud på eftermiddagen, og dagene er længere, end det var aftalt ved forligets indgåelse i 2013. Det bliver vi nødt til at drøfte – og selvfølgelig have mulighed for at ændre på.

Men selvom jeg – og et utal af forældre – har forsøgt at råbe Ellen Trane Nørby op, så er hun hverken til at hugge eller stikke i. Hun har hidtil ikke villet gå konstruktivt ind i en diskussion om, hvordan man kan løse folkeskolereformens problemer.

Jeg er ellers overbevist om, at vi med få enkle ændringer kan forbedre vores børns hverdag markant. For det er i virkeligheden ikke meget, som jeg og en stor del af Danmarks forældre beder om. Hvis vi eksempelvis blot lader den enkelte kommune bestemme selv, om den såkaldt ’understøttende undervisning’ skal fortsætte, fjerner vi en del af børnenes tidsrøver. Det samme gælder for de tvungne lektiecaféer.

Helt konkret kan vi give hvert enkelt barn mere fritid hver uge, hvis den tvungne lektiecafé sløjfes, og den understøttende undervisning helt eller delvist sløjfes. Det er tid, som vores børn i stedet kan bruge på familie- eller fritidsaktiviteter, som alt for mange af dem har været nødt til at aflyse siden indførslen af folkeskolereformen.

På samrådet onsdag ønsker jeg klare svar. Ministeren må åbne op og vise noget erkendelse. Noget erkendelse af at være gået for langt i reformen og en erkendelse af, at de problemer, vi ser, ikke er opstartsproblemer, som løser sig hen ad vejen.  Nu er det tid til at samarbejde. Skal vi fortsat tvinge skolebørnene i skole til langt ud på eftermiddagen, eller skal vi sende det signal, at vi ikke ønsker en stigende institutionalisering i vores samfund.

Jeg er ikke i tvivl. Jeg stoler på, at vores kommuner kender hverdagen på de enkelte folkeskoler, og at de sammen med forældrene bedst ved, hvad der er rigtigt for børnene. Men der er også en grænse for, hvor længe vi som kritisk stemme i forliget vil ignoreres, og hvad Det Konservative Folkeparti vil lægge navn til.

Vi erkender selv, at vi har været med til at lade skoledagen blive for lang for mange danske skoleelever, og det må vi nu rode bod på. Det er i virkeligheden blot den samme erkendelse, jeg nu efterlyser fra Ellen Trane Nørby.

Samrådet onsdag bliver en skæbnetime for den danske folkeskole.  Det er ved at være sidste chance for ministeren for at erkende, at folkeskolereformens problemer kræver ændringer. Lad os sammen finde nogle løsninger.