Skilsmissebørn har stadig større problemer end curlingbørn

Det er et yndet samtaleemne i forældrekredse, hvor tingene går, som de skal, og hvor man derfor kan tillade sig den luksus at sladre om mindre og ret betydningsløse forskelle i børneopdragelse:

Fylder børnene for meget i livet hos venneparret Hanne og Lars? Har de for lidt voksenliv, og foregår for meget på børnenes præmisser? Er børnene curlingbørn?

Og det er selvfølgelig rigtigt, at børn kan være forkælede, og at forældre ikke skal gøre deres børn til et livsprojekt på en måde, så børnene bilder sig ind, at deres forældre ikke har andet vigtigt at foretage sig end at tilfredsstille børnenes behov 24 timer i døgnet.

Og det er også rigtigt, at børnene på et tidspunkt skal møde en verden uden for villavejen, at de skal tage en uddannelse og få sig et arbejde, hvor deres forældre ikke er med til at feje alle forhindringer af vejen for dem, og vi tror alle gerne på historierne om de arbejdsgivere, som udsættes for disse børns første møde med livets sande tilstand på en arbejdsplads og forfærdes over de unges uselvstændighed og tyndhudethed.

Men lad os nu lige få styr på os selv. Nej, når vi taler om væsentlige samfundsproblemer, så er det ikke disse børn, ikke VORES børn, heller ikke venneparrenes børn, selvom vi alle hellere har kørt dem en gang for meget til sport eller til Roskilde Festival end en gang for lidt, som er i nævneværdige problemer.

De vil møde livet en dag, og de vil have ressourcerne til at omstille sig, for de har fået så meget overskud med hjemmefra.

Som den stuekat, vi fik hjemme på min fødegård. Den kunne ikke længere være hos sine ejere, og så kom den til os, hvor den kunne indgå i den i forvejen store bestand af staldkatte. De første måneder gik den rundt og så forvirret og forpjusket ud og anede tilsyneladende ikke sine levende råd. Men så tog den sig sammen, blev gårdens dominerende hunkat, og stammoder til en ny generation. Da det kom til stykket, havde dens priviligerede opvækst alligevel givet den et forspring i forhold til de andre katte, selvom den lige skulle vænne sig til de nye forhold.

De børn, som faktisk har problemer, som slår ud i en statistik, er ikke curlingbørn med to tilstedeværende forældre, som kan bruge en masse tid på dem. De er i høj grad skilsmissebørn, som efter alt at dømme netop skiller sig ud ved ikke at have haft samme mængde forældreopmærksomhed under opvæksten:

“Mor og fars skilsmisse fordobler risikoen for, at børnene ikke får en uddannelse,” skriver Jyllands-Posten i dag, og seniorforsker Mai Heide Ottosen fra SFI forklarer: “Et brud i familien trækker ressourcer ud af familien. Der er kun to hænder og ikke fire til at hjælpe med lektierne. Andre vil sige, at skilsmissen rammer børnene følelsesmæssigt, så de ikke kan koncentrere sig om skolearbejdet. Jeg tror mest på, at manglende ressourcer er årsagen.”

Vi, der har ressourcerne til at gøre vores børn til curlingbørn, kan godt blive ved med at tale om vores egne børn og vennernes børn. Det er jo vores yndlingsemne. Men hvis det handler om de virkelige problemer i samfundet, så bør vi nok i stedet bruge tiden på at tale om børn, der har mere alvorlige udfordringer end to forældre, som godt engang i mellem kunne være lidt mindre opmærksomme på børnenes velbefindende.