Slap revisorrolle truer forude

Det er ikke mange år siden, at finanskrisens grimme ansigt hærgede den globale økonomi. Grådigheden havde godt og grundigt fat i finansverdenens daværende praksis.

Der var mange faktorer, der gjorde, at det gik så galt, som det gjorde. Grundlæggende må man dog pege på reguleringen af det finansielle marked som et af de helt afgørende punkter.

I dag bør det være en åbenlys konstatering, at reguleringen var utilstrækkelig og alt for lempelig. Der er behov for at have fornuftig snor i markedskræfterne – ellers løber de løbsk.

Som politikere er det en bunden opgave at sikre, at vi ikke kommer til at opleve bare noget, der minder om en finanskrise igen.

Skadevirkningerne var enorme. Og nogle vil mene, at vi stadig mærker kølvandet af konsekvenserne i dag.

Under alle omstændigheder betød finanskrisen bankkrak, konkurser, faldende boligpriser, stigende ledighed og underskud på den offentlige saldo.

Danmarks BNP faldt i perioden 2009 til 2013 med 400 mia. kr. ligesom der forsvandt titusindvis af private arbejdspladser.

Både virksomheder og almindelige danskere blev ramt hårdt. Og det har taget flere års klog finanspolitik og fornuftige investeringer for at nå dertil, hvor vi er i dag.

Derfor er det også med bekymring, at jeg som ordfører medvirkede til behandling af lovforslaget til en ny revisorlov i sidste uge. Revisionen er en hjørnesten i tiltroen til og reguleringen af virksomhederne, og revisoren betegnes med rette som offentlighedens tillidsrepræsentant. Revisoren sikrer, at virksomhedernes regnskab er gennemsigtigt og til at stole på.

Det er en fuldstændig afgørende rolle – for begrundet tillid, gennemsigtighed og rene linjer er grundingrediensen i den opskrift, der skal forhindre en ny finanskrise og en sund finansiel sektor.

Når jeg tillader mig at bemærke, at lovforslaget bekymrer mig, skyldes det netop dette.

For det lader til, at finanskrisens ulyksaligheder og ikke mindst dens ophav er glemt – mindre end 10 år siden.

Med lovforslaget foreslår regeringen reelt at forringe revisorenes uafhængighed, og det er foruroligende.

Europa-kommissionen igangsatte i 2010 en revision af reglerne på revisionsområdet på baggrund af finanskrisen, og ændringsdirektivet og forordningen er et resultat af dette.

EU’s arbejde har haft udspring i et meget relevant formål, nemlig at sikre mere gennemsigtig og uafhængig revision, øget konkurrence og styrke tilliden til virksomheders regnskab.

De gode intentioner er dog desværre ikke fulgt med hele vejen til regeringen lovforslag.

Man kan med rette stille spørgsmålstegn ved, om lovforslaget for det første styrker danske revisorers uafhængighed og for det andet om der er en fornuftig balance mellem kontrollen af virksomheder med offentlige interesser på den ene side og samfundshensyn på den anden side.

Helt konkret retter mine bekymringer sig mod to forhold: det ene er definitionen af de såkaldte PIE-virksomheder, og det andet er revisorernes manglende uafhængighed.

Definitionen af PIE-virksomheder er central. Definitionen omfatter virksomheder med offentlig interesse og den fastsætter, hvilke krav der stilles til virksomhedens revision.

Lovforslaget ligger op til, at definitionen af PIE-virksomheder snævres ind. Ganske meget endda.

Fremover vil PIE-definitionen blive indskrænket til kun af gælde børsnoterede virksomheder, kreditinstitutioner og forsikringsselskaber.
Dermed inkluderer definitionen ikke store fondsejede og unoteret aktieselskaber samt kommunale og statslige selskaber.

Det har stor betydning. Og hvis man er i tvivl, kan man bare se på antallet af PIE-virksomheder før og efter lovforslaget, som det ligger i dag. Den nye definition vil få antallet til at gå fra ca. 800 til 385 virksomheder.

Når det giver mening at tale om, hvilke virksomheder, der hører under PIE-definitionens, skyldes det, at det er et værktøj, der sikrer kontrol med virksomheder, hvis tab og konkurs vil have samfundsmæssige konsekvenser.

Man vil med lovforslaget ganske enkel fritage en lang række virksomheder, hvis tab og konkurs vil have samfundsmæssige konsekvenser, fra PIE-kravene til revisionen. Det er uklogt.

Samtidig understøtter lovforslaget ikke revisorenes uafhængighed. Tværtimod.

Med lovforslaget vil det være muligt for et revisionsfirma at levere flere forskellige ydelser til samme virksomhed.

Et revisionsfirma kan altså levere en revision af en virksomheds regnskab og samtidig levere rådgivning, der ikke er revisionsrelateret til den samme virksomhed.

Dermed opstår der et grundlagt, hvor interessekonflikterne for alvor kan blomstre. Uafhængigheden bliver slap.

Et revisionsfirma kan stå i den situation, at det skal revidere forhold, som det selv har rådgivet om.

Så kan man spørge sig selv, om det er noget, der vil øge tillid og gennemsigtigheden. I mine øjne er det meget skadeligt for den troværdighed og tillid, der skal omgærde revisionen.
Regeringen har med lovforslaget taget det overordnede udgangspunkt, at der ikke må overimplementeres EU-regler. Det er i og for sig en sympatisk ambition.

Men når man samtidig lemper reglerne så meget, at fornuft og forebyggelse i forhold til de krav, vil stiller til revisionen af virksomhederne, så er regeringen gået for vidt.

Som jeg indledningsvist bemærkede er det centralt, at vi forsat tager ved lære af de fejl, der ledte op til finanskrisen. Det er vores ansvar som politikere.

Hukommelsen er ofte kort i politik, men her tager regeringen alligevel prisen. Enkelte dele af lovforslaget udhuler nemlig de værktøjer, der skal sikre, at man med rette kan have tillid til revisionen af virksomhederne.