Skal Sundhedsstyrelsen give vejledning i vanvid?

Skal Sundhedsstyrelsen give vejledning i vanvid?

 

En gruppe veganerforældre vil lægge pres på Sundhedsstyrelsen for at tvinge den til at give dem vejledning i, hvordan de bedst ernærer deres børn vegansk. Det er forældre, som af den ene eller anden årsag ønsker at leve uden animalske produkter, og som også ønsker at påtvinge selv spædbørn denne livsstil, der bliver mødt med advarsler fra Sundhedsstyrelsen.

Heldigvis afviser Sundhedsstyrelsen da også kravet med det sunde argument, at man ikke ønsker at give vedledning i en livsstil, som man fraråder for børn under to år.

Det siger sig selv, at helt små børn har brug for animalske produkter, idet selve modermælken jo også er animalsk. Hertil kommer, at små børn senere har brug for en alsidig og proteinrig kost, som sikrer en normal vækst. Kød- og mælkeprodukter tilfører kroppen D-vitaminer og er desuden nødvendig for optagelsen af kalcium.

Fred være med, at voksne mennesker træffer deres egne beslutninger om, hvordan de ønsker at leve deres liv. Vi lever i et frit land, og så længe et frit valg ikke går ud over andre, er det helt op til den enkelte. Men når forældre presser en bestemt livsstil, der kan være sundhedsskadelig, ned over hovedet på deres børn, er der tale om et overgreb.

Det samme gør sig gældende, når forældre nægter at lade deres børn vaccinere mod sygdomme som mæslinger, skoldkopper og fåresyge – sygdomme, som bestemt ikke er ufarlige. Der er opstået en foruroligende trend blandt visse forældre. De nægter at lytte til råd og afviser videnskaben. De tror mere på en eller anden selvbestaltet guru end rationelle argumenter.

Vi lever i en meget individualistisk tidsalder, og i stigende grad lever mennesker hver især med deres egne sandheder, som ofte strikkes sammen af artikler, de læser på nettet. Individualismen har en masse gode sider; f.eks. at vi frit kan vælge, hvad vi ønsker at læse, se og høre. Men den negative side er, at anerkendt videnskab og historiske kendsgerninger risikerer at gå tabt.

Veganerbevægelsen minder på mange måder om en nyreligiøs bevægelse – bare uden en gud. Der er et fast sæt holdninger og en række dogmer, man skal abonnere på, nøjagtigt som i de mange nyreligiøse bevægelser, og alle, som afviser dogmerne, er enten uvidende eller onde. Det er fint, så længe beslutningerne træffes af voksne mennesker. Men det er kritisk, når det går ud over børn, som har krav på en sund og ordentlig opvækst.